Dansk Magisterforening

Overvågning kan føre til stress på arbejdspladsen

“Der bliver mindre og mindre arbejde, hvor du ikke skal logge ind eller tjekke ind, så der kommer flere og flere data på den enkelte”, siger Vibeke Harms Andersen, som er lektor på Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet. © Foto: Lars Bech

Af Magnus Vesth Skjødt
Del artikel:

Nemlig.com har i den seneste tid været i vælten efter afsløringer af firmaets konstante monitorering af sine lageransatte. Monitorering af ansatte findes dog også i stor stil hos de højtuddannede, fortæller forsker.

Nemlig.com har fået mange hug i medierne over det sidste stykke tid. Det skyldes, at medier som Politiken og Fagbladet 3F har kunnet afsløre, at virksomheden overvågede sine lageransatte og talte sekunder på hver pakkeopgave, de fik, så de ikke engang følte, at de havde tid til toiletpauser.

Men det er ikke kun på landets varelagre, at man måler og vejer de ansattes ydeevne. Vibeke Harms Andersen er lektor på Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet, og hun fortæller, at også de højtuddannedes arbejde overvåges.

“I vidensarbejde kommer måling til udtryk bl.a. igennem KPI’er. De varierer fra virksomhed til virksomhed, alt efter hvad outputtet er. Hvis man arbejder med fx sagsbehandling, så kan man måle på, hvor mange sager der behandles inden for hvilke kategorier, hvor mange telefonsamtaler med hvor mange minutter osv.”, siger hun.

KPI, eller Key Performance Indicator, er et værktøj, der bruges til at måle, hvordan en virksomhed klarer sig i forhold til de opstillede mål. De bruges til at måle, hvordan det går virksomheden som helhed med at indfri sit mål, men bruges også til at måle på, hvordan den enkelte medarbejder bidrager til denne målopfyldelse. Det er dog langtfra den eneste måde, din arbejdsgiver kan holde øje med dig på.

“I takt med at vi bruger mere og mere it i vores arbejde, så er der også større muligheder for, at din arbejdsgiver kan følge med i din gøren og laden. Ikke kun i forhold til selve arbejdet, men også din aktivitet på LinkedIn, Facebook eller andre sociale tjenester, og mange virksomheder opfordrer deres medarbejdere til at brande deres arbejdspladser gennem de sociale virksomheder”, forklarer Vibeke Harms Andersen.

Hun forklarer, at tendensen er opadgående.

“Ligesom det er i samfundet generelt, så er det en stigende tendens. Der bliver mindre og mindre arbejde, hvor du ikke skal logge ind eller tjekke ind, så der kommer flere og flere data på den enkelte”, siger hun.

Erhvervspsykolog og forsker Malene Friis Andersen mener, at målstyring kan være problematisk. © Foto: Privat

Er målstyring fjenden?

Målstyring i virksomheder er en effektiv måde at ensrette medarbejdere til at arbejde imod et fælles mål på, fortæller Malene Friis Andersen, erhvervspsykolog og forsker, men det har også sine skyggesider.

“Målstyring sikrer, at man på alle niveauer i organisationen er enige om, hvad man skal, hvor man er på vej hen. Men vi har nok haft for meget fokus på de positive effekter og har glemt de negative”, siger hun og fortsætter:

“På teamniveau kan målstyring føre til en sporafhængighed, hvor man overfokuserer på de ting, der kan tælles og måles. Derved bliver alt det arbejde, der ikke kan tælles, som research, at række ud efter samarbejdspartnere osv., ikke talt med. Og man begynder at spørge sig selv, om man overhovedet skal bruge tid på det”, siger Malene Friis Andersen.

En af de helt store faldgruber ved ufleksibel målstyring er, at medarbejdere begynder at skjule, hvor meget tid de reelt lægger i deres arbejdsopgaver. De kan fx skjule, når de bruger tid på opgaver og aktiviteter, som de ikke specifikt måles på, men som er vigtige for, at de kan løse opgaverne til en kvalitet, som de kan stå inde for. Det har Malene Friis Andersen i sin forskning kaldt for skyggearbejde.

“En overfokusering på det målbare kan nemt føre til, at medarbejderne ikke har tilstrækkelig med tid og indflydelse til at løse opgaverne på måder, der giver mening for dem. Det kan i sidste ende føre til arbejdsbelastning og stress”, siger hun.

Klare rammer og mål på arbejdspladsen er vigtigt for trivslen. Problemet er, at målstyring ikke sjældent ender i overstyring, og det er der ikke nogen, der vinder på

Malene Friis Andersen, lektor

Men stress er ikke den eneste risikofaktor. KPI’er og målstyring kan nemt få konsekvenser for sammenhængskraften i afdelingerne.

“På individniveau kan man ende i en situation, hvor man gør kolleger til konkurrenter. Hvorfor skal man hjælpe sin kollega, når man har travlt med sit eget? Mange steder er der bonusser, der afhænger af dit output, og som arbejdsgiver kan man godt regne med, at de ansatte finder en måde at game systemet på, hvis det ikke giver mening”, siger hun.

Det er dog vigtigt for Malene Friis Andersen at sige, at målstyring i virksomheder ikke nødvendigvis er en dårlig ting. Det handler om at finde balancen og involvere medarbejderne i, hvad det giver mening at måle på:

“Klare rammer og mål på arbejdspladsen er vigtigt for trivslen. Problemet er, at målstyring ikke sjældent ender i overstyring, og det er der ikke nogen, der vinder på”, siger hun.

5 metoder til at overvåge akademiske medarbejdere

Det er ikke kun med KPI’er og målinger, at din chef kan holde øje med dig. I marts sidste år skrev DM Akademikerbladet om forskellige måder, din chef kan overvåge dig på. Her er 5 af dem.

Din e-mail

Du tror måske, at din arbejdsmail er privat, men så tager du fejl, ifølge en rundspørge blandt 279 medlemmer af Prosa. Blandt de medlemmer, der arbejder i en it-afdeling, oplevede 31 pct. i 2010, at chefen kiggede med.

Teramind holder øje med dig

Amerikanske Teramind hævder at servicere 2.000 virksomheder og monitorerer stort set alt:
Ansattes brug af websider, programmer, e-mails, overførsler, søgninger, instant messaging, tastaturanslag, screenshots osv. Dataene bruges bl.a. til at identificere mistænkelig aktivitet og måle medarbejderes effektivitet.

Sensorer afslører dig, når du pjækker

Nybyggede kontorbygninger bliver i dag ofte fyldt op med alskens sensorer, der er designet til at justere bl.a. lysniveau og temperatur, men ifølge Vibeke Harms Andersen kan de potentielt også bruges til at registrere menneskelig adfærd.

”Det kan bruges til at måle, om du sidder på din arbejdsplads, og kan sammenholdes med din check in-data for at se, hvor meget du reelt arbejder”, siger hun.

Ambit lytter med på dine møder

Ambit Analytics tilbyder virksomheder at gøre medarbejdere til bedre mødedeltagere ved at optage og analysere, ikke bare hvem der siger noget og hvor længe, men også sprog, fx om man stiller åbne eller lukkede spørgsmål og selv toneleje og følelser. 

ActivTrak sladrer, hvis du er på sociale medier

Løsninger, der overvåger ansattes aktiviteter på internettet, er talrige. En af disse, ActivTrak, sporer, hvilke hjemmesider ansatte besøger, og hvor meget tid ansatte bruger på uproduktive hjemmesider.

}