Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Debat

Vi forstår stadig ikke psykisk mistrivsel blandt unge

Nye tal fra ROCKWOOL Fonden fastslår, at andelen af unge mennesker mellem 18 og 24 år, der selv vurderer, at de har det dårligt mentalt, er steget med over 50 procent fra 2010 til 2017.

Disse tal overrasker dig sikkert ikke. Det er efterhånden velkendt, at de yngre generationer er plaget af psykisk mistrivsel. 12-talspiger, gamingafhængighed, social angst og forstyrrede kropsbilleder er ikke bare fast inventar i den kollektive bevidsthed – de er udvandede klichéer. Hvorfor gør vi ikke noget ved det?

Jeg blev cand.psych. her i sommer, og når jeg kigger tilbage på, hvad vi lærte, slår det mig, at jeg ikke ville kunne give et tilfredsstillende eller koncist svar, hvis nogen spurgte mig, hvorfor vi ser denne her samfundstendens. Det, vi har i psykologi i øjeblikket, er en masse “teoriøer”, hobevis af undersøgelser af forskellige “isolerede” fænomener, som vi kun tentativt tør putte ind i større sammenhænge.

Og der lader til at være den samme blanding af forståelse og forvirring uden for universiteterne. Vi har en intuitiv fornemmelse for, hvorfor karakterræset ikke er godt for de unges psykiske helbred, hvorfor gamingafhængighed bør tages alvorligt, og hvorfor sociale medier er en forbandelse i forklædning. Der mangler med andre ord ikke nogen bevidsthed om, hvad problemerne er. Vi “fornemmer”, at alt det her er problematisk. Men ligesom det gælder for alle andre slags “fornemmelser”, så er det langtfra det samme som at have en krystalklar ide om, hvad det rigtige er at gøre herfra. Tallene fra ROCKWOOL Fonden viser, at mange af vores fornemmelser i øvrigt også er upræcise.

Det er efterhånden velkendt, at de yngre generationer er plaget af psykisk mistrivsel. 12-talspiger, gamingafhængighed, social angst og forstyrrede kropsbilleder er ikke bare fast inventar i den kollektive bevidsthed – de er udvandede klichéer. Hvorfor gør vi ikke noget ved det?

Markus Hechmann Jacobsen

Det kan fx være, du har en ide om, at det især er teenagepiger, 12-talspiger, der oplever psykisk mistrivsel. Selvom antallet af unge kvinder, der oplever psykisk mistrivsel, stadig overstiger antallet af unge mænd, er stigningen i antallet faktisk højere blandt mænd i perioden 2013 til 2017.

Vi har indtil nu for det meste forsøgt at løse det her problem med oplysningskampagner og andre “aftabuiserende” tiltag, hvor tanken bag er, at problemet skyldes en manglende gensidig forståelse os mennesker imellem for, hvor lidt selvforskyldt en psykisk sygdom kan være. Men kan vi stadig sige, at det er problemet? Og er det ikke begrænset, hvor virkningsfuldt det er at være “bevidst” om vigtigheden af et godt mentalt helbred, hvis vores institutioner ikke er bygget til at varetage netop det gode mentale helbred?

I hvilket omfang har vi formået at omsætte aftabuiseringen af psykisk sygdom til reelle strukturelle ændringer i vores samfund, der gør det lettere for dem, der oplever psykiske vanskeligheder? 12-talspigen har måske større indsigt i sine egne problemer, end hun havde for 10 år siden, og føler i højere grad, at samfundet anerkender de problemer, hun oplever at have. Men er hun mindre ulykkelig af den grund? Hvilke redskaber har vi givet hende? Hvordan er det konkret blevet lettere at være 12-talspige?

Emneord:
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Tilmelding af digitalt blad