Dansk Magisterforening

Hvad i alverden laver du?

Ved du hvad en Qualitative Analyst, en Vendor Coordinator eller en Service Designer laver? Læs med her og find ud af det. © Foto: Sara Gangsted

Af Laura Skelgaard Paulsen
Del artikel:

Som akademiker har du måske svært ved at forklare andre, hvad dit job går ud på. Så når dine venner spørger dig, hvad du laver, svarer du febrilsk: "Noget med HR". Mest af alt for ikke at gøre forvirringen total. Vi går bag om de uforståelige jobtitler og spørger tre medlemmer: Hvad i alverden laver du?

Vendor Coordinator

Navn: Melissa Reichardt

Alder: 30 år

Arbejdsplads: EasyTranslate

Uddannelse: Cand.mag. i fransk kultur og sprog

© Foto: Sara Gangsted

"Når jeg møder ind om morgenen, er det første, jeg gør, at læse mails. Der ligger typisk en mail fra en oversætter, der er i gang med et projekt. "Jeg stødte på det her problem, jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal håndtere det", står der ofte. Hvis der er et problem med selve oversættelsen, så etablerer jeg kontakt til oversætterens kunde. Jeg plejer at sige, at jeg finder den rigtige oversætter til en kunde, og så bruger jeg meget tid på at rekruttere de rigtige oversættere til kunderne, så oversætternes færdigheder matcher kundens behov.

Når jeg fortæller folk min titel, så er der ingen, der ved, hvad jeg laver. Det er kun, hvis man kender til oversættelsesindustrien, at man forstår, at det er oversætterne, der er "vendors", altså sælgere.

Der skal meget research til for at navigere i stillingsopslagene for at finde de job, der passer til en som mig med sproglig baggrund. Da jeg søgte jobbet, vidste jeg heldigvis godt, hvad en vendor var, fordi jeg arbejdede med at oversætte som studerende.

Jeg søgte faktisk en anden stilling som tolkekoordinator, men blev heldigvis tilbudt det, jeg har nu, det er jeg meget glad for".

Service Designer

Navn: Mathias Braae

Alder: 39 år

Arbejdsplads: Pentia (og medlem af DM Privats bestyrelse)

Uddannelse: Cand.scient.san.publ.

© Foto: Sara Gangsted

"Jeg synes selv, at Service Designer forklarer mit job ret dårligt. Det ironiske er, at jeg selv valgte titlen, da jeg fik jobbet. Jeg var lige kommet hjem fra New York, hvor jeg i en årrække arbejdede i en designvirksomhed. Her oplevede jeg en titelbingo, hver gang vi havde en ny kunde. Jeg løste de samme opgaver, men min titel afhang af kundens efterspørgsel. Hvad har kunden brug for, at jeg hedder? Derfor har jeg heddet både Design Strategist, Creative Strategist og Service Designer. Jeg mistede lidt respekten for titler, da jeg var i USA.

Når jeg skal forklare, hvad jeg laver, bruger jeg altid korte sætninger. Ellers bliver det for langhåret. Jeg fortæller, at jeg undersøger og interviewer folk om, hvordan de bruger teknologi, og hvordan teknologien bruger dem. Jeg har blandt andet hjulpet borger.dk med at finde ud af, hvordan det bliver lettere for en borger at ansøge om boligsikring. 

Det ubehagelige ved fluffy titler er, at ingen ved, hvad du laver, og at du ikke kan fortælle det kort og konkret. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg skaber værdi, mit arbejde er bare pakket ind i en arbejdsproces, som jeg ikke kan vise frem. Jeg skaber en logik, som andre så kan agere på. En logik kunne lyde sådan her: Jeg har fundet ud af, at 22 procent færre ringer ind til virksomhedens kundeservice, fordi kunderne ikke forstår hjemmesiden".

Qualitative Analyst

Navn: Nina Gram

Alder: 40 år

Arbejdsplads: Det Kongelige Teater

Uddannelse: Ph.d. i æstetik og kultur

© Foto: Sara Gangsted

"Mange kan godt have svært ved at forstå, hvad jeg laver, men det tror jeg gælder mange stillinger i dag. Det er nok nemmere, hvis du fx er lærer eller bager. Når jeg skal forklare, hvad jeg laver, fortæller jeg, at jeg arbejder med at tydeliggøre publikums stemme i teatrets evalueringer, og at det hjælper organisationen med at få et blik udefra og ind.

Jeg tror ikke, mine børn kan genfortælle, hvad jeg laver. De har været med på mit kontor på Det Kongelige Teater mange gange, så de ved godt, hvor jeg arbejder. Men hvis de skulle forklare, hvad jeg arbejder med, ville de sikkert bare sige: "Det har vist noget med publikum at gøre".

Min opgave er primært publikumsanalyse. Jeg sender spørgeskemaer ud til dem, der har været til vores forestillinger, jeg taler med dem i fokusgrupper og den slags. Jeg arbejder med at få deres oplevelse af forestillingen formidlet videre i organisationen. Har de fx fået deres forventninger indfriet, hvorfor, hvorfor ikke? Var det fx nye eller kendte billetkøbere, der bedst kunne lide forestillingen, og hvorfor?

Jeg startede på Det Kongelige Teater med en fireårs projektansættelse. Dengang var mit arbejde mere eksperimenterende og eksplorativt. I dag, hvor det analytiske arbejde er sat mere i system, er mit arbejde i højere grad en del af driften på teatret".

}