Dansk Magisterforening

Rikke har vendt det akademiske arbejdsmarked ryggen: Mere meningsfyldt at være købmand

Engang var Rikke Pape Thomsens drøm at blive æbleplantageejer på en lille ø, men livet kom i vejen. Så er købmand mere realistisk. "Jeg bor på Nørrebro og har produceret fire børn, der absolut ikke skal ud af byen. Mit projekt er et forsøg på at skabe en landsbyfølelse i byen". © Foto: Sofus Graae

Af Laura Skelgaard Paulsen
Del artikel:

Rikke Pape Thomsen har vendt det akademiske arbejdsmarked ryggen. Hun har åbnet en købmandsbutik, og her bestemmer hun egenrådigt. For nu.

Klokken syv en onsdag morgen vil du kunne se Rikke Pape Thomsen cykle i racerfart mod købmandsbutikken Basal på Ydre Nørrebro i København.

Her skynder hun sig at tænde ovnen og spæner så hjemad igen nogle numre længere oppe ad gaden. "Så når jeg at være lidt hyggelig med mine børn", siger hun.

Når det sidste barn er ude af huset, cykler hun tilbage og sætter surdejsbollerne i den nu varme ovn. Borde slæbes ud på gaden. Markisen rulles ud. Musikken tændes. Klokken otte står de første kunder klar til morgenkaffen.
Morgenrutinen er ny for Rikke Pape Thomsen, der i en alder af 47 år har gjort et karriereskift af tektoniske dimensioner: fra akademiker til købmand.

”Der var en dag under coronanedlukningen, hvor jeg tænkte: Nu er det nu! Jeg havde siddet og surfet så meget på Instagram og flippet ud over lækre lokalt producerede fødevarer, og nu var det altså bare nu”, siger hun, der nu har haft åbent i lidt over tre måneder.

Jagten på det meningsfulde arbejdsliv

Det er en blanding af cheflede, selvrealisering og en mangel på formål i arbejdslivet, der har ledt hende til at blive købmand. Krydret med en dyb interesse for jordbruget og fødevareproduktion, der har fyldt i mange år i hendes akademiske arbejdsliv.

”Jeg har de seneste mange år haft svært ved at bruge min akademiske uddannelse til noget, jeg egentlig syntes var rigtigt meningsfuldt”, siger Rikke Pape Thomsen.

Før åbningen af Basal havde Rikke Pape Thomsen været vidt omkring i sit arbejdsliv. Forskningsformidling, kommunikation, projektledelse og undervisning.

"Der bliver skrevet meget Times New Roman ned på hvidt papir, som ingen læser. Og når folk skal beslutte noget, tager det 100 år, før det er implementeret", siger hun om sit tidligere arbejdsliv, der ikke passede til hendes lune, da hun med egne ord er noget utålmodig og helst vil følge egne ideer, "fordi de bare er bedst", som hun siger med et smil på læben.

Hele mit arbejdsliv har handlet om fødevarer … Jeg ved bare ikke, hvad et kål skal koste

Rikke Pape Thomsen

I dag er Rikke Pape Thomsen sin egen chef, og det har aldrig været lettere at træffe beslutninger. Nu er det ikke en tung organisation, der sætter dagsordenen, det er kunderne og hende selv.

”Det kunne aldrig have været en butik med noget andet end fødevarer. Det, synes jeg, er meningsfuldt. Det lyder lidt frelst, men verden er fuld af ting, tøj, biler og dimser til vores hjem, som vi kan undvære. Men sunde fødevarer produceret med omtanke, dem kan vi ikke undvære”.

Basal sælger basisvarer fødevarer til husholdningen, deraf navnet. Du kan få æg, mælk, alskens mel og kål blandt meget andet. Det hele hyperlokalt. Varerne er dyrket eller produceret inden for en radius på 200 km.

”Det er mit krymmel at hente varerne selv og besøge bønderne. Forstået på den måde, at det er det, der er virkelig interessant. At se varernes oprindelse og forstå produktionen”, forklarer Rikke Pape Thomsen.

 

Det er ikke tilfældigt, at butikken er placeret 400 meter fra, hvor hun og hendes familie bor. ”Butikken skal være tæt på mit hjem. Der er noget landsbylokalt over det, som jeg megagodt kan lide. Det at det er tæt på hjemme gør også, at mine børn kigger forbi. Hvis jeg kunne få dem overtalt, ville jeg gerne have dem med i virksomheden– hvor de ikke bare hjælper til, men er en integreret del af det”. © Foto: Sofus Graae

Ikke bare en hobby

Selvom købmandsbutikken har været flugten fra papirnusseri og nu en kamp for en stærkere nærmiljø, så trækker Basal på flere af Rikke Pape Thomsens akademiske kundskaber.

"Jeg kan klart bruge min viden om marketing og historiefortælling fra mit tidligere arbejdsliv. Der skal være en skarp vinkel i det, jeg laver, og det skal blive ved med at være skarpt".

Før formidlede hun bøndernes historier og produkternes rejse på skrift via formidling om fødevare- og jordbrugsvidenskab. Nu sker det gennem snakken med kunderne.

"Jeg elsker at fortælle om entreprenante Thilde og Pär, der står bag Pastafabriken, der producerer vildt velsmagende skånsk pasta", siger hun og peger på poserne på købmandsreolen, "eller fortælle om Jakob, der driver et socialøkonomisk jordbrug på Falster, der har udsatte mennesker ansat til at putte melet i pose. Hold op, hvor er det fint", siger Rikke Pape Thomsen og peger så på en helt ny udfordring.

"Hele mit arbejdsliv har handlet om jordbruget og fødevarer, jeg har fuldstændig styr på den del af gamet. Jeg ved bare ikke, hvad et kålhoved skal koste".

Foto: Sofus Graae.

Købmand for evigt?

Det har overrasket Rikke Pape Thomsen, hvor hårdt det har været at starte en købmandsbutik.

”Det niver mig mere, end jeg troede det ville at arbejde så meget og ikke reelt få løn for det. Det har jeg jo aldrig prøvet før. Jeg er vant til, at når man arbejder, så får man også penge på sin konto. Det er en lillebitte smule demotiverende”, siger hun.

Lige nu er Rikke Pape Thomsen den eneste der arbejder i butikken. Hun er Basal. Og selvom hun altid har været en arbejdsnarkoman, så er det hård kost for kroppen og knolden.

”Det er fysisk hårdt. Jeg står, går og slæber en del. Og så er min hjerne er hele tiden på overarbejde, der prøver at regne den ud: Hvordan kan det her lykkes? Hvor kan jeg optimere? Hvad fanden skal det næste skridt være?”.

Hun har aftalt med sig selv, at hun skal lade være med at evaluere butikken ugentligt. 1. januar må hun gerne se sig selv i øjnene og tage den der fra, men Basal skal have tid til at blive en sund forretning.

”Det har aldrig været planen, at det skulle være forever. Men jeg er nødt til at bevise over for mig selv, at jeg har gjort alt hvad jeg magtede for at skabe en forretning, der økonomisk kører rundt. Jeg kan ikke lukke om et år uden at have tjent en klink, for så vil omverdenen tænke: hobbyprojekt. Og det er det langt fra”.

Basal – byens landhandel

Du kan besøge Basal på Ægirsgade 19 på Nørrebro i København.

Følg på @basal_byenslandhandel på Instagram eller på #frabondetilbybo.

}