Vibe Maria er på dagpenge, men investerer for at kunne gå på pension som 68-årig

Historiker Vibe Maria Martens er 39 år, og hendes pensionsalder er 72 år ifølge de seneste politiske udmeldinger.

“Det er helt åndssvagt at forestille sig, at det skal være en mulighed for mig at arbejde, til jeg bliver 72 år, selv med akademisk arbejde. Jeg har svært ved at tro på, at en arbejdsgiver vil have interesse i at holde på mig så længe”, siger hun.

Vibe Maria Martens har en ph.d. i dansk kolonihistorie i Indien. Hun blev færdig med sin afhandling på European University Institute i Firenze i 2017 og har efterfølgende haft et barselsvikariat på Gentofte Lokalarkiv. Lige nu er hun ledig og en anelse bekymret over størrelsen på sin pensionsopsparing. Ligesom andre akademikere i samme situation har kombinationen af et langt studie, to barsler, skiftende ansættelser og lange ledighedsperioder gjort, at hun har udsigt til at skulle arbejde i mange år.

“Helt lavpraktisk vil der for sådan en som mig, som højst sandsynligt får arbejde på et arkiv, være opgaver, som jeg formodentlig ikke vil kunne udføre. Jeg vil ikke kunne løfte og hoppe rundt med kasser, som jeg kan nu, når jeg er 70”, siger hun.

Derfor er Vibe Maria Martens med i den voksende gruppe af erhvervsaktive, der selv finder måder at supplere den almindelige pensionsopsparing på med andre midler. Hun gør det dels for at have en økonomisk buffer til krisetider, dels for i højere grad selv at kunne bestemme, hvornår hun går på pension.

En økonomisk rejse

Når man har mand og to børn, mens man er på dagpenge, er det begrænset, hvor meget man kan spare op. Historiker Vibe Maria Martens har derfor brugt et engangsbeløb på 35.000 kr., hun fik i pengegave af et familiemedlem, til at tage de første skridt ind på aktiemarkedet. Derudover sætter hun hver måned 500 kr. ind på en månedsopsparing på Nordnet, et beløb, hun håber kan stige til 2.000 kr., når hun på et tidspunkt får et arbejde og en højere indtægt.

“Jeg synes, at det er problematisk, når man siger, at kontornussere godt kan arbejde, til de er over 70. Det tror jeg ikke helt på. Og jeg synes også, vi skylder hinanden at sige, at jeg også gerne vil kunne nå at leve en lille smule af mit liv, efter at jeg er gået på pension, så jeg ikke skal arbejde, til jeg dør”, forklarer hun.

Hele den politiske diskurs om ”Arne” har gjort det almindeligt anerkendt, at folk med fysisk hårdt arbejde ikke kan arbejde, til de er 70, men til gengæld er der en forestilling om, at det ikke er et problem, hvis du arbejder bag en computer eller ved reolerne i et arkiv. Hvis Vibe Maria Martens selv får mulighed for at vælge, vil hun gå fra tidligere.

“Generelt er jeg ret glad for at arbejde, så jeg tror, jeg vil have det fint med at arbejde, til jeg er mellem 65 og 68 år. Men lige så snart vi kommer op at kysse 70, så er der for få år på den anden side til, at jeg synes, det giver mening. Jeg ved godt, man regner med, at min generation bliver ældre end mine forældres generation, men der er ikke noget sikkerhed i det her”, siger hun.

Lige præcis sikkerhed er en ting, hun gerne vil opnå, både økonomisk og i forhold til sin livskvalitet, når hun kommer op i årene.

Ikke individets ansvar

Når man som Vibe Maria Martens har haft flere midlertidige ansættelser, har man også prøvet at være inde og ude af dagpengesystemet flere gange.

“Man bliver bekymret for sin økonomi. Derfor lærer man faktisk at holde sig lidt mere i skindet”, fortæller hun om de perioder, hvor pengene har været få. Når man samtidig er ekspert i det, der er et snævert humanistisk stofområde, ved man også, at ansættelserne ikke hænger på træerne.

“Jeg arbejder inden for en branche, hvor der er rigtig stor kvalificeret konkurrence omkring de job, der er, og der er også mange midlertidige ansættelser, så jeg kigger i hvert fald meget på, hvordan jeg bruger mine penge”, siger hun.

Når hun på et tidspunkt får den fastansættelse, hun drømmer om, vil det ikke ændre på hendes økonomiske prioriteringer. Hun er ikke enig med de kritiske røster, der mener, at selvvalgt tidlig pensionsalder er tegn på manglende samfundssind.
“Der er nogle samfundsmæssige konsekvenser ved det, hvis vi går meget tidligt på pension, og dem er vi selvfølgelig nødt til at være os bevidste alle sammen, men jeg synes på sin vis ikke, det er individets ansvar at skulle opretholde samfundet. Vi har alle et fælles ansvar, det er ikke så ligetil”, udtaler hun.

Som udgangspunkt håber hun på at få minimum 10 år, men helst 20 år som pensionist.

“Det synes jeg, vi skylder hinanden alle sammen: At vi får mulighed for at opleve livet på den anden side af vores arbejdsliv. Der er rigeligt med stress, jag og pres i nutidens arbejdsliv, særligt for os, der har børn oven i hatten”.