Dansk Magisterforening

Mysterieudviklere skal aktivere museumsgæster: “De skal ikke bare have det serveret, de skal selv i gang”

© Foto: Privat

Nyt job Lasse Højsgaard
Del artikel:

Mathilde Ellegaard Sørensen ville gerne arbejde med museumsformidling, men det blev på en helt anden måde, end hun havde troet.

Museumsgæster skal ikke være passive tilskuere. De skal aktiveres og engageres. Den erkendelse er ved at sætte sig godt og grundigt fast, og det har nu ført til, at firmaet Riddlehouse, der driver en række såkaldte escaperooms, er begyndt at tilbyde samarbejder om nye, alternative museumsoplevelser.

For Mathilde Ellegaard Sørensen, der er cand.mag. i kunsthistorie, har det betydet en lidt anden vej ind i museumsformidlingen, end hun først havde tænkt. Hun er for nylig blevet ansat i Riddlehouse til at udvikle formidlingsaktiviteter, der bygger på de gåder og opgaver, der bruges i escaperooms.

“Vi udvikler for eksempel skattejagter for børnefamilier, hvor man lærer noget om en given historie, men samtidig får nogle opgaver, man skal løse for at komme videre. Lige nu er jeg i gang med en byvandring i Aalborg, der handler om hekseafbrændinger. Så får man en æske med opgaver, man tager med rundt – det kan være en krydsogtværs, en optisk illusion, man skal tyde, eller en kode, man skal knække”, fortæller hun.

Jeg bidrager med noget kunstfaglighed og formidlingsfaglighed, og så bliver jeg udfordret af mine kolleger i forhold til at få aktiveret brugerne på en ny måde

Mathilde Ellegaard Sørensen

Hun blev færdiguddannet fra KU i januar 2020 og har blandt andet arbejdet som underviser og omviser på Louisiana. Som kunsthistoriker er det meget naturligt, at hun skulle komme til at arbejde med museumsformidling, men at det skulle ske gennem ansættelse i et escaperoomfirma, havde hun ikke lige set komme.

“Jeg har aldrig overvejet, at der er eksterne aktører i museumsverdenen. Men der er masser af virksomheder, der arbejder sammen med museer. Jeg synes, det er et fedt job. Jeg bidrager med noget kunstfaglighed og formidlingsfaglighed, og så bliver jeg udfordret af mine kolleger i forhold til at få aktiveret brugerne på en ny måde. Frem for bare at få serveret en masse information skal de selv i gang for at komme videre, og det tiltrækker nogle nye mennesker”, siger Mathilde Ellegaard Sørensen

}