Dansk Magisterforening

Tillidsrepræsentant i opråb: Akademikere, søg solidariteten!

Torben Seir Olsen er tillidsrepræsentant håber, at man på den enkelte arbejdsplads får øjnene mere op for samarbejdspotentialet mellem faglighederne frem for at værne om de klassiske, faglige opdelinger: "Vi går jo alle sammen ind ad den samme dør om morgenen", siger han. © Foto: Lars Bech

Mona Samir Sørensen
Del artikel:

Softwarearkitekten, skolelæreren og sosu-hjælperen har mere til fælles, end de tror. Ved at danne alliancer på tværs af faggrupper vil akademikere og deres fagforeninger stå stærkere i kampen for bedre arbejdsvilkår. Netop det sammenhold berørte tillidsrepræsentant Torben Seir Olsen dybt under OK18.

Det er fredag morgen. Solen skinner mildt, og i Torben Seir Olsens lune køkken kører radioen, mens han spiser havregryn, drikker en kop sort te og stryger sin mønstrede blå skjorte. I flere måneder har en samlet fagbevægelse stået skulder ved skulder med et krav om bedre løn- og arbejdsvilkår for landets cirka 500.000 offentligt ansatte i både stat, kommuner og regioner. "En løsning for alle" og "En for alle, alle for en", lyder parolerne. Det er nytænkning, så det basker, tænker han. Og det virker.

Udenfor kommer Torbens storesøster kørende i sin grønne Skoda Citigo. Hun er også tillidsrepræsentant, og sammen sætter de kursen mod Fredericia – samme destination som 10.380 andre tillidsfolk fra over 180 fagforeninger, der skal mødes til et historisk stormøde. Torben er spændt på, hvad der skal ske denne fredag den 23. marts 2018, da de to søskende kører i sneglefart det sidste stykke frem til den gigantiske parkeringsplads og stiller bilen. Han ved godt, at de kommer til at skrive historie.

Vi akademikere var jo bare nogle forkælede papirnussere med alt for høj løn

Karen Penge Johansen, udviklingskonsulent i DM

Torben og søsteren går langs endeløse rækker af mennesker, som alle er på vej mod indgangen til den store messehal. Udenfor er de røde faner stillet op, tillidsfolk i hvidt tøj står ude i siden og hujer og klapper deltagerne ind med røde og hvide plastikrør.

"Jeg blev meget grebet over storheden og historiens vingesus. At fagbevægelsen kunne mødes på tværs af skel og på den måde manifestere en ny fællesskabsfølelse, det gjorde et stærkt indtryk på mig", fortæller Torben Seir Olsen om det unikke forløb under OK18.

Dengang var han akademikernes tillidsrepræsentant i Statens It. Da styrelsen blev etableret, var han selv med til at løbe et tværfagligt samarbejde i gang mellem tillidsrepræsentanterne fra AC, HK og Foreningen af tekniske og administrative tjenestemænd. De var en femmandsgruppe, der forberedte sig, forhandlede og kæmpede sammen. Ikke mindst når de stod foran fyringsrunder, hvor de mere end én gang oplevede at skulle sige farvel til ti procent af kollegerne.

"Vi hang sammen som ærtehalm. Vi kunne tage over for hinanden, og vi fik indblik i hinandens løn- og arbejdsvilkår, hvilket gav en kæmpefordel i forhold til ledelsen, fordi de ikke kunne spille os ud mod hinanden. Vi stod sammen og undgik skyttegravskrige", fortæller Torben Seir Olsen.

Under OK18 indgik landets fagforeninger en musketered på tværs af fag og brancher. Ingen fagforening indgår en aftale med arbejdsgiverne, før alle har været igennem reelle forhandlinger. Og selv om solidaritetspagten ikke holdt hele vejen uden aftalebrud, så lykkedes det overordnet set en samlet fagbevægelse at kæmpe sammen i stedet for at slås med hinanden – og storkonflikten blev afblæst.

