Dansk Magisterforening

Skak er dannelse: “Det er som at plante et frø med gode værdier”

© Foto: Privat

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Andreas Kragh Jacobsen skal i Dansk Skoleskak arbejde med at udbrede skakspillet på danske skoler.

Der er mere samfundsnytte i det ternede brætspil, end man lige går og tror. På hundredvis af skoler bliver skak brugt målrettet ikke bare for at træne børnenes intelligens, men også for at lære dem værdier som tålmodighed, respekt og koncentration. Det er formålet med foreningen Dansk Skoleskak.

“Det er ikke nogen mirakelkur, der i sig selv gør eleverne dybt tålmodige, men det kan være en del af løsningen. Vores tese er, at det skal uddanne folk til at være gode, afbalancerede mennesker. Det er som at plante et frø med gode værdier”.
Sådan siger Andreas Kragh Jacobsen, der netop er blevet fastansat i Dansk Skoleskak, hvor han særligt skal arbejde med et projekt, der retter sig mod elever med udfordringer i skolen.

Dansk Skoleskak er en selvstændig organisation, primært drevet af fondsmidler, som tilbyder forløb på skoler, hvor eleverne introduceres til skak, og lærere klædes på til at drive aktiviteterne videre.

“Vi bruger nogle simple varianter af skak til at træne specifikke kompetencer, for eksempel at modtage instrukser, koncentrere sig og have en god følelse, selv om man konkurrerer. Og så er der en kultur omkring spillet, vi tager med, for eksempel at man venter tålmodigt på, at modstanderen har trukket, og at man giver hånd og siger tak for kampen efter partiet. Det, jeg hører fra mine kolleger, er, at det faktisk virker på børnene”.

Andreas Kragh Jacobsen blev færdig som kandidat i litteraturhistorie fra KU i 2019 og har været ledig bortset fra nogle praktikophold. I den periode begyndte han fast at spille skak med en kammerat, og det fik det til at klikke, da han så jobopslaget fra Dansk Skoleskak.

Jobbet består blandt andet i projektudvikling, fundraising og at sælge projekterne ind hos skolelederne.

“I udgangspunktet bryder jeg mig ikke om at sælge ting. Men her er det ikke et problem, fordi jeg tror på, at projektet har en gavn. Så det føles ikke som at sælge, men bare som at have en dialog med nogle, der faktisk kan få noget ud af det, vi har at tilbyde”.

}