Dansk Magisterforening

Fyret – hvad nu?

Hvad gør man, når man er fyret? © Foto: Colourbox

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

En afskedigelse kan sparke benene væk under de fleste. Her får du eksperternes vigtigste råd til, hvordan du håndterer krisen – følelsesmæssigt og praktisk. Og ja, det meste er lettere sagt end gjort.

Vær venlig over for dig selv

Katastrofetankerne kan hurtigt melde sig, når du bliver ramt på både privatøkonomi og arbejdsidentitet. Forsøg at støtte dig selv, som du ville støtte en ven. Brug den ekstra frihed, som du, utilsigtet og pludseligt, har fået, til det, du drømte om, da du sad midt i hverdagens centrifuge.

Tal om det

Perspektiver hændelsen. De færreste bliver fyret, fordi de har taget af kagedåsen. Måske var du fejlcastet til at løse præcis de opgaver, der lå i jobbet, måske var kemien med chefen forkert, måske skulle der noget nyt til for dig eller arbejdspladsen.

Træn, hvordan du vil fortælle om det

Forbered de gode svar på omgivelsernes spørgsmål. Træn med dine nærmeste eller med en karriererådgiver i DM. Du vil opleve, at det føles langt mindre dramatisk, når du har fortalt din historie flere gange.

Tag en timeout

Det er en proces at nå dertil, hvor du lander på benene igen. Lån et sommerhus, tag en pause, og brug tid på at reflektere over det skete. Det kan være godt at skrive sine tanker ned.

Læg en strategi

Overvej, om du vil netværke, søge opslåede eller uopfordrede stillinger. Eller måske lidt af hvert. Overvej også, om det er tid til et sporskifte, eller du vil fortsætte ad samme karrierevej.

Opdater din LinkedIn-profil

Brug tid på at lade dig inspirere af andre. Brug DM’s værktøj Karriereveje, og vær opmærksom på, at DM jævnligt afholder kurser i LinkedIn.

Skriv en ansøgning

… både uopfordret og til en opslået stilling. Det kan være en god afklaringsøvelse at søge sit drømmejob.

Læg en aktivitetsplan

Definer dine dage. Undgå, at både aftener og weekender også bliver fyldt op af jobsøgning. Gør det fx til en rutine hver mandag morgen at lægge dit program for ugen, både jobsøgning og ”vær venlig over for dig selv-aktiviteter”, jævnfør råd det første råd.

Find en sparringspartner

Sæt et møde op, fx hver anden uge, med en person, du stoler på. Forpligt dig selv med konkrete opgaver fra møde til møde.

Lær af andres erfaringer

Sæt dig ind i dine rettigheder i forbindelse med en afskedigelse på dm.dk. Kontakt evt. DM’s juridiske afdeling. Der er desuden masser af visdom i en lind strøm af gode bøger på markedet, som kan hjælpe dig videre. Eksempler på velkendte, velrenommerede bøger er:

  • ”Keeping your head after losing your job” af Robert Leahy
  • “Managing transitions: Making the most of change” af William Bridges.
  • Begge titler handler om at håndtere de følelsesmæssige og praktiske aspekter ved at gennemleve en afskedigelse.

Kilder: Karriererådgiver i DM Finn Dahlslund og psykolog Eva Hertz fra Center for Mental Robusthed

BRUG DM

DM’s karriererådgivning afholder hvert år cirka 1.000 samtaler med medlemmer, heraf mange med jobsøgende. Samtalerne har til formål at kigge frem og afsøge muligheder. Du kan booke en karrieresamtale eller ringe til karrieretelefonen på 38 15 66 00, hvis du har brug for råd vedrørende jobsøgning. Der er masser af relevante arrangementer i både DM- og a-kasseregi, som kan hjælpe dig videre både mentalt og karrieremæssigt.

}