Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Foto af Lasses jobsøgning
Lasse Højsgaard, journalist på Akademikerbladet, har fået eksperter til at vurdere hans ansøgning.
Foto: Jenz Koudal

Jeg viste min ansøgning til fem kloge folk. Den fik tæv

Akademikerbladets journalist skrev en ansøgning til et job. Men den var grim, ukonkret og handlede om ham selv, ikke jobbet.

God til jobbet, men dårlig til at skrive jobansøgningen.

Den følelse har jeg haft gang på gang. At jeg nok skulle have overbevist arbejdsgiveren om mine evner, hvis jeg da bare kunne blive inviteret til samtale. Irritationen over at blive frasorteret på noget – ansøgningen – som intet har at gøre med mine evner til at bestride jobbet.

Men nu skal det være slut. Herregud, en erfaren journalist og akademiker som mig må da kunne lære at skrive jobansøgninger, der baner vejen til jobsamtalen som en sneplov i let slud.

Man lærer af sine fejl. Så jeg besluttede mig for at skrive en ansøgning og derefter søge hjælp hos kloge folk for at forstå, hvad jeg gør forkert.

Samtidig kunne jeg bruge anledningen til at tænke mig selv lidt ud af den journalistboks, jeg befinder mig i. Af sted med mig ind på internettet, hvor jeg scrollede gennem jobbanker for akademiske job. Og bum, så var den der:

En ualmindelig kort jobannonce uden en masse definitioner af forventede kvalifikationer og erfaringer. Det kan jo tolkes som et tegn på åbenhed over for ansøgeren og stillingens profil. En god start.

Jobopslag

Teamleder for Team Formidling på Museum Salling

Har du lyst til at arbejde med formidling og formidlingsledelse på et mangfoldigt museum?

Vi søger en kollega, som vil medvirke til at strukturere formidlingen på 4 museumsafdelinger, 5 lokalarkiver, 1 kommunearkiv og ude i landskabet naturvejledning, arkæologiske udgravninger m.m.

Museum Salling er et statsanerkendt museum med ansvarsområder inden for naturhistorie, kulturhistorie og kunsthistorie samt det arkæologiske ansvar for Skive Kommune.

Mange journalister er historienørder, og jeg er en af dem. Formidling er jo det, jeg lever af, så også tjek dér. Ledelse? Tja, alle ledere skal jo starte et sted, og hvorfor ikke mig?

Jeg havde dog nogle åbenlyse udfordringer. Jeg har aldrig arbejdet på museum og har ingen erfaring med at arrangere udstillinger. Og så det med ledelse. Det er en almindelig antagelse, at man er en bedre leder, når man har ledelseserfaring, og jeg har ingen.

Men noget, som alle medarbejdere og organisationer har brug for, er begejstring. Jeg besluttede mig for at sælge mig selv på min begejstring for historiefortælling. Måske kunne de se mig som en person, der kan inspirere og puste nyt liv i butikken.

Salgstricket blev en anekdote, fra dengang jeg skulle rive loft ned i min kolonihave, men nær aldrig var blevet færdig på grund af de sider af avisen Social-Demokraten årgang 1929, der var klæbet til loftet.

Jobansøgning

Vedr. stilling som teamleder for Team Formidling

Hej

Jeg har set opslaget om jobbet som leder af Team Formidling på Museum Salling. Det, synes jeg, lyder rigtig spændende, og jeg vil hermed gerne søge jobbet.

Tillad mig at indlede med en lille anekdote:
Da jeg engang skulle fjerne et forsænket loft i mit kolonihavehus, blev det en meget langtrukken affære. Problemet var, at de gamle loftbrædder var beklædt med sider fra en avis – Social-Demokraten årgang 1929. Og det var mig aldeles umuligt at rive loftet ned, før jeg havde læst alle artikler og annoncerne med for den sags skyld.

Fortiden er en eventyrbog – med gode og onde fortællinger – der aldrig holder op. Og dem vil jeg rigtig gerne hjælpe med at folde ud på Museum Salling.

Historierne og formidlingen har altid været centralt i mit arbejde. Jeg er cand.comm. i historie og journalistik og har arbejdet som journalist, siden jeg blev færdiguddannet. Som journalist ved Akademikerbladet (tidl. Magisterbladet) har museerne og den faglige udvikling på området været en del af mit stofområde. Og gennem mine år ved forskellige medier har jeg masser af erfaring med digital omstilling og de formidlingsformer – og undersøgelser af brugergrundlaget – der i disse år åbner sig for at blive udforsket og udnyttet.

