Dansk Magisterforening

Matthæus-effektens modgift

Som noget nyt har vi i det nye blad lavet en 10 sider lang tegnet reportage fra socialpsykiatrien. © Foto: Rasmus Kongsgaard

Troels Kølln
Del artikel:

I dette nummer undersøger vi forskelligheden – i uddannelse, i faglighed, i livet. Vi kommer også omkring forskellighed i faglighed, der kan skabe ny indsigt i kendte fænomener, hvis vi er åbne for det. Forskelligheden er imidlertid svær at se i vores opgørelse over landets mest citerede eksperter i 2021.

Er der noget, vi danskere elsker mere end at flagellere os selv for janteloven? "Det er så typisk Danmark", siger vi til fester og på Facebook og under Løvens Hule, "at vi ikke under andre succes".

Bemærkningen falder altid med en slet skjult stolthed som en nydelsesrig selvpinsel, fordi vi med de samme ord får understreget, hvor særlige vi danskere er. Hvis det bliver for hårdt at tale sig selv ned, kan vi hurtigt hive hyggen frem som endnu et eksempel på noget enestående dansk – som om vi aldrig har været en tur i Sverige eller Norge. Og så er der jo altid evnen til ironi, der er helt enestående blandt danskere, ikke sandt?

Think again. Vi har fået tre udenlandske akademikere, der bor og arbejder i Danmark, til at dele deres syn på den danske arbejdsplads (s. 43). Det er et tankevækkende blik på danskheden fortalt i kærlige, men kontante vendinger. Danskere er entitled, siger en amerikaner, vi fornærmer minoriteter og kalder det en spøg bagefter. En bulgarsk projektleder undrer sig. Hvorfor er det egentlig, at akademikere her i landet bliver set som unyttige bureaukrater, når alle dem, hun selv møder, knokler og er dybt professionelle?

I dette nummer undersøger vi forskelligheden – i uddannelse, i faglighed, i livet. Vi har mødt Navid, der ved at læse persisk på universitetet trodsede sine iranske forældres forventninger og med det forandrede både sit eget og deres syn på det gode liv (s. 36). Og vi taler med Gheb, der er flygtet fra Eritrea med sine eksamenspapirer i tasken og trods en spritny kandidatuddannelse fra DTU ikke bliver kaldt til én eneste jobsamtale (s. 50).

Vi kommer også omkring forskellighed i faglighed, der kan skabe ny indsigt i kendte fænomener, hvis vi er åbne for det. Økonomiprofessor Mogens Fosgerau har brugt matematikkens metode til at sætte fænomenet diskrimination på formel (s. 54). »Jeg underkender på ingen måde de mere kvalitative tilgange til diskrimination. De kan også noget. Men for nogle kan det næsten virke ubehageligt, at man gør et emne som diskrimination til noget konkret og håndgribeligt, og det synes jeg er forkert".

Selv forsøger vi at gå anderledes til værks med en 10 sider lang tegnet reportage fra socialpsykiatrien (s. 24). "Kan en geolog håndtere skrøbelige mennesker?" lyder det indledende spørgsmål i fortællingen om Christina Færch-Jensen, der i en alder af 47 år står til førtidspension, men får vendt skuden, da hendes ideer og erfaringer bliver taget alvorligt – også selv om de ikke passer ind i det konforme.

Forskelligheden er imidlertid svær at se i vores opgørelse over landets mest citerede eksperter (s. 14). For andet år i træk er kvinderne påfaldende fraværende på listen med blot 7 repræsentanter på top-50, mens sølle 2 humanister har sneget sig med. Selvfølgelig har corona skabt en naturlig efterspørgsel efter sundhedsfaglig viden, der derfor dominerer vores optælling, men listen er alligevel overvældende ensartet.

Det er Matthæus-effekten, mener professor Vincent F. Hendricks: "Når blikket bliver rettet ét sted hen, og politikerne og medierne samler trenden op, så taler vi alle mere og mere om det. Det kan være et problem, fordi det sender andre fundamentale dagsordener på orlov. Det er jo eksempelvis ganske påfaldende, hvor fraværende klimaforskerne er".

}