Dansk Magisterforening

Hundelort fra stenalderen

© Foto: Simon Jeppesen

Simon Jeppesen
Del artikel:

Peter Moe Astrup er marinarkæolog ved Moesgaard Museum og har dykket ved to bopladser, som lå på Hjarnø for 6.200 år siden. Han har for første gang fundet hundelort fra stenalderen.

 

På Hjarnø lå to bopladser, der for 6.200 år siden – i slutningen af Ertebøllekulturen – havde et udsmidningslag på lavt vand ud for bopladserne. Under vand er der et iltfattigt miljø, hvor organiske materialer ikke rådner og derfor kan aflejres. Her har dykkerne fundet enestående ting, som ikke bevares på land, blandt andet hjortetaksøkser med bevarede træskafter, fiskeredskaber, bemalede årer, snoreværk, tilspidsede træ­pæle – og hundelort.

Peter Moe Astrup fortæller:

"Vi har indtil nu fundet fire hunde­lorte, og det er første gang, der er fundet så gamle ekskrementer fra hunde. De var fyldt med fiskeknogler, og man kan med massespektrometri fastslå, dels at de er fra hunde, dels at hunden har spist fisk af laksefamilien.

De ting, man oftest har fundet fra Ertebøllekulturen, har været det, som bevares bedst på land, såsom bearbejdet flint og knogler.

Under vand, er der også bevaret blandt andet store mængder træ. Det har været dækket af sand og ålegræs i over 6.000 år, og siden ålegræsset forsvandt i begyndelsen af 30’erne, sandsynligvis på grund af en svampesygdom, har strømmen langsomt fritlagt udsmidningslaget.

Vi har fundet redskabstyper, som vi ikke har set før, og som vi endnu ikke ved, hvordan stenalderfolket anvendte. Det er med til at give et helt nyt og mere detaljeret billede af Ertebøllekulturen.

De kunne få det maksimale ud af de ressourcer, der fandtes omkring bopladsen, og så var de dygtige til træhåndværk. De havde fiskehegn og ruser, som de investerede meget tid i at opføre. Derfor er det nærliggende at formode, at menneskene gjorde krav på området, og at der var tale om helårsbosættelser. De var ikke et primitivt nomadefolk".

© Foto: Simon Jeppesen
}