Samtidig tror jeg på museet som lokalt, kulturelt omdrejningspunkt. Folk har måske mere end nogensinde brug for noget, vi kan mødes om, og jeg ser det som en primær opgave at fortsætte og udvikle Museum Sallings gode arbejde med at skabe anledninger til at mødes – om kunst, musik, historien og naturen.

Museum Salling har jo en næsten enestående bred formidlingsportefølje. Og netop derfor tror jeg, at der kan være god brug for en allrounder som mig, der ganske vist ikke har dyb faglig baggrund inden for nogen af de enkelte faglige områder, men som kan se tingene i et overordnet formidlingsmæssigt perspektiv, og som er vant til at arbejde ud fra det helt grundlæggende spørgsmål: Hvad er den gode historie her?

I søger en teamleder. Jeg vil nok selv sige, at jeg er teammenneske mere end ledermenneske. Det kollegiale samarbejde er for mig altid en glæde og inspiration. Men det samarbejde er jeg samtidig også klar til at tage ansvar omkring.

Hvis I ansætter mig, får i oven i hatten en fornøjet far til to teenagepiger, en ivrig fællessangsakkompagnatør, en selvbygger, en mand til de høje bjerge, særligt gerne med sne og langrendsspor på.

Det håber jeg, I vil.

Vh

Museum Salling er et lidt specielt museum. På Wikipedia kunne jeg læse, at det i 2008 blev fusioneret sammen af en række museer på egnen og derfor består af en række udstillinger med både kunst, natur, geologi, historie og kulturelle arrangementer. Jeg er hverken stærk i kunst eller natur, men jeg prøvede at vende bredden til min fordel ved at sælge mig som »allrounder« og kvittere for den vigtige rolle i lokalsamfundet, som jeg gættede på museet har – eller i hvert fald gerne vil have.

Skal man skrive om sit privatliv? Det bliver hurtigt klichéagtigt, men jeg synes alligevel, at det hører sig til. Så jeg udvalgte nogle af de karakteristika hos mig selv, som umiddelbart kan virke mest tiltalende, og gjorde det så kort som muligt.
Indledning og afslutning er næsten det værste. Man vil så gerne skille sig ud, men hvordan kan man komme uden om de helt indlysende konstateringer: Jeg har set opslaget, jeg ønsker at søge stillingen, jeg håber, I vil kalde mig til samtale? Det kunne jeg ikke.

Og så endte det således:

Den effektive ansøger

Skriv ikke, at du er god – vis det!

At skrive jobansøgninger er ikke stor digtekunst. Det er en øvelse, man kan gå til med grundighed, systematik og rutine.
Det gør Louise Bechgaard Kristensen, som er digital marketingkonsulent. Inden for de sidste ti år har hun søgt og fået fire forskellige job. Da hun i år fik job i it-virksomheden iKontrol, var hun til samtale til yderligere to andre stillinger. Så hun har tydeligvis fat i noget rigtigt, når hun skriver ansøgninger.

»Jeg går slavisk gennem jobopslaget. Så highlighter jeg områder med ting, man skal kunne eller gerne må, og så laver jeg punkt­opsætninger med mine kompetencer og ting, jeg vil kunne løse, fra første dag jeg starter på jobbet«, fortæller hun.

Research af arbejdspladsen er også en vigtig del af opgaven.

»Jeg bruger rigtig meget tid på at kigge på virksomhederne. Særligt deres sociale medier viser meget godt, hvordan de er, og hvordan de vil kommunikere. Nogle har et afslappet forhold og laver sjove indslag på Facebook, mens andre har en mere professionel tone. Det samme med hjemmesiden, særligt »om os«-siderne giver et godt indtryk af, hvad det er for en virksomhed«, fortæller Louise Bechgaard Kristensen.

Faktisk starter hun altid ansøgningsskrivningen med sit cv.

»Man siger, at arbejdsgiverne ofte starter med at læse cv’et, og hvis de kan lide det, går de videre til selve ansøgningen. Så jeg skriver en lille profiltekst i starten af cv’et om, hvad jeg kan og har lært, og så bruger jeg ansøgningen til at uddybe det«.

Det er tydeligt, at min ansøgning ikke er helt, som hun selv ville have gjort det.

»Jeg kan godt lide, at du skriver om virksomheden og forsøger at flette din passion sammen med den. Det, jeg ville ændre, var starten, hvor jeg ville lægge vægt på det, du kan bidrage med som teamleder. Derudover ville jeg lave overskrifter, der gør det mere overskueligt«.

Den erfarne ansætter

Drop den ligegyldige indledning

Måske skal jeg slet ikke søge ind i museumsverdenen, men i den kreative bureaubranche? Tanken slår mig, efter at jeg har talt med Nanna Sverrild, der har titlen »head of
people« i virksomheden Kontrapunkt, der udvikler brands og visuelle identiteter.

Hun reagerer i hvert fald ret positivt på den fortællende stil, jeg prøver mig med i ansøgningen.

»Din anekdote med kolonihavehuset fungerer rigtig godt. Det viser noget selvindsigt, at man bruger sådan en historie. Jeg kan mærke dig, og jeg kan huske dig. Så du starter på et højt niveau. I virkeligheden skulle du nok have gået direkte på anekdoten i stedet for den lidt ligegyldige indledning«, siger hun.

Som »head of people« læser hun alle ansøgninger, der kommer til Kontrapunkt.

I hendes øjne skal en god ansøgning skabe nysgerrighed om personen, men samtidig tryghed om, at man kommer med noget ballast.

»Jeg kigger efter selvindsigt. Den der refleksion over, hvem man er, hvad man bidrager med, hvor man kan udvikle sig, og hvad man er god til. Jeg kan godt lide, at du reflekterer over, at du er teammenneske før teamleder. Men det med at du vil tage ansvar, der er du til gengæld lidt famlende«.

Hvordan får jeg fremstillet mig selv som egnet leder, når jeg ikke har nogen ledererfaring?

»Jeg ville måske reflektere over, at god ledelse handler om at få mennesker til at trives. Måske skal du skrive: Jeg har virkelig mod på at tage et ansvar for at drive teamet og begejstre folk«.

Jeg er jo lidt halvgammel, så jeg overvejede meget, om jeg skal nævne min alder?

»Jeg vil aldrig skrive min alder. Jeg vil bare vise i ansøgningen, at jeg er tynget af erfaring«, siger Nanna Sverrild.

Den visuelle del af min ansøgning er til gengæld helt til hest.

»Hvis du søgte ind hos os, ville jeg studse meget over, at du slet intet krudt har brugt på, at den ser flot ud med manchet og margen og appellerer til at blive læst. Og så vil jeg overveje at smide et billede på, så man kan se dig«.

Ansøgnings­eksperten

Det skal ikke handle om dig

Der er os, der skriver jobansøgninger for at få et job. Og så er der dem, der lever af job­ansøgninger i sig selv.

Sådan en er Ricki Nielsen. Han har specialiseret sig i kunsten at skrive jobansøgninger og arbejder med at undervise og hjælpe kunder med deres ansøgninger.

Ricki Nielsen siger stort set det samme til alle. Og min ansøgning giver ham desværre ikke grund til at gøre en undtagelse:

»Din ansøgning handler for meget om dig og for lidt om det sted, du søger hen«, siger han og trøster mig med, at det er en fejl, mange begår.

»Det er et generelt problem – man skriver en ansøgning om sig selv, ikke om virksomheden. Men de, der kommer til samtaler, skriver stort set ikke om sig selv. Deres ansøgninger handler ikke om fortiden, men om fremtiden i virksomheden«.
Men det er ikke kun jobansøgere som mig, der ikke har set fidusen. Arbejdspladserne er ofte selv for dårlige til at lave jobopslag, der beskriver, hvad jobbet går ud på, fortæller Ricki Nielsen.

»Det står meget sjældent i opslaget. Så det, jeg kan lære dig, er at ringe til virksomheden og finde ud af, hvad det er for en opgave, du skal løse«.

Ricki Nielsens råd er meget konkret: Ring og find ud af, hvad jobbet går ud på.

»Spørg for eksempel: Hvilke opgaver ligger på mit bord, når jeg møder ind? Eller spørg: Hvad vil jeg blive målt på efter 6 måneder?«

Men hvis alle ansøgere til et jobopslag ringer, og jeg så ringer som nummer 85, er jeg så ikke bare irriterende?

»Du skal ringe som en af de første, så snart du ser opslaget. I øvrigt er det meget få, der ringer, og mange af dem bruger samtalen til at sælge sig selv i stedet for at researche på jobbet«.

Og så har han også lige et fif til afslutningen.

»Du skal ikke slutte ansøgningen af med at skrive: Jeg glæder mig til at kunne uddybe ved en samtale. Du skal skrive: Til samtalen vil jeg medbringe 3 eksempler på arrangementer, I kan afholde på jeres museum. Så er der en rigtig fed cliffhanger og en god grund til at mødes«.

Djøf’er med løg(n)

Jobansøgninger handler om at lyve lidt


En genreautoriseret løgnehistorie.

Per Helge Sørensen er kendt for at udstille hykleri og tomme fraser i satireshowet »Djøf med løg(n)«. Og han lægger heller ikke fingrene imellem, når han skal beskrive det at skrive jobansøgninger.

»Jobansøgninger er den tarveligste genre«, fastslår han.

Tarvelig, fordi vi simpelthen tvinges til at fifle med sandheden.

»Du ser et opslag, som stort set er umuligt at leve op til. Men du vil gerne have jobbet, så du er nødt til at lyve. Allerede fra første sætning: Jeg har altid drømt om at arbejde med historieformidling i Skive. Det passer jo ikke. Det er løgn!«

Han synes dog, jeg er god til at lyve.

»Den næste løgn er at sige: Det, I efterspørger, har jeg lavet i lang tid. Du har jo ikke arbejdet med museumsformidling, men så bruger du sådan nogle ord som »sproglig formidling«.

Det er meget klassisk, at man trækker tingene op på de store linjer: Jeg har ikke arbejdet med biokemi på dén måde, men jeg havde en surdej … Men jeg synes, du gør det flot. Man køber jo, at det næsten er det samme«.

Er der simpelthen en indforstået forventning om, at man lyver lidt?

»Det er der jo. Det er en særlig genre, hvor man er nødt til at følge konventionerne. Det kan godt være, hvis det er et rigtig skævt reklamefirma, at du kan få jobbet ved at skrive: Jeg aner ikke, hvem I er, men jeg har brug for nogle penge. Men nej, vi ved godt, at vi alle sammen lyver lidt. Og det hele handler om, at man skal ind til den der jobsamtale. Og hvis man kommer til samtalen, ansætter de dig, fordi de godt kan lide dig«.

Arbejdsgiveren

Fortæl, hvordan vi kan bruge dine evner

Eksperters gode råd om ansøgninger er gode. Men hvad tænker den person, som ansøgningen reelt er skrevet til?

Per Lunde Lauridsen er chef for Museum Salling, hvor stillingen er slået op. Han starter med at rose mig for min lille research omkring museets karakter. Allerede her har jeg skilt mig positivt ud i forhold til en del af ansøgerne.

»Det er rigtig godt, at du har været inde og se det med, at vi har en bred formidlingsportefølje. Det betyder meget for mig, at det er en person, der har forholdt sig til jobbet, men også til arbejdspladsen. Jo hurtigere man viser, at man har sat sig ind i jobbet og organisationen og ved, hvad det handler om, jo bedre«, siger Per Lunde Lauridsen.

Hvorfor har det en betydning? Det fortæller vel ikke, om jeg er god til jobbet?

»Nej, men det viser noget om personen – at man tager det seriøst. En tredjedel af de ansøgninger, jeg får, er pligtansøgninger, som jeg skal have sorteret fra«, fortæller han.

Han lyder positiv, men heller ikke mere end det. Blandt andet efterlyser han det, flere har peget på i forhold til ansøgningen: konkrete tanker og forslag om, hvordan mine kompetencer vil kunne bruges i jobbet.

Han forklarer, hvordan jeg i ansøgningen kunne fortolke mine erfaringer i cv’et ind i den konkrete jobsammenhæng. For eksempel hvis jeg havde været træner på et old boys-fodboldhold, at det havde givet mig nogle erfaringer med at lede forskellige personlighedstyper.
»Du skal sige: Det, jeg kan, kan I bruge på den og den måde. Det er cv’et og tolkningen af det, der kan give dig jobbet«.
Ville jeg komme til samtale på den her ansøgning?
»Ja … det er svært at sige uden at have set cv’et, men hvis det er godt, så synes jeg, du har de relevante kompetencer. Jeg vil sige, at det ville række til at komme blandt de bedste 20 procent«.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Tilmelding af digitalt blad