Dansk Magisterforening

Talknuserne i DR kommer fra humaniora

De to humaniorauddannede er i dag korrespondenter for henholdsvis økonomi og erhverv. © Foto: Lars Bech

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Aktiekurser og regnskaber var ikke en del af pensum på religionssociologi og retorik. Men baggrunden i humaniora gør det nemmere at fortælle tunge talhistorier, mener DR’s erhvervskorrespondent Jakob Ussing og DR’s økonomikorrespondent Casper Schrøder.

Jakob Ussing

Et studiejob kan betyde rigtig meget for ens karriere. Det er mit arbejdsliv et godt eksempel på.

Jeg manglede kun at skrive mit speciale, da jeg blev tilbudt et fast job på fakultetets blad Humanist. I starten var det ret svært for mig at skrive journalistisk, fordi jeg var meget akademisk i mit sprog. Jeg planlagde egentlig at skrive en ph.d. I stedet kom jeg i en slags mesterlære på Humanist og blev fuldkommen grebet af forskningsformidlingen. Jeg kan kun takke bladets fantastiske redaktør for, at hun investerede så meget tid i at lære mig op.

En dag fik jeg et telefonopkald, der sendte mig i en helt ny retning. Jeg havde nok aldrig fået det opkald, hvis ikke jeg havde studeret arabisk sprog og kultur. Det var min gode ven, der arbejdede for et finansielt nyhedsbureau. Fordi jeg havde kontakter i Algeriet, bad han mig om at undersøge, hvor meget A.P. Møller betalte i olieskat i landet. Det var hemmeligt og en vigtig historie dengang i 00’erne med betydning for investorer og samfundsøkonomien.

"Jeg blev bedt om at undersøge, hvor meget A.P. Møller betalte i olieskat i Algeriet. Det var starten," siger Jakob Ussing, DR’s erhvervskorrespondent © Foto: Lars Bech
De første tre måneder i mit nye job var skrækkelige! Jeg vidste intet om regnskaber, og jeg forstod ikke sproget i den finansielle verden – alle de forkortelser

Jakob Ussing, DR’s erhvervskorrespondent

Jeg har aldrig været bange for tal, og jeg fandt den helt rigtige kilde, så det var en fed historie at lave. Den fik også stor gennemslagskraft og var den direkte årsag til, at jeg blev tilbudt et job i den finansielle nyhedstjeneste Direkt.

For at være helt ærlig: De første tre måneder i mit nye job var skrækkelige! Jeg vidste intet om regnskaber, og jeg forstod ikke sproget i den finansielle verden – alle de forkortelser. Tonen var hård, og der blev råbt højt, hvis jeg arbejdede for langsomt.

Det er den stejleste læringskurve, jeg nogensinde har skullet kravle op ad. Jeg var tæt på at sige op mange gange, men min ven fik mig overtalt til at blive efter en øl eller to.

Stoffet og arbejdsformen bundfældede sig efterhånden, og efter nogle måneder begyndte jobskiftet at give mening. Jeg begyndte også at bruge mine akademiske kompetencer mere. Kildekritikken, det metodiske og blikket for den kontekst, en historie indgår i. Jeg har jo nogle andre værktøjer at ty til end de klassisk uddannede journalister og økonomer. Kombinationen af at kende det journalistiske håndværk og have en akademisk ballast har været afgørende for, at jeg føler, jeg med troværdighed kan fylde rollen ud som DR-korrespondent«.

Jakob Ussing

45 år
Kandidat i religionssociologi, KU. Tilvalgsfag i arabisk sprog og kultur
Erhvervskorrespondent på DR siden 2018.

Casper Schrøder

»I skolen fik jeg at vide: Du har sprogøre. En pæn måde at sige på, at jeg ikke var så god til at regne. Jeg læste retorik på universitetet og tænkte overhovedet ikke på tal som en karrierevej.

Mit første job som journalist var godt nok på Børsen, men jeg skulle skrive om livsstil, ikke økonomi. Det var op til finanskrisen, og jeg skrev den ene artikel efter den anden om eksklusive ure og dyre biler. Da min chef en dag sagde: »Casper, kan du ikke også skrive om aktier?«, så var jeg ret afvisende og forsøgte at forklare ham, at jeg grundlæggende ikke anede, hvad en aktie var.

Men det blev til et lynkursus i de røde og grønne pile og tal på en Bloomberg-terminal, og så tog det ene det andet. For økonomi handler ikke nødvendigvis om at være god til matematik, men om at forstå sammenhænge i en indviklet verden.
Mange tænker automatisk: Åh, nej, økonomi er kedeligt. Og ja, verdensøkonomien og finansmarkederne er abstrakte, men de gemmer på store dramaer og vilde fortællinger om, hvordan verden helt konkret fungerer.

Du skal analysere aktiekurser, sagde redaktøren. Det kan du godt glemme, svarede jeg – jeg aner ikke, hvad en aktie er!

Casper Schrøder, DR’s økonomikorrespondent

"Ja, verdensøkonomien og finansmarkederne er abstrakte, men de gemmer store dramaer og vilde fortællinger om, hvordan verden helt konkret fungerer," siger Casper Schrøder, DR’s økonomikorrespondent © Foto: Lars Bech

Jeg har altid sagt mere ja end nej, når der dukkede noget nyt op. Det er godt at holde sit eget lille regnskab med den balance. Og så har jeg aldrig haft en masterplan.

Retorikfaget har måske givet lidt flere åbninger end andre fag. Ved siden af al teorien om det gamle Grækenland er der også meget med selv at holde taler og skrive. Jeg har gjort meget ud af at dyrke det praktiske. Arbejdede ulønnet på universitetsradioen med alt fra et musikprogram til julekalender og som redaktør og annoncesælger på en mikroavis. Jeg skrev også reklametekster for en avis, og så solgte jeg interview fra storbyen til Bornholms Radio på min egen slidte minidisc. Vidt forskellige ting, men alle med praktisk formidling som rød tråd.

Måske ligger min rolle som økonomikorrespondent slet ikke så langt fra retorik. Jeg lægger meget vægt på formidlingen, på at få folk til at tænke: Wow, økonomi er slet ikke kedeligt – og hey, jeg forstod det!«

Casper Schrøder

43 år
Kandidat i retorik fra KU i 2006
Økonomikorrespondent på DR siden 2016.

}