Dansk Magisterforening

Gåtur med chefen resulterede i en kortere arbejdsuge

Sune Dogan er chef for 14 medarbejdere i it-konsulentvirksomheden Hesehus. Han går tur med dem alle mindst en gang om måneden, hvor de blandt andet taler om trivsel. © Foto: Hesehus

Majken Søndergaard Eliasen
Del artikel:

Sune Dogan har ansvaret for 14 medarbejdere hos it-konsulentvirksomheden Hesehus. For nylig foreslog han en af sine ansatte at gå ned i tid, fordi medarbejderen havde svært ved at få arbejdslivet til at gå op med livet som småbørnsfar.

It-branchen er en af de sektorer, hvor arbejdsmiljøet ofte er centreret om at komme tidligt og gå sent. Det er en arbejdskultur, der opstod sammen med it-branchens eksplosive fødsel i 1990’erne, hvor det ene succesfulde it-firma efter det andet dukkede op og erobrede verden.

Men det var ikke kun it-boblen, der sprang i startnullerne, det var også udbrændtheden hos en hel generation af it-talenter, der havde arbejdet solen sort.

Hos Hesehus, der er specialiseret i high-end E-commerce-løsninger, er ledelsesstilen og arbejdskulturen en helt anden. Udviklingschef Sune Dogan har ansvaret for 14 medarbejdere og holder fx meget af at invitere sine medarbejdere på gåture, hvor de taler om medarbejderens trivsel.

Det er vigtigt at have fingeren på pulsen og være opmærksom, og der er en almindelig MUS-samtale ikke nok

"Det er vigtigt at have fingeren på pulsen og være opmærksom, og der er en almindelig MUS-samtale ikke nok. Jeg går tur med alle medarbejdere enten hver 14. dag eller en gang om måneden", fortæller han.

Det var på en gåtur i maj 2022, at Sune Dogan foreslog en af sine medarbejdere, at han gik ned i tid – og det skyldtes hverken mangel på arbejdsopgaver eller penge.

Den manglende gnist

Sune Dogans mandlige medarbejder har et travlt familieliv med små børn, og selvom medarbejderen på intet tidspunkt havde sagt noget om det, havde udviklingsdirektøren på fornemmelsen, at noget var galt.

"Jeg fornemmede, at han var lidt presset i hverdagen. Både i forhold til opgaverne og i forhold til humør og engagement, altså hvor glad han var", erindrer Sune Dogan.

Derfor foreslog han medarbejderen at gå ned i tid fra 37 timer til 32 timer i en periode, så det blev lettere at få arbejdsdagen til at gå op med aflevering og hentning af børn i institution. Et tilbud, som han sagde ja tak til.

Sune Dogan fortæller, at medarbejderen gik tilsvarende ned i løn, og at de har arbejdet med, at han selvfølgelig også skal have fjernet nogle opgaver.

"Men jeg lagde i starten af dialogen stor vægt på, at det handlede om hans ve og vel. Løsningen er på ingen måde skrevet i sten, og han kan gå op i tid igen fra "i morgen", hvis han ønsker det". 

Nu er medarbejderens arbejdstid, arbejdspres og opgaver et fast punkt på gåturene, men aldrig med økonomi som udgangspunkt, understreger Sune Dogan.

"Til at starte med kører aftalen nogle måneder, og så ser vi på, om det skal være en permanent løsning, eller om han ønsker at gå op i tid på et tidspunkt", siger han.

Mentale øvelser i at give slip

Udviklingschefen har været hos Hesehus i et år, og det er første gang, han har prøvet at tage fat i en medarbejder på den måde, men det er ikke den eneste af de 14 ansatte, han har ansvaret for, der har en særlig aftale om indretningen af arbejdsdagen.

"Vi har en medarbejder, der cykler tur hver anden onsdag, så han går ved frokosttid den dag", fortæller Sune Dogan.

Når det kommer til trivsel, handler det ikke kun om at tilbyde en fleksibel indretning af arbejdsdagen, men også om at arbejde med sin mentale tilgang til opgaverne, mener udviklingschefen.

"Der er nogle, der bedst kan lide at rydde indbakken, inden de går hjem, men det kan man bare ikke. Derfor er der også nogle mentale øvelser i at kunne give slip og gå hjem og holde fri. Så vi kigger på, hvilke opgaver der venter, og prøver at prioritere og acceptere, at der altid er opgaver, der venter", siger Sune Dogan.

Det er nogle måneder siden, at medarbejderen gik ned i tid, og Sune Dogan kan mærke på ham, at det har virket med den kortere arbejdsuge.

"Gnisten og gejsten var forsvundet, men den er kommet tilbage. Vi går og snakker om tingene hver 14. dag, og han siger, det har givet ham det, han har brug for".

}