Dansk Magisterforening

Akademikerbladet vinder mediepris for original journalistik

Jakob Fälling (tv.) har tegnet og skrevet en reportage om geologen Christina Færch-Jensen (i midten), som udløste prisen, som Troels Kølln, redaktør på Akademikerbladet, fik overrakt.

Anna Dalsgaard
Del artikel:

Akademikerbladet har vundet Anders Bordings Idépris 2022 for en 10 sider lang tegnet reportage.

1. september fik Akademikerbladets redaktør, Troels Kølln, overrakt Anders Bordings Idépris 2022 på Københavns Rådhus.

Det er en 10 sider lang tegnet reportage af journalist og tegner Jakob Fälling, der har udløst prisen. Reportagen handler om geologen Christina Færch-Jensen, som gik ned under specialeskrivningen og endte med at opgive studiet og stå på gaden med sit barn. Hun fik revalidering, og endte med at blive ansat på ordinære vilkår i Socialpsykiatri København i Københavns Kommune.

"Det er en nyskabende og modig fortælleform til et publikum, der ellers kan være glade for lange tekstartikler. Man får fortalt meget med få og enkle virkemidler. Det fremstår både subtilt og hensynsfuldt, uden at klarheden forsvinder", lyder juryens begrundelse.

Læs hele reportagen

I forbindelse med prisuddelingen sagde adm. direktør i Danske Medier Mads Brandstrup, at borgerne efterspørger niche- og fagligt orienteret journalistik i et stadigt mere foranderligt mediebillede med nye formater og platforme.

"Det viser, at disse medier spiller en stor og vigtig rolle for vores måde at blive klogere på, og de bidrager i stor stil til et pluralistisk mediebillede, som er afgørende for nuanceret oplysning til borgerne. Med Bording-priserne hylder vi specialmediernes bidrag, og jeg er stolt at, at vi i et lille land som Danmark har et så bredt og dækkende udvalg af specialmedier, der fortsætter med at gøre sig relevante i medielandskabet".

Anders Bording-priserne

Anders Bording-priserne er indstiftet af Dansk Fagpresse i 1964.

Idéprisen gives til et specialmedie med en enestående journalistisk idé eller projekt, der er eksekveret originalt og kreativt og dermed tjener som inspiration for den journalistiske udvikling for andre medier.

 

Uddrag af den 10-sider lange reportage, om geologen Christina Færch-Jensen, som Jakob Fälling har tegnet og skrevet. © Tegning af Jakob Fälling
}