Dansk Magisterforening

Det termobariske paradoks

© Foto: Rasmus Kongsgaard

Debat Troels Kølln
Del artikel:

Om aftenen efter puttetid, når jeg ligger udmattet på en madras i mine børns værelse, trækker jeg fingrene ned over et feed af død og ødelæggelse, skriver redaktøren.

Jeg læser om termobariske missiler, altopslugende ildkugler, som suger luften ud af ofrenes lunger, så de brændes op indefra, pulveriseres på et splitsekund, hvad end de så gemmer sig bag hjørner flere hundrede meter væk eller med deres familier i dybe kældre, selv den mindste sprække inviterer ødelæggelsen ind. Ved siden af mig mærker jeg mine drenge trække vejret. Den ældste ligger i sin brandbilseng, den anden oven på mine ben. De sover bare.

I Ukraine er der ingen rolige nætter. I dette nummer taler vi med historikeren Gregory D. Aimaro, der fra et lokalt arkiv i Tjernihiv har gravet dokumenter frem, der dokumenterer tyskernes planer om et massedrab i 1943. Nu er arkivet bombet og kildematerialet sandsynligvis væk for altid. "I Tjernihiv var der dokumenter, som sort på hvidt beskriver tragedier, som der i dag er folk, der benægter. Men de er væk nu, og der er ikke mange tilbage, som kan holde minderne i live", fortæller han i artiklen.

Mindre problemer er stadig problemer

Herhjemme har vi vores egne problemer, godt nok og heldigvis på en langt mindre skala. Ikke desto mindre ér det problemer. Der findes stadigvæk arbejdsgivere, som tager røven på folk – som for eksempel CBS, der pressede en ph.d.-studerende ud i et årelangt mareridt med alt for meget pålagt undervisning og en vejleder, der ganske enkelt stjal det udstyr, hun skulle bruge. Og trods verdens elendighed i øvrigt kommer vi ikke uden om, at akademikere stadigvæk slås med et velkendt paradoks: Hvorfor går vi ned med stress, når de fleste af os elsker vores arbejde og på overfladen har gode arbejdsforhold?

For mit eget privilegerede vedkommende afhjælpes mange bekymringer af en frisk cykeltur hjem fra arbejde og en gammeldags romkugle fra Eriks Bageri på Amagerbrogade.

Andre finder roen i hænderne. Tidligere adjunkt Elsebeth Fjord bruger garn til at håndtere sin stress, og for nogle strikker tankerne helt af, hvis de ikke sidder med et stykke håndarbejde mellem fingrene til de lange Teams-møder.

Jeg er sikker på, at strikkepinde og garnnøgler er mere end velkomne, når DM snart inviterer 260 medlemmer til kongres. Kongressen er din fagforenings øverste demokratiske instans, og her sætter medlemmerne retningen for DM i de kommende tre år. Læs otte ting, du bør vide om kongressen.

PS. Vil du være med på strikkebølgen og samtidig vise din støtte til Ukraines borgere, kan du strikke en #jobsok.

}