Dansk Magisterforening

Fra borgmester til socialt bydelsarbejder: "Da jeg stoppede, kunne jeg mærke, hvor meget det ansvar havde fyldt"

Selvom boligområdet, Sofie Valbjørn nu skal arbejde med, er dobbelt så stort som Fanø, ser hun alligevel frem til et job, hvor kun kan tillade sig at stemple helt ud en gang imellem. © Foto: Privat

Nyt job Lasse Højsgaard
Del artikel:

Sofie Valbjørn skal som projektchef styrke boligområde med 6.000 indbyggere.

Også borgmestre bliver en dag "almindelige" mennesker, der skal finde lønarbejde. For Sofie Valbjørn, der netop er fratrådt som Fanøs – og partiet Alternativets eneste – borgmester, bliver det som projektchef for bydelsprojektet 3i1 i Esbjerg. Her får hun brug for både sin uddannelsesbaggrund som socialantropolog og sin borgmestererfaring.

3i1 er et løbende projekt, der har til formål at styrke en række almennyttige boligområder i Esbjerg i forhold til tryghed, uddannelse, beskæftigelse og social sammenhængskraft.

"Det er meget anderledes end at være borgmester, men der er også ligheder. Noget, jeg var meget optaget af som borgmester, var at flytte magten over til borgerne og skabe borgerinddragelse. Og det er også noget, vi arbejder med her", fortæller hun.

Projektet har et sekretariat på 9 medarbejdere, som arbejder med forskellige aktiviteter, der bidrager til målene. Én arbejder for eksempel med at gøre flere unge aktive i de lokale idrætsforeninger og for nogles vedkommende også skaffe fritidsjob i foreningerne.

Som borgmester har man det sidste ansvar. Man er altid opmærksom, hvis det begynder at blæse – kommer der en stormflod?

Sofie Valbjørn

Sofie Valbjørn er kandidat i socialvidenskab fra RUC og har selv arbejdet med kommunalt integrationsarbejde. Hendes opgave i 3i1 bliver primært at få struktureret aktiviteterne og sikret ordentlig sammenhæng med helhedsplanen. Og så regner hun med at kunne inddrage andre partnere og skabe samarbejder, der kan hjælpe projektet.

"I en lille kommune som Fanø kan vi ikke meget selv, og jeg fandt hurtigt ud af, at vi var afhængige af bidrag fra borgere og erhvervslivet. Så samarbejde er noget, jeg er blevet rigtig god til".

Selv om boligområdet, hun arbejder med, med sine 6.000 indbyggere er dobbelt så stort som Fanø, ser hun alligevel frem til et job, hvor kun kan tillade sig at stemple helt ud en gang imellem. Det kan en borgmester nemlig ikke.

"Som borgmester har man det sidste ansvar. Man er altid opmærksom, hvis det begynder at blæse – kommer der en stormflod? Eller hvis nogen skriver kritisk på Facebook – kommer der en shitstorm? Når man er i det, tænker man ikke over det. Men da jeg stoppede, kunne jeg godt mærke, hvor meget det ansvar egentlig havde fyldt".

}