Dansk Magisterforening

Ligeløn kommer ikke af sig selv

© Foto: Jacob Nielsen

Camilla Gregersen, forperson for DM
Del artikel:

Sygeplejerskerne har stemt nej til OK21, og det har sat gang i debatten om ligeløn – en debat, jeg byder velkommen. Køn må ikke have betydning for, hvor meget man får i løn, og kvinder og mænd skal selvfølgelig have lige løn for lige arbejde.

Op til OK21 blev vi på tværs i fagbevægelsen enige om, at vi skulle sætte ligeløn på dagsordenen efter forhandlingerne, fordi vi ikke kan løse problemerne med kønsbetingede lønforskelle gennem overenskomstforhandlingerne. Det er nemlig langtfra kun sygeplejerskerne, der har et problem. Der mangler også ligeløn på det akademiske felt. Jeg håber derfor, at vi kan få løftet ligelønsdagsordenen bredt, hvor vi bl.a. også tør se på akademikernes ligelønsudfordring på både det private og det offentlige arbejdsmarked.

Blandt akademikere i kommuner og regioner er der ca. 70 procent kvinder – man kan sige, at der nærmest kun er kvindefag på hele det kommunale og regionale område. Så når nogen siger, at det vil gavne ligelønnen, hvis de offentligt ansatte akademikere får en mindre lønudvikling, taler de reelt om, at kvinder skal gå ned i løn. Det hjælper os ikke til mere ligeløn. For kvinder med en lang uddannelse i bagagen er ikke højtlønnede – i hvert fald ikke hvis de arbejder i den offentlige sektor.

Vi får ikke ligeløn af, at faggrupperne på det offentlige område kæmper internt. Det er så let at skyde på hinanden, men der er i stedet brug for sammenhold.

Camilla Gregersen

Akademikerne i den offentlige sektor tjener markant mindre i timen end deres privatansatte kolleger, som udgøres af 60 procent mænd. Faktisk har akademikerne de største lønforskelle mellem ansatte i den offentlige og private sektor og dermed mellem mænd og kvinder i sammenlignelige job.

Vi får ikke ligeløn af, at faggrupperne på det offentlige område kæmper internt. Det er så let at skyde på hinanden, men der er i stedet brug for sammenhold. Jeg bakker op om, at regeringen skal tage initiativ til en trepartsforhandling om ligeløn, hvor der først gennemføres solide, nutidige analyser af løndannelse og lønudvikling på hele arbejdsmarkedet. Her skal der kigges både på det offentlige og det private arbejdsmarked, og hvor der er ubalancer og ligelønsproblemer.

Politikerne skal ikke fastlægge lønningerne – det skal arbejdsmarkedets parter. Vi skal ikke hen til, at politikerne giver penge til de grupper, der lige nu er inde i varmen politisk. Men udfordringerne kan ikke løses alene ved overenskomstbordet, og derfor er der brug for, at vi tør se på alternative redskaber som en trepart. Kommer der ekstra midler til at løse nogle af ligelønsproblemerne på det offentlige område, er det selvfølgelig helt afgørende, at der ikke følger en økonomisk straf de kommende år, i form af at arbejdsgiverne vil kræve større mådehold i lønudviklingen for den offentlige sektor, fordi lønrammen er vokset.

Retter vi blikket mod det private arbejdsmarked, er der heller ikke her ligeløn internt blandt akademikere. Når vi renser for timetal, anciennitet, uddannelsens hovedområde, branche, region, og hvorvidt medlemmet har en ph.d. på privatområdet, er der ifølge DM’s seneste analyse stadig en “uforklarlig” lønforskel mellem kvinder og mænd på 5,1 procent på det akademiske felt. Derfor er ligestilling og ligeløn en af mine topprioriteringer. For alle fortjener en ordentlig løn uanset køn.

}