Dansk Magisterforening

Min første opgave som redaktør bliver at holde mig væk fra arbejdet

© Foto: Rasmus Kongsgaard

Troels Kølln
Del artikel:

Akademikerbladet er medlemmernes medie, og vi skal være tættere på jeres arbejdsliv end noget andet medie. Det er ikke let at skabe et fagblad, der er værdifuldt for alle DM’s mange forskellige medlemmer. Hvad du tænker om dit fagblad, både det trykte magasin og vores onlinedækning, spørger ansvarshavende redaktør Troels Kølln .

Man skulle tro, det var et planlagt politisk signal.

I samme måned, som de nye barselsregler trådte i kraft og sørgede for lige meget øremærket barsel efter fødslen til fædre og mødre, begyndte jeg officielt som ny chefredaktør for Akademikerbladet. Og jeg indledte stillingen med at forsvinde seks måneder på barsel med min datter Rosa.

Det er et kæmpe privilegium, både barslen og min nye rolle som chefredaktør. I DM har fædre fuld løn under barsel i op til 20 uger, men sådan er det langtfra for alle. Lovgivningen er derfor kun første skridt på vejen mod reel ligestilling. Nu skal vi have alle med om bord i de kommende overenskomstforhandlinger.

Et tema, vi uden tvivl kommer til at dække tæt, for Akademikerbladet er medlemmernes medie, og vi skal være tættere på jeres arbejdsliv end noget andet medie. En god historie i fagbladene er en historie, som I får lyst til at dele med andre – i kantinen, på sociale medier eller over aftensmaden. Vi skal sætte tanker i gang. Inspirere, give indsigt, skabe handlekraft. I er kritiske. Det skal vi også være.

Jeg har selv nogle ideer til, hvad vi skal gøre for at udvikle DM’s fagblade, og det samme har mine kolleger. Men vi har brug for jeres hjælp til at lykkes. Det er ikke let at skabe et fagblad, der er værdifuldt for alle DM’s mange forskellige medlemmer. Hvordan skriver vi til både dig, der er biolog i miljøforvaltningen, og dig, der er antropolog i et konsulenthus? Hvordan gør vi os fortjent til din opmærksomhed i konkurrence med job og familie, strea­mingtjenester og sociale medier?

Jeg vil rigtig gerne høre, hvad du tænker om dit fagblad, både det trykte magasin og vores onlinedækning. Du kan skrive til mig på tko@dm.dk med ideer, kritik, løse tanker, brok, eller hvad end der falder dig ind. Så tager jeg det med videre. Vi har brug for dig til at blive bedre.

I dette nummer har vi flere historier, som viser, at der også på det akademiske arbejdsmarked er plads til forbedring.

Jobcenteret i København promoverer job i Estland til en løn, der ligger langt under dagpengesatsen – borgmesteren kalder det "god borgerservice" – og i Litauen huser man et helt universitet, der er flygtet fra Belarus, fordi de kritiske undervisere og forskere bliver tvangspensioneret eller smidt i fængsel. Og så dykker vi ned i den populære cover my ass-strategi, som politikere, organisationer og virksomheder ofte griber til, når skodsager om krænkelser og dårligt arbejdsmiljø dukker op: advokatundersøgelser.

}