Angreb på humaniora: En kølende effekt

Henriette Roued

• Lektor i digital humaniora siden 2017
• Forsker og underviser i digital kulturarv med en baggrund i arkæologi

Hvad mener du om kritikken?
"Jeg har ikke været direkte i skudlinjen, men jeg føler mig alligevel ramt, fordi jeg blandt andet beskæftiger mig med glemte stemmer i historien. Men også på grund af det årelange angreb på humanioras forskning og uddannelser. Tilsammen har det haft en kølende effekt på at formidle min forskning i offentligheden. Man forbereder sig på angreb og overvejer hele tiden, om man overhovedet har energi til at stille op".

Har du sagt nej til at deltage i et interview?
"Nej, ikke direkte, men jeg har afholdt mig fra at blande mig i debatter, hvor jeg havde et fagligt belæg for at gøre det. Det hænger også sammen med en anden udfordring: Forskningsresultater er i stigende grad blevet offentlige, hvilket er positivt, men der er også en tendens til, at der offentligt er meget fokus på et ideal om "gode" eller "dårlige" forskningsretninger eller -metoder".

Hvorfor er det et problem?
"Fordi sådan et ideal kan underminere det grundlæggende princip om forskningsfrihed. Altså at der skal være plads til forskellige og nye problemstillinger og metoder, også når vi forskere ikke er enige. Samt når nogle mener, at vi er for kritiske eller ligefrem kontroversielle. Men vi opdeler ikke forskningsretninger eller -metoder i gode eller dårlige på samme måde som nogle politikere og medier".

Men hvordan skal vi så vide, hvilken forskning vi kan stole på?
"God videnskabelig praksis handler i stedet om at være troværdig og pålidelig. Og gennemsigtighed er et nøgleord. Gennemsigtighed om de spørgsmål, vi stiller, og hvordan vi undersøger dem. Netop for at andre forskere kan evaluere resultaterne og måske være uenige. Men ikke for at de kan angribe vores frihed til at vælge, hvad vi forsker i".

Men det er vel så bare et vilkår?
"Ja, men det er vanskeligt at formidle offentligt. Ikke mindst for en humanioraforsker. Tal på baggrund af data kan virke mere overbevisende end fx en tekstanalyse. Derfor er det også nemmere at angribe humaniora end naturvidenskab. Også selvom der ligger antagelser og valg til grund i naturvidenskaben, ligesom når kemikeren vælger at undersøge ét molekyle frem for et andet. Men i offentligheden forbinder man mere resultater med tal og grafer som objektive sandheder".

Men her er det så, at nogle vil sige, at nogle humanioraforskeres valg medfører det rene vås?
"I mange etablerede videnskaber er valgene omkring problemstillinger og metoder ofte begrundet i en faglig tradition. Jeg tror, at nogle af de nyere forskningsretninger, som ofte møder kritik, er særligt sårbare, netop fordi valgene her er truffet på baggrund af synspunkter, som måske er kontroversielle for nogle. Men jeg oplever også, at den gennemsigtighed omkring de valg, som netop er et princip for god videnskabelig praksis, bliver brugt til politiske angreb og kritik af forskningsretningen".

Frederik Appel Olsen

• Ph.d.-studerende siden 2020
• Skriver på en afhandling om videnskabsaktivisme i klimakrisen med baggrund i retorik

Hvad mener du om kritikken af aktivistisk forskning?
"Den er langtfra ny. For 10-15 år siden blev klimaforskningen kaldt "politisk" eller ‘aktivistisk’ og altså ikke ‘objektiv’ nok. Der var diskussion om evidensen for menneskeskabt global opvarmning, og højrefløjen stillede spørgsmål til forskeres bias og pålidelighed. Nu er fokus flyttet til forskning i køn eller strukturel racisme. Mere end reel bekymring for videnskabelig lødighed er der igen tale om et ideologisk projekt".

Kan kritikerne have ret i, at nogle forskere opfører sig mere som politikere?
"Det er uklart, hvad kritikken går på. Hvis man bare mener, at nogle forskere også er aktivister, så er det rigtigt. Men hvis det handler om, at der ikke må være normative dimensioner i forskning, så rammer det rigtig megen – ja, måske al – forskning. Og hvis forskere ‘opfører sig som politikere’, er de jo netop ikke aktivister i nogen meningsfuld forstand. Politikere arbejder gennem institutionerne, aktivister udfordrer dem".

Et eksempel: Henrik Dahl mener, at islamforskeren Jakob Skovgaard-Petersen er aktivistisk og politiserende?

"Det er påfaldende, at kritikken ofte går mod forskning, der bryder med et reaktionært verdensbillede. Og det er svært at se, hvorfor det gør fx Jakob Skovgaard-Petersen aktivistisk og ‘notorisk enøjet’. Han har skrevet en boganmeldelse, som Dahl ikke kan lide, fordi Dahl godt kunne lide den bog, Skovgaard-Petersen kritiserer, som passer bedre ind i Dahls verdensbillede. Det afslører ret tydeligt, at det handler mere om et politisk projekt på højrefløjen end om bekymring for den frie forskning".

Kan du pege på noget positivt, der er kommet ud af diskussionerne?
"For mit eget vedkommende har det været virkelig interessant at dykke ned i. Mit projekt handler om videnskabsaktivisme og har derfor taget en drejning sideløbende med debatten. Så det er et eksempel på, at det, der foregår i samfundet, påvirker det, der foregår på universitetet. Med andre ord er der en vekselvirkning mellem det politiske liv og forskningen".

Har debatten medført en større forståelse for forskningen på universiteterne?
"Jeg synes, kritikerne har et ret forsimplet blik på videnskab. I hundrede år har der været en videnskabsteoretisk diskussion, der beskæftiger sig med de her spørgsmål. Men den tradition interesserer ikke politikerne, der taler til et andet publikum. Dahl er fx tit ude med en dybt forsimplet forståelse af naturvidenskabelige normer, som så trækkes ned over humaniora og samfundsvidenskaberne. Det giver ikke meget mening, men appellerer til et bestemt publikum i den politiske debat".