Dansk Magisterforening

Lær af de bedste: Sådan tackler forskerne pressen

© Foto: Rasmus Kongsgaard

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Historiker Niels Bjerre-Poulsen siger sjældent nej til journalister og bruger Twitter aktivt til at give sine perspektiver på amerikansk politik. Epidemiolog Lone Simonsen er kun til stede på de sociale medier via sit nye pandemiforskningscenter PandemiX og oplever, at de bedste formidlingsresultater kommer, når hun tænker på journalisten som en samarbejdspartner.

Niels Bjerre-Poulsens 5 råd til pressehåndtering

Sig det vigtigste først
Det duer ikke, at du liner alle forskerens forbehold og præmisser op til en start. Så er tiden gået, før du når til pointen.

Hjælp journalisten til at stille de rigtige spørgsmål

Nogle gange bliver interviewet bedre, hvis du også som ekspert hjælper med at klæde journalisten på til interviewet. Gennemgå eventuelt spørgsmålene med journalisten på