"Man skal forestille sig, at kagen bliver større, og ikke at det er den samme kage, vi alle skal dele, sådan som dele af fagbevægelsen traditionelt tænker. Man skal forestille sig, at når man arbejder sammen, så opnår man et resultat, man ikke kunne have fået individuelt", siger Torben Seir Olsen, som i dag arbejder som it-arkitekt på Københavns Universitet.

Sammenholdet i fagbevægelsen under OK18 var tenderende til rørende for Torben Sir Olsen: "Jeg blev meget grebet over storheden og historiens vingesus. At fagbevægelsen kunne mødes på tværs af skel og på den måde manifestere en ny fællesskabsfølelse, det gjorde et stærkt indtryk på mig". © Foto: Lars Bech

Find sammen på arbejdspladsen

Torben Seir Olsen håber, at man på den enkelte arbejdsplads får øjnene mere op for samarbejdspotentialet frem for at værne om de klassiske, faglige opdelinger.

"Vi går jo alle sammen ind ad den samme dør om morgenen", som han siger.

Et tilsvarende budskab har Janne Gleerup, der forsker i arbejdsliv og arbejdsmarked ved Roskilde Universitet. Hun har blandt andet beskæftiget sig med prekære ansættelser, der breder sig i stadig flere brancher, og hvor såvel ufaglærte som højtuddannede risikerer usikre ansættelser og kritisable arbejdsvilkår.

"Det kalder på, at de faglige organisationer samarbejder på tværs og får adresseret de overordnede udfordringer, der rammer os alle – om end på forskellige måder", siger Janne Gleerup, lektor ved Center for Arbejdslivsforskning.

Gennem samarbejde kan komplekse udfordringer ifølge Janne Gleerup løses bedre, end når de enkelte fagforeninger agerer på egen hånd, og måske først når problemerne rammer egen branche.

Når hun holder foredrag i fagbevægelsen, medbringer hun nogle gange citater fra sin forskning, hvor interviewpersoner beskriver arbejdsforhold, de er frustrerede over. Det kan være oplevelsen af, at digitale systemer ikke understøtter opgaveløsningen, eller manglen på mulighed for at bruge sin faglighed.

Hun beder folk gætte: Kommer udsagnet fra en akademiker eller en sosu-assistent?

"Folk gætter tit forkert, fordi vi hver især går rundt og tror, at lige præcis vores arbejdsforhold er helt særlige og meget værre end andres", siger Janne Gleerup.

Også fra hende lyder der en opfordring til de faglige organisationer om at finde fællesnævnerne i stedet for at bekæmpe hinanden.

"Fagforeningerne er sat i verden for at varetage medlemmernes interesser. I mange tilfælde kan det dog være klogt at søge alliancer for at opnå resultater – særligt på den lange bane. Hvis interessevaretagelsen er meget snæver eller sker på bekostning af andre faggrupper, kan man også risikere at belaste samarbejdet på arbejdspladsen", siger Janne Gleerup.

Hun er selv TR og medlem af DM’s hovedbestyrelse, og ifølge hende hænger fagbevægelsen i nogle henseender lidt for meget fast i at insistere på forskelle, der kan splitte lønmodtagerne som gruppe.

"Når fagforeningerne overser, at de i den grundlæggende interessevaretagelse ofte har mere til fælles end til forskel, svækkes betingelserne for den solidaritet, som giver styrke, når almene lønmodtagerinteresser skal forsvares", påpeger Janne Gleerup.

Som eksempel nævner hun kampen for pensions- og dagpengesystemer, der ikke lader bestemte grupper i stikken, eller sammenhold mellem den offentlige og private sektor.

Skab alliancer på tværs – sådan kommer du i gang

Find sammen så mange som muligt, og vær åbne over for hinanden. Jo flere informationer I kan berige hinanden med, jo bedre. Det er viden, I normalt ikke har adgang til, og det gør det sværere for ledelsen at spille jer ud mod hinanden.

