Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Skærmprint af lex.dk

Kvalitetssikret viden er vigtigere end nogensinde

Danmarks Nationalleksikon har fået en større bevilling på finansloven samt fondsmidler og har nu brug for et stort antal forskere med solid viden, som har tid til at være fagansvarlige på deres felt.

Det er helt unikt i så lille et sprogområde som dansk at have et opslagsværk, hvor danske forskere giver deres viden videre i en dansk kontekst.

Det siger Niels Elers Koch, der er chefredaktør for lex.dk, som er baseret på Den Store Danske Encyklopædi, Trap Danmark og 10 andre opslagsværker og har kostet omkring en milliard kroner i fondsmidler at opbygge.

Lex.dk har nu modtaget en større bevilling på finansloven samt særbevillinger fra Augustinus Fonden og Louis-Hansen Fonden, således at redaktionen er blevet udvidet fra fire til 17 medarbejdere.

Derfor har Danmarks Nationalleksikon, lex.dk, i den senere tid søgt efter ikke mindre end 1.000 forskere, som vil bidrage til sitet, der indeholder mere end 225.000 artikler.

Der er tale om en gigantisk forøgelse af holdet, der bidrager til lex.dk, og som i dag tæller blot 76 forskere. De 1.000 nye forskere skal være med til at udvikle sitet, så brugerne altid kan finde opdateret og kvalitetssikret information.

"Det glædelige ved forskere er, at de generelt gerne vil skabe noget til gavn for samfundet, og det får de mulighed for her, samtidig med at de får et honorar for det", siger lex.dk’s chefredaktør.

De nye forskere skal være såkaldt fagansvarlige. En fagansvarlig er, forklarer chefredaktøren, en anerkendt fagperson, der forvalter en lille del af leksikonet med sin ekspertise og sit faglige overblik.

"Det er et arbejde, som aldrig bliver færdigt, for der kommer hele tiden ny viden", som Niels Elers Koch siger.

Lex.dk har hver måned over en million brugere, som læser mere end tre millioner artikler. De skal kunne stole på det, de læser

Niels Elers Koch, chefredaktør

"Lex.dk har hver måned over en million individuelle brugere, som læser mere end tre millioner artikler om måneden, og de skal kunne stole på det, de læser", siger Niels Elers Koch.

Kvalitetssikret viden er ifølge ham vigtigere end nogensinde, fordi vi lever i en tid med fake news og manglende kildekritik. Og selv om enhver kan registrere sig på lex.dk og skrive eller redigere en artikel, så bliver indholdet nøje monitoreret af redaktionen og de fagansvarlige.

"Vi kender identiteten på dem, der bidrager, og i modsætning til for eksempel Wikipedia sørger vi for at faktatjekke det, de skriver, før det eventuelt publiceres. Vi holder også øje med, at skribenterne ikke giver udtryk for personlige eller politiske dagsordener, men udelukkende formidler viden", siger Niels Elers Koch, som selv har en baggrund som forsker inden for jordbrugsvidenskab.

"Nu har vi kræfterne til at få opdateret de 225.000 artikler. Nogle artikler er ikke blevet opdateret siden slutningen af 1990’erne, så det skal vi i gang med", siger Niels Elers Koch.

De flittigste brugere af lex.dk er unge mellem 15 og 20 år. Det skyldes, at eleverne i grundskolen og på ungdomsuddannelserne lærer at bruge autoritative kilder, mens folk i de ældre aldersgrupper tilsyneladende er mindre kildekritiske, når de søger information, vurderer Niels Elers Koch:

"De googler bare, og det er ofte Wikipedia, som kommer først op, fordi det er internationalt og dermed fast standard hos Google".

Emneord:
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Carlsbergfondet

Scientific Officer til Carlsbergfondet

Carlsbergfondet

Danmarks Meteorologiske Institut

Experienced ocean remote sensing scientist

Danmarks Meteorologiske Institut

ABSALON, Professionshøjskolen

Chefkonsulent til forretningsudvikling af efter- og videreuddannelse

ABSALON, Professionshøjskolen

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?