Dansk Magisterforening

Månedens gang på #SoMe

Lasse Højsgaard
Del artikel:

DM Akademikerbladet har været på internettet og bringer her højdepunkter fra marts’ små og store retoriske kampe på de sociale medier.

Løstansat = systemfejl

© Foto: Screendump

Det har taget skatteforvaltningen mange år at forstå, at der findes mennesker, der hverken er selvstændige eller fastansatte, og stavekontrollen har åbenbart de samme udfordringer. Forfatteren Olga Ravn kan dog trøste sig med, at hun som nylig vinder af Politikens Litteraturpris ikke er spor til grin i den litterære verden.

Rip, Rap og Kruchik

© Foto: Reddit

Konstellationen af landkort og trivialinfo er altid kilde til behageligt tidsfordriv. Her gør en venlig Reddit-bruger os klogere på Europas kultur- og sprogstrukturer med kortet, der viser, hvilke navne der bruges for Anders Ands nevøer, Rip, Rap og Rup. Blandt mange interessante observationer kan nævnes, hvordan catalonierne fastholder deres regionale variant af navnene, og hvordan Island hædrer vort gamle rigsfællesskab og loyalt bruger de danske navne – dog krydret med et ekstra islandsk ”p”.

En post til kammerat Jensen

“Så var det alligevel ikke helt forgæves, at Kristian Jensen gik rundt med den der verdensmålsnål ...”, tweetede konservative Nikolaj Bøgh, da regeringen udpegede den tidligere V-næstformand til jobbet som lobbyist, der skal skaffe Danmark plads i FN’s sikkerhedsråd i 2025. Mens hans tidligere rival Lars Løkke skyndte sig at udstøde et “KÆMPE tillykke”, var der mere skepsis fra embedsværket selv og forskere, der noterede, at politisk udpegede embedsmænd er en uskik, vi hidtil har været forskånet for. “En historisk studehandel, så skiftende regeringer nu kan bruge stillinger i Udenrigsministeriet til at håndtere oppositionen eller belønne egne politikere”, tweetede KU-professor Rebecca Adler-Nissen. Hos politisk kommentator Lars Trier Mogensen var sarkasmen over for den symbolske plads i sikkerhedsrådet til at tage og føle på: “Tænk bare på, hvordan Estland og østaten Saint Vincent og Grenadinerne lige nu vælter verden. Wow, tænk, hvis Danmark får lige så stor indflydelse”.

… og en til kammerat Senderovitz

Apropos nye job og vennetjenester, så var det lidt af en antydning, Enhedslistens Rosa Lund fik skudt af sted, da Lægemiddelstyrelsens direktør, Thomas Senderovitz, stoppede på grund af nyt job i Novo Nordisk: “Det er udtryk for en vanvittig svingdørskultur, når topembedsmænd kan gå direkte over i et job inden for samme fagområde. Det er meget nemt at mistænke Senderovitz for at være blevet belønnet for ikke at presse på for en off vaccineproduktion”. Det tweet fik hun lov til at høre for. “Alligevel ret bekymrende, at @RosaLundEl ikke aner, hvad en af Danmarks største virksomheder laver. Det er ikke vacciner, kan jeg oplyse”, svarede fx Katrina Feilberg, sundhedspolitisk chef i DA. “Men Enhedslistens folk må til gengæld godt hoppe til Red Barnet og Danmarks Naturfredningsforening osv.”, tilføjede journalist Mogens Havnsøe. Men Rosa Lund gav sig ikke: “Jeg konkluderer ikke noget. Jeg påpeger et problem”.

Snitterne revet væk

11. marts kunne vi markere 1-års dagen for den første store coronanedlukning i Danmark. Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000, gjorde det med et tilbagekig til den store hamstringsaften, der blandt andet afslørede, at kanelgifler og hindbærsnitter udgør en central del af danskernes personlige kriseberedskab.

Dekan kvik på undskyld-tasten

Krisekommunikationens vigtigste ord er ’undskyld’, og det har samfundsdekan på SDU Jens Ringsmose fået læst op på. I en annonce for en MBA-uddannelse fik SDU blandt andet citeret en studieleder for uddannelsen for at sige: ”Både økonomisk og kulturelt er det ikke optimalt at ansætte en kvinde, hvis man udelukkende ser det i forhold til Metoo problematikkerne”. Gennem KU-lektor Sune Auken fik den bommert hurtigt en del Twitter-opmærksomhed, og derfra kunne det kun gå for langsomt: ”Nogle gange skal man bare lægge sig fuldstændigt fladt ned. UNDSKYLD, UNDSKYLD, UNDSKYLD. Længere er den ikke”, tweetede Jens Ringsmose, og SDU lovede at ”give de interne processer på @SAMF_SDU et alvorligt kvalitetstjek”.

}