Find nogle fælles vilkår og temaer, I ønsker at forbedre, for eksempel vilkårene for overarbejde, parkeringsforhold, kantineordning eller vederlag ved aflysning af planlagt arbejde.

Vælg en repræsentant fra hver faggruppe. Disse kan mødes med jævne mellemrum, for eksempel op til SU-møder, og sammen forberede sig og forhandle med ledelsen.

Kilde: Torben Seir Olsen, it-arkitekt, Københavns Universitet, TR i Statens It/Finansministeriet fra 2009 til 2020.

Forkælede akademikere

Behovet for stærke alliancer er i særlig grad vigtigt for akademikere, vurderer udviklingskonsulent i DM Karen Plenge Johansen. Akademikere har nemlig vældig svært ved at vinde folks sympati.

Som eksempel nævner hun, at den betalte frokostpause var i fare under OK18. Tvisten handlede om, hvorvidt aftalen om frokostpausen kunne opsiges lokalt og dermed betyde en stigning i arbejdstiden for den enkelte på 2½ time om ugen, eller om retten til frokostpausen hørte under overenskomsten og kun kunne forhandles her.

Det var ikke en sag, der vandt opbakning generelt i befolkningen.

"Der blev givet gas på de sociale medier. Vi akademikere var jo bare nogle forkælede papirnussere med alt for høj løn. Det var en megasvær diskussion, som i bund og grund handler om, at vi ikke er gode nok til at tydeliggøre vores værdi modsat eksempelvis sygeplejerskerne og lærerne", siger Karen Plenge Johansen.

Under OK18 blev værdien af, at fagbevægelsen dannede fælles front, tydelig, og derfor arbejder DM fortsat for, at de faglige organisationer søger fællesnævnerne.

"Som det er nu, organiserer vi os sektor- og branchevist i AC-familien. Det har sine fordele, men vi skal blive endnu bedre til at samarbejde om de store sager. Vi skal nemlig ikke kratte meget i overfladen for at finde emner, der samler os, for eksempel arbejdstid, behov for anerkendelse og dokumentationskrav", siger Karen Plenge Johansen.

Fagbevægelsens vanetænkning er ikke den eneste benspænder. Faktisk kan akademikeres specialiserede faglighed også være en hæmsko for alliancer på arbejdspladsen, forklarer hun.
"Vi akademikere elsker typisk vores arbejde og har en stor faglig stolthed, som gør det svært for os at tale om løn og arbejdsforhold, fordi løn bliver lig med, om man er dygtig. Vi går ind i vores eget lille maskinrum, hvor vi begynder at kæmpe mod hinanden: Hvem får de fede projekter? Hvem får den bedste løn? Hvem bliver forlænget?" siger Karen Plenge Johansen.

At fagbevægelsen kunne mødes på tværs af skel og på den måde manifestere en ny fællesskabsfølelse, det gjorde et stærkt indtryk på mig

Torben Seir Olsen om OK18

Det er en skrøbelig og svær drøftelse, men absolut ikke umulig.

"Hvis man skal forandre noget sammen, skal vi turde åbne op og tale om de ting, der er svære. Også om den sorg, der ligger i, at en kollega får mere i løn end mig, selv om jeg troede, vi var lige".

Karen Plenge Johansen peger også pilen mod sig selv og den fagbevægelse, hun repræsenterer:
"Vi kan helt sikkert blive bedre til at hjælpe vores medlemmer med at skabe forandringer på arbejdspladsen. Men det kræver en kulturforandring både i fagbevægelsen og blandt medlemmerne".

Hvordan?

"Medlemmerne skal vænne sig til at bruge fagforeningen som aktiv medspiller i arbejdslivet. Ikke blot som en forsikring, når noget går galt. Og vi skal i fagbevægelsen vænne os til at tale uden for de strukturerede rammer. Vi skal kunne bistå medlemmerne med at skabe forandringer, også selvom de ikke har dannet en klub og hoaldt generalforsamling", siger Karen Plenge Johansen.

}