Dansk Magisterforening

Unge vil ikke være ledere for enhver pris

“Jeg har ikke tænkt, at jeg skulle være chef, men det blev jeg”, fortæller 26-årige Julie Vejlø, der er kommunikationschef på Nørrebro Teater. Hun er en af de fem unge ledere, der fortæller om sine erfaringer til DM Akademikerbladet. © Foto: Sara Galbiati

Af Benedicte Borelli
Del artikel:

Unge ledere er ikke længere drevet af penge og prestige. De vil have indflydelse og udvikling, viser en undersøgelse. “Virksomhederne må følge med tiden”, siger lektor.

Særligt tanken om personlig udvikling og medbestemmelse driver unge under 35 år til at blive ledere.

Det viser en stor forskningsrapport fra erhvervsakademiet Cphbusiness i samarbejde med fagorganisationen Lederne. Her har de spurgt over 1.000 unge ledere i alderen 18-35 år om deres tanker og erfaringer.

Der er sket en ændring i de unge lederes motivation, siger teamchef og ledelsesrådgiver hos Lederne Michael Uhrenholt.

“For 10-15 år siden motiverede lønnen og titlen de unge ledere i langt højere grad. Dengang kunne virksomhederne godt lokke med en firmabil og en bonus, men i dag er de unge langt mere orienteret mod udviklingen”, siger Michael Uhrenholt.

88 procent af de adspurgte svarer i undersøgelsen, at de valgte at blive ledere, fordi de var motiveret af de nye ansvarsområder og muligheden for at udvikle sig. 75 procent fortæller, at de blev motiveret af at få indflydelse.

Kun 33 procent svarede, at lønnen motiverede dem til at tage et ledelsesjob.

Jeg ser unge ledere i dag, som er ambitiøse, hårdtarbejdende, empatiske og selvreflekterende. Lyt til dem, og giv dem chancen

Michael Uhrenholt, ledelsesrådgiver

Færre unge vil være ledere

Virksomhederne skal derfor tænke over, hvordan de appellerer til fremtidens chefer. Antallet af unge ledere er nemlig faldet betydeligt de seneste år. I 2018 var der 24 procent færre ledere under 35 år end i 2008, viser tal fra Danmarks Statistik.
“De unge synes, at der skal være et formål med det, de gør. Det er vigtigt, at du som virksomhed ved det, så du kan imødekomme de her unge mennesker og deres visioner”, forklarer Michael Uhrenholt.

I dag er mange unge på arbejdsmarkedet stærke og gode til at stå ved deres værdier, oplever forskningsleder bag rapporten og lektor i ledelse, organisation og kommunikation på Cphbusiness Karen Christina Spuur.

I forbindelse med projektet har hun undersøgt, hvorfor antallet af unge ledere er faldet.

“Vi kan se i svarene, at flere enten vælger ledelsesvejen fra eller dropper jobbet efter kort tid, hvis de ikke oplever, at deres egne og arbejdspladsens visioner stemmer overens. Det er vigtigt for dem, at de gør en forskel”, siger Karen Christina Spuur.

Det er godt, at de tør stå ved sig selv og deres værdier. Det gør dem til autentiske ledere, mener hun.

“Jeg har store forhåbninger til de unge. De siger fra, hvis de ikke får mulighed for at lede på en måde, som de synes er ansvarlig. De har ikke lyst til at gå på kompromis med deres værdier”.

Karen Christina Spuur ser også, at unge ledere i dag har meget høje forventninger til sig selv. Det kan påvirke deres lyst til at lede.

“Mange føler, at der ligger et psykologisk pres på dem. De vil gerne bevise deres værd. Som ung leder har man heller ikke erfaring i alting endnu, så det kan være svært at prioritere i arbejdet”, siger Karen Christina Spuur.

Hun mener, at virksomhederne bør tilbyde de nye ledere et netværk eller en mentor, som kan hjælpe med at itale­satte forventningerne.

Det var ikke nødvendigvis planen, at disse unge skulle være ledere, inden de fyldte 30 år. Men det blev de. Vi har talt med dem om op- og nedturene som leder i en ung alder.

Vejledning er afgørende

Arbejdspladserne skal i det hele taget blive bedre til at vejlede og hjælpe de unge ledere, viser undersøgelsen.

“Vi kan se, at de, der stopper som leder, ofte ikke har fået nok hjælp til at træde ind i lederrollen. Hvis de ikke har en god relation til deres nærmeste leder, så er det svært at trives. De, der derimod kan tale ærligt om tingene med deres egen leder, vokser med jobbet”, pointerer Karen Christina Spuur.

Hvis flere unge skal have lyst til at prøve kræfter med ledelse, er det derfor afgørende, at arbejdspladserne også prioriterer ressourcer til oplæring og vejledning.

“Virksomhederne skal bruge energi på at hjælpe de nye ledere med at tilpasse sig rollen. Det er også vigtigt, at de har nogle andre chefer at sparre med. Det ved vi har stor betydning for, hvor længe de vil blive i lederrollen”.

I undersøgelsen svarer 68 procent af de unge ledere, som er enige i udsagnet “min arbejdsplads prioriterer min udvikling”, at de ser sig selv i samme virksomhed om fem år.

Ikke alle ser sig selv som leder

Der er kommet en ny generation med nogle nye krav, fortæller formand i DM Leder, Nina Hallgren Steinrud. De unge ledere vil have udvikling og medbestemmelse, og det bør virksomhederne lytte til.

“Jo mere de unge kommer og kræver, jo mere bliver firmaerne nødt til at kigge på, hvad det er for noget ledelse, de kan tilbyde dem. Vi kan ikke bare læne os tilbage og sige: ”Sådan er det her”. Så smutter de bare igen”, siger Nina Hallgren Steinrud.

Hvis de danske arbejdspladser skal have kompetente, dygtige topchefer i fremtiden, bliver de nuværende ledere også nødt til at investere i at udvikle talenter, mener hun.

“Den bedste leder er ikke altid den, som gerne selv vil være leder. Nogle ansatte tænker slet ikke tanken, før de bliver spurgt. Derfor skal man som leder turde være generøs og spotte talenterne i sin afdeling”.

Michael Uhrenholt er enig.

“Virksomhederne bliver nødt til at tænke mere bæredygtigt. De skal investere i de unge talenter som en del af arbejdspladsens fremtid. Jeg ser unge ledere i dag, som er ambitiøse, hårdtarbejdende, empatiske og selvreflekterende. Lyt til dem, og giv dem chancen”.

4 kurser for dig, der er leder

Årsdag for ledere 2021: Ledelse af ’The New Normal’
Deltag i årsdagen for ledere og få tre nedslag i den hverdag, som mange ledere står overfor lige nu
3. september, hele landet

Morgenmøde for ledere: Rekruttering og fastholdelse af SoMe-generationen
17. september, Midtjylland

Morgenmøde for ledere: Skab ledelsesmæssigt nærvær på distancen
På meget kort tid tænker vi anderledes om arbejdets fysiske karakter.
14. september, online

Workshop for nye ledere: Naviger sikkert i de forskellige roller
Det kan være lidt af en mundfuld at få sit første lederjob til at spille.
4. oktober, København

Se mere på dm.dk/kalender

}