Dansk Magisterforening

Det store paradoks: Hvordan kan man blive stresset af sin ønskeopgave?

Som stressekspert er Bettina Prühs vant til at fortælle om signalerne på stress. Alligevel bliver hun først rigtig klar over, at advarselslamperne blinker, da hendes mand bliver bekymret for hende. © Foto: Sara Gangsted

Anna Dalsgaard
Del artikel:

Bettina Prühs er stressekspert, og alligevel kommer hun selv faretruende tæt på sin stresstærskel. Hun er optaget af det paradoksale i, at højtuddannede får stress, selv om arbejdsvilkårene aldrig har været bedre, og fleksibiliteten ikke har været større.

Bettina Prühs kan ikke sove. Smerterne i lænden holder hende vågen. Og så er der tankerne, der myldrer rundt i hovedet. Det er den nye arbejdsopgave, der kværner.

Nogle dage forinden kunne hun ellers ikke få armene ned. Der kom svar på en fondsansøgning, der vil sikre hendes økonomi det næste halvandet år. Nu ved hun, hvad hun skal lave, og at hun kan bidrage til huslejen. Det er en drømmeopgave. Et udviklingsprojekt, som skal hjælpe små it-opstartsvirksomheder med at blive klogere på de særlige arbejdsbetingelser for iværksættere i it-branchen. Det handler om mental sundhed, stress og det grænseløse arbejde.

Alligevel er der noget, der skurrer. Bettina Prühs har svært ved at koncentrere sig. Hun glemmer ting, hun er træt, og nogle gange må hun lede efter ord. Hendes mand siger flere gange, at han har fortalt hende noget, hun overhovedet ikke kan huske.

Bettina Prühs er stressekspert, så hun ved godt, at advarselslamperne blinker. Men det er svært at stoppe op, for hun er i gang med et ønskeprojekt og er ærekær og engageret. Hun er gået all in og vil gerne vise sponsoren, at pengene bliver brugt godt.

Det er paradoksalt. For Bettina Prühs laver lige præcis det, hun drømmer om, og alligevel mærker hun stressen. 

Hun har tænkt en del over det. Faktisk er det blevet lidt af en mission for hende at finde svaret på et af det moderne arbejdslivs helt store paradokser: Hvorfor får hun og andre højtuddannede stress, når arbejdsvilkårene aldrig har været bedre, og fleksibiliteten ikke har været større?

Tankerne holder ikke fri

Det er tidlig morgen, og Bettina Prühs tager sit hundetøj på. Sorte Fjällräven-bukser, brune vandrestøvler og en sort jakke med masser af lommer til hundegrej og godbidder. Koffi, hendes sorte labrador, er klar til den daglige morgentur, som indrammer Bettina Prühs’ dag og erstatter transporten til arbejdet.

Hjemme igen går hun i arbejdsmode. Hun tager pænt tøj på og ringe i ørerne, inden hun sætter sig ved skrivebordet i det nye hus, som hun og manden har fået bygget tæt på grønne områder i Skovlunde. Koffi lægger sig på sin røde hundepude bag skrivebordet, og arbejdsdagen går i gang.

Nogle gange misunder Bettina Prühs sine forældre den måde, de arbejdede på. De kunne lukke døren, når de gik hjem fra arbejde, og tænkte ikke på det, før de mødte ind næste morgen.

Nærværet med hendes hund, Koffi, får Bettina til at koble helt af. © Foto: Sara Gangsted

Sådan er det ikke for hende. Tankerne stopper ikke, når hun lukker pc’en, og med en stor sult efter viden er der altid noget, hun kan læse eller høre, som har relation til arbejdet.

Bettina Prühs genkender sin egen oplevelse i den faglige viden, hun har som stressekspert. Som selvstændig eller selvledende vidensmedarbejder foregår meget af opgaveløsningen i hovedet, og det gør det svært at holde fri og afgrænse opgaven.

Usikkerheden sniger sig ind. Hvornår er ens arbejde godt nok? Hvilke forventninger er der til opgaveløsningen? Der findes ikke nogen facitliste for akademiske opgaver, og chefen kan have svært ved at definere, hvad det er, man skal levere. Hertil kommer, at mange vidensmedarbejdere er ærekære og ambitiøse ligesom Bettina Prühs og har deres egne mål at leve op til for at være gode nok. Alt i alt er det med til at gøre arbejdet grænseløst.

En undersøgelse fra DM bekræfter, at stress er et udbredt problem blandt selvledende vindensmedarbejdere. Inden for en måned har 40 procent af medlemmerne haft stresssymptomer som søvn-, hukommelses- og koncentrationsbesvær, hovedpine og hjertebanken, Knap hver fjerde DM’er har været sygemeldt med stress i løbet af deres arbejdsliv.

Arbejdet begejstrer og belaster

Bettina Prühs sidder med sin kalender, som er lidt for pakket. Godt nok er fondsbevillingen kommet hjem, men med den følger en masse krav, deadlines og mål, som hun skal opfylde, før projektet kan køre videre, og hun kan få fondsmidlerne udbetalt. Samtidig har hun andre opgaver i gang, som hun ikke bare kan skippe. Fondsprojektet har skabt en større arbejdsbyrde, end hun har haft længe. Det er noget af det, der stresser.

Som mange andre vidensmedarbejdere befinder Bettina Prühs sig i et spændingsfelt mellem begejstring og belastning. Hun arbejder med en fagligt spændende opgave, som også giver personlig tilfredsstillelse og stolthed, hvis projektet lykkes. Men rammerne stresser, og sådan er betingelserne ofte for selvstændige og selvledende akademikere.

Hvis ledelsen ikke skaber de rigtige rammer for selvledelse, begynder man at bruge sig selv som buffer og løser opgaven med privatliv og helbred som indsats

Christina Ipsen, ledelsesforsker

En anden udfordring er, at vidensmedarbejdere motiveres af de interessante opgaver, som ofte også er krævende. Men hvis man ikke kan løse den motiverende opgave tilfredsstillende på grund af tidspres, bliver man udfordret på den faglige stolthed.

Det er et skisma, som ledelsesforskeren Christine Ipsen kalder for en trojansk hest. Selvledelsen virker som en gave, men den kommer med en ubehagelig overraskelse: En overdreven følelse af individuelt ansvar for det, man udsættes for i arbejdslivet. Vidensmedarbejdere giver oftest sig selv skylden, når opgaverne bliver belastende, forklarer Christine Ipsen, der på DTU forsker i bæredygtigt arbejde og ledelse af vidensmedarbejdere.

En typisk reaktion er at gå i jeg-modus. Jeg må gøre noget anderledes, tænker man måske, det er min egen skyld, og jeg må prøve at blive bedre til at planlægge, finde tid til at gå tur og lade op. Men hvis ledelsen ikke skaber de rigtige rammer for selvledelse, begynder man at bruge sig selv som buffer og løser opgaven med privatliv og helbred som indsats, argumenterer Christine Ipsen. Begejstring bliver til belastning, og belastning kan føre til stress.

© Foto: Sara Gangsted

Vidensarbejdere kan ikke spejle sig i hinanden

Bettina Prühs blogger om stress, og i et af sine indlæg beskriver hun en stressteori fra den tyske psykolog Norbert Semmer, der peger på, at manglende værdsættelse kan medvirke til stress.

Teorien kaldes Stress as Offense to Self, altså stress som en krænkelse af selvet, fordi vores selvopfattelse er det centrale i denne forklaring af, hvad der kan stresse os. Norbert Semmer mener, at noget af stressen er betinget af, hvordan vi behandler hinanden, og hvordan vi opfatter andres værdsættelse af os selv.

Dit personlige selvværd bliver truet, argumenterer Norbert Semmer, hvis du ikke oplever dig i stand til at leve op til egne normer eller føler dig inkompetent til at løse de opgaver, din rolle indebærer. Dit personlige selvværd kan til gengæld øges, når du opnår succes med dine arbejdsopgaver og mål.

For Bettina Prühs kan Norbert Semmers teori koges ned til dette: Vi skal være gode til det, vi arbejder med, og selv tro på det for at bevare en følelse af et værdifuldt selv. Denne følelse kan blive truet på arbejdspladsen, hvis de opgaver, vi bliver bedt om at løse, er urealistisk høje, eller hvis vi ikke har kompetencerne, tiden eller muligheden for at udføre dem.

For vidensmedarbejdere er det en ekstra udfordring, at arbejdet er svært at måle og sammenligne. Vidensmedarbejdere kan ikke spejle sig i hinanden, som sygeplejersker for eksempel kan. Det kan give en usund usikkerhed, hvis det, man bidrager med til arbejdsfællesskabet, ikke føles værdifuldt.

Bettina Prühs tager stressværktøjskassen i brug

Som stressekspert er Bettina Prühs vant til at fortælle enkeltpersoner og organisationer, at man for det første skal kende signalerne på stress og dernæst reagere på dem. Og man skal have en beredskabsplan, der kan minimere stressen så meget som overhovedet muligt.

Alligevel bliver hun først rigtig klar over, at hun skal passe på sig selv og stoppe op, da hendes mand siger, at han er bekymret for hende. Han spørger, hvad de kan gøre for, at det ikke bliver værre.

Så tager Bettina Prühs sin værktøjskasse i brug. Hun har tidligere været tæt på stresskanten og kender sine tidsrytmer og de kognitive grænser for, hvad hun kan holde til.

Når alarmklokkerne ringer, har hun overskredet sin optimale rytme, og så skal hun i gang med at skabe plads til at lade op. Hun skærer fra og siger nej. Hun plejer at handle ind til en uge ad gangen og lave mad hver eneste aften. Nu dropper hun ugeplanen, og madlavningen bliver skåret ned til to-tre dage om ugen. Hun støvsuger heller ikke tre dage om ugen, som hun plejer, og cirka halvdelen af hendes private aftaler bliver sløjfet.  

Om lørdagen tager hun træningstasken frem og tager hundetøjet på. Koffi ved, præcis hvad det betyder. Den sorte labrador står og tripper og slikker Bettina Prühs i hovedet, mens hun binder snørebåndene på de brune vandrestøvler. Bettina Prühs har haft hund, siden hun var 18 år, og synes, det er vidunderligt.

Hundetræningen hver lørdag er den bedste tid på ugen for Bettina Prühs, som er selvstændig stressekspert. Nærværet med hunden får hende til at koble helt af, og så er det et bekymringsfrit rum, hvor ingen taler om problemer. Hjernen får en pause. © Foto: Sara Gangsted

Bettina Prühs er instruktør i hundetræning, og efter at hunden og tasken er placeret i bilens bagagerum, kører hun til Himmelsøen i Roskilde, hvor dagen starter med en tur rundt om søen sammen med en medinstruktør og hendes hund. Godt en time senere begynder kursisterne at dukke op med deres hunde, og de næste to timer træner de "Rally-lydighed", som er en mere alsidig måde at træne lydighed på. Det går ud på, at hund og ejer skal kommunikere meget tydeligt, for at det hele går op i en højere enhed.

For Bettina Prühs er det den bedste tid på ugen. Hele formiddagen går uden overhovedet at tænke på arbejdet. Det er socialt, hyggeligt og en fantastisk stund sammen med hunden. Bagefter kører hun hjem med en dødtræt hund i bagagerummet og kan holde en god weekend.

Nærværet med hunden får Bettina Prühs til at koble helt af. Der er et socialt element i det og masser af kærlighed. Bare det, at de har øjenkontakt. Den glæde, hun skaber for Koffi og omvendt, er ubetalelig. Og så er det et bekymringsfrit rum. Ingen taler om problemer.

Hjernen får en pause, og med sin faglige baggrund ved Bettina Prühs, hvor vigtigt det er med et frirum, hvor man kan koble fuldstændig af. Det er ligegyldigt, om man træner sin hund, fotograferer, strikker eller løber. Bare det får tankerne væk fra arbejdet.

Verden vil ikke altid det samme som os

Bettina Prühs maler hegn og rydder op derhjemme. Hun har sommerferie, og i næste uge skal hun og manden til Fort William i Skotland. En ferie, hun har set frem til længe.

I foråret nåede hun den første milepæl i fonds­projektet og mærkede roen sprede sig i maven. Nu ved hun, præcis hvad hun skal de næste mange måneder, og kender sin indtægt otte måneder frem. Det giver ny energi.

Hun har også tjek på det efterfølgende halvår og har sagt ja til et fast timebetalt job på Copenhagen Business School, hvor hun glæder sig til at undervise studerende nogle timer om ugen i psykologi. Udviklingsprojektet er kommet ind i en hverdagspraksis, så det kan hun sagtens nu.

På tredjedagen i Skotland er hun og manden på hotelværelset efter en god dag som turister i det skotske højland. Telefonen ringer. Det er hendes bror. Deres mor er død. Helt pludseligt og helt uventet.

Det har altid været Bettina Prühs’ position i familien at være den, der tager sig af alt det praktiske og håndteringen af følelser. Det bliver meget tydeligt nu. Det rolige efterår fortoner sig. Stressniveauet stiger.

Hendes mand gør til gengæld alt for at rydde vejen for hende, sænke kravene og sørge for, at hun får mulighed for at køre i de to spor: et arbejdsspor og et spor for sorghåndtering.

Situationen gør Bettina Prühs sårbar som selvstændig, men heldigvis har hun samarbejdspartnere, hun kan bede om at tage over på nogle af opgaverne.

Hun tænker over, at verden ikke altid vil det samme som en selv. Arbejdsmæssigt havde hun fået det planlagt næsten perfekt, men så var der bare lige privatlivet, der trak hårde veksler på alt.

Men uanset hvad går hun altid tur med sin hund. En tur i naturen, uden noget i ørerne – er et godt værn mod stress. Det skaber ro i hovedet.

Svaret er ikke entydigt

Bettina Prühs er til netværksmøde med nogle af lederne fra de små it-virksomheder, der deltog i udviklingsprojektet. At skabe et ledernetværk var en del af projektet, og en del af dem mødes stadig otte gange om året. 

Bettina Prühs har opsamlet en masse viden om, hvilke barrierer der er forbundet med at skabe gode arbejdsvilkår og trivsel i opstartsvirksomheder i it-branchen, og hvad der skal til for at ændre det. Det er en viden, hun bringer ind i netværker og bruger i sin generelle rådgivning.

Og selv om hun er blevet endnu klogere på, hvad der stresser højtuddannede i it-branchen, har hun ikke det fulde svar på, hvordan vidensmedarbejdere undgår stress. Men hun har en værktøjskasse, der gør det muligt at reagere på signalerne.  

}