Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Foto af Inge Bisgaard
Inge Bisgaard med en model af en fangsthytte fra Grønlands østkyst i baggrunden. Hun har fået Prins Henriks Europa Nostra Danmark Pris for blandt andet at gøre et stort arbejde for at bevare fangsthytterne.
Foto: Christian Klindt Sølbeck

Vores identitet ligger (også) i vores bygninger

Nutidens renovering af gamle bygninger minder om plastikoperationer. De mister deres sjæl, mener arkitekt Inge Bisgaard, som er museumsinspektør på Grønlands Nationalmuseum og Arkiv.

Siden 2011 har Inge Bisgaard kæmpet for at bevare Grønlands kulturhistoriske bygningsarv. Hun er arkitekt, og hvis man skal karakterisere hendes omfattende arbejdsopgaver, kan det bedst beskrives i atletiktermer: Hun skal nærmest løbe maratondistancen i 100 meter-tempo for at kunne udføre opgaven.

Som museumsinspektør på Nunatta Katersugaasivia Allagaateqarfialu (Grønlands Nationalmuseum og Arkiv) har hun siden 2011 haft ansvaret for den kulturhistoriske bygningsarv i et område, der er 50 gange større end Danmark. Og ikke nok med det: En stor del af de gamle, historiske bygninger ligger ikke engang inden for alfarvej, men endnu længere ude. Helt derude, hvor du landsættes enten i gummibåd eller med helikopter. Det kræver fysisk styrke og udholdenhed at færdes på disse uvejsomme kanter.

Hvis en bygning ikke bruges aktivt i det daglige liv, mister den sin sjæl og bliver ligegyldig

Inge Bisgaard, museumsinspektør, Grønlands Nationalmuseum og Arkiv

Oveni skal lægges, at opgaven haster. Meget endda. For ifølge den aktive museumsinspektør forfalder mange fredede bygninger allerede med en faretruende hastighed:

"For hvis en bygning ikke bruges, mister den sin sjæl og bliver ligegyldig. Den er med til at skabe identitet fra vugge til grav – og kendetegner den kultur, vi er rundet af", forklarer Inge Bisgaard og henviser til det krigsplagede og delvist ødelagte land Ukraine:

"Ukraine har mistet mange værdifulde byer, og jeg har erfaret, at når man mister så meget af sin historie, giver det dybe ar på folkesjælen".

Nationalmuseet har ansvaret for i overkanten af 100 fredede bygninger, og derudover har landets fem kommuner ansvaret for knap 350 bevaringsværdige bygninger, som har en betydning for lokalområdet, og hvis bevaring museumsinspektøren også rådgiver kommunerne om.

I Nordøstgrønland med Siriuspatruljen

I en del år har hun været på strabadserende ekspeditionsture i det ufarbare Nordøstgrønland, hvor verdens største nationalpark er placeret. Her arbejder hun sammen med tidligere Siriusfolk fra organisationen Nanok. En organisation, der har til formål at udbrede kendskabet til den store arktiske vildmark og at bidrage til sikring af områdets kulturminder og bygninger. Hun var for første gang i 2012 med til at registrere de mange ekspeditionshytter og stationer, der er i dette kæmpe øde område.

Siden hen har hun været med på yderligere tre ture enten sammen med Nanok eller Arktisk Kommando. Alt efter hvordan vejret arter sig, benytter de sig af enten helikopter, forsvarets skibe eller en af deres hurtiggående rib-gummibåde, så de kan komme ind til de fredede bygninger eller stationer.

Modtager af Prins Henriks Europa Nostra Danmark Pris

I august 2022 modtog Inge Bisgaard Prins Henriks Europa Nostra Danmark Pris. En arkitektonisk kulturarvspris, som hun fik overrakt af Prins Joachim. I begrundelsen blev blandt andet nævnt hendes store kulturarvsindsats i Nordøstgrønland.

Læs mere om prisoverrækkelsen.

Hun stortrives med disse ekspeditioner – og ikke mindst med at være ude i disse barske yderkanter af Grønland, hvor der er langt større sandsynlighed for at møde en isbjørn end et menneske.

"Når jeg er ude i naturen, oplever jeg en kæmpe ro, og jeg får virkelig stresset af, hvis jeg i en lang periode har haft mange komplicerede arbejdsopgaver bag skrivebordet", forklarer museumsinspektøren, der også boltrer sig i den omkringliggende natur ved Nuuk i fritiden, hvor hun bor tæt på havet sammen med sin mand og datter.

Her er det kajakken, der, med hendes egne ord, får hende "nulstillet igen". Og om vinteren elsker hun at tage sine telemarksski under fødderne for at komme ud at jage ryper eller harer med sin salonriffel.

Begejstringen for de historiske bygninger går mange år tilbage. Alle hendes ansættelser har været inden for dette område. Selv i ferien hiver hun blok og papir frem for at registrere bygninger. I 1996 tog hun på kajaktur sammen med to veninder fra Sisimiut til Kap Farvel, en strækning på cirka 1.800 kilometer. Undervejs besøgte hun alle kirker og kapeller for at få registreret bygningernes tilstand.

Inge Bisgaard
Her ses med en model af en fangsthytte fra Grønlands østkyst, som også er opført foran nationalmuseet i Nuuk.

Hård renovering slører bygningens oprindelse

Første gang hun åbnede døren ind til en af de hytter, hun besøgte i Nordøstgrønland, glemmer hun aldrig:

"Det var en kæmpe oplevelse at se et så fantastisk og storslået landskab med dets bygninger og spor fra fortiden, og det føltes, som om man lukkede en dør op og kunne kigge flere hundrede år tilbage i tid".

Hendes opgave var at gennemgå de reparationer, som Nanok tidligere har udført. Som restaureringsarkitekt konstaterede hun, at der blev fjernet for meget af de eksisterende byggematerialer, da man istandsatte de gamle bygninger. Nanok og Siriuspatruljens ønske var at sikre de historiske bygninger mod yderligere forfald. Her kunne hun støtte dem med sin viden.

"Generelt er det et stort problem overalt i Grønland, at de fleste historiske bygninger er lavet så meget om, at man ikke længere kan aflæse husets alder. Der er blevet skiftet så meget ud ved unødvendige bygningsarbejder, at der kun er 10 procent tilbage af de originale materialer.

På den måde er det nærmest umuligt at aflæse tidens slid og brug og farvevalg på væggene, da de originale materialer næsten helt er forsvundet", forklarer en ærgerlig museumsinspektør, der blev arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i København i 1992. Hun efterlyser en politisk debat om, hvad vi gerne vil værne om. I den debat har hun en opfordring til politikerne:

"Det er en fejlagtig opfattelse at tro, at det slet ikke kan betale sig at vedligeholde gamle bygninger. Ja, selvfølgelig er det dyrt at istandsætte en historisk bygning, som ikke er blevet vedligeholdt i mange år. Men hvis bygningen var blevet vedligeholdt med de rigtige materialer fra begyndelsen, ville det have kostet en tiendedel i forhold til, når man sætter nye bygninger i stand".

Ifølge Inge Bisgaard er problemet, at nyere materialer holder i kortere tid – og ikke mindst: De bliver ikke smukkere med alderen. Hun sammenligner materialerne "med tidens mange kosmetiske ansigtsoperationer, som får de stakkels mennesker til at miste deres identitet og sjæl, og de bliver heller ikke smukkere med tiden, tværtimod".

De gamle teknikker er glemt

En anden udfordring, som den arkitektuddannede museumsinspektør bruger meget tid på, er den manglende håndværksmæssige faglighed i Grønland. Ifølge hende forsvandt den mere eller mindre i perioden fra 50’erne og tyve år frem, da man etablerede et utal af betonetagebyggerier, som blev bygget af tilkaldt arbejdskraft fra Danmark.

"Her frarådede GTO (Grønlands Tekniske Organisation, red.) grønlændere at blive håndværkere, da de skulle blive i fangst- og fiskerierhvervet. Og resultatet ses i dag ved, at selvom man voksede op i de gamle historiske bygninger, så glemte man de gamle klassiske håndværkstraditioner", kommer det trist fra museumsinspektøren.

Af selv samme årsag arrangerer hun bygningsbevaringskurser i de forskellige byer for rådgivere (arkitekter/ingeniører), håndværkere og for planafdelinger i kommuner, hvor hun underviser i, hvordan man bedst kan restaurere en gammel bygning; hvilke teknikker og materialer der skal anvendes.

Kommunernes efterspørgsel efter kurser og bistand er dog større, end nationalmuseets ressourcer rækker til med det resultat, at mange af de bevaringsværdige bygninger langs kysten forfalder lige så stille. Hun bliver nødt til at prioritere sin sparsomme tid.

Den samme hårde prioriteringsøvelse sker ude i kommunerne, hvor de beløb, som er afsat til at vedligeholde gamle bevaringsværdige bygninger, er så beskedne, at det med hendes egne ord "kun rækker til lidt malerbehandling på den ene side af en bygning".

For at stoppe forfaldet af landets bevaringsværdige bygninger drømmer hun om at få etableret et center for bygningsbevaring, der skal være stedet, hvor man dels indsamler al viden om de bevaringsværdige bygninger, dels bliver omdrejningspunktet for alle renoveringsprojekter. Hvis man reelt ønsker at stoppe forfaldet, har hun et konkret ønske til politikerne:

"Det kræver flere midler og flere medarbejdere. Jeg kan ikke gøre det alene".

Inge Bisgaard
Begejstringen for de historiske bygninger går mange år tilbage hos Inge Bisgaard, som her står foran Nuuk Kajakklubs værksted i det gule hus.

Historiske bygninger skal bruges – ej kun ses

Hendes utrættelige kamp for at bevare landets kulturhistoriske bygningsarv er ikke gået ubemærket hen. I hvert fald ikke uden for landets grænser. I august i år modtog hun Prins Henriks Europa Nostra Danmark Pris, en arkitektonisk kulturarvspris, overrakt af Prins Joachim. I begrundelsen blev blandt andet nævnt hendes store kulturarvsindsats i Nordøstgrønland.

Prinsen sluttede kækt sin tale af ved at sige: "Du må godt blære dig over prisen".

Det vil ligne Inge Bisgaard dårligt at blære sig. Det er ikke hendes stil, men hun håber, at der med prisen vil komme større opmærksomhed på at bevare landets bygningsmæssige kulturarv. For som hun påpeger:

"De historiske bygninger skal ikke betragtes som museer, som står ubenyttede hen. De skal bruges aktivt i det daglige liv, enten som arbejdspladser, butikker eller cafeer m.m., men hvor man værdsætter det historiske i bygningen. For det er med til at understrege husets alder og sjæl".

Inge Bisgaard
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Rigsarkivet

Erfaren projektleder til Rigsarkivet

Rigsarkivet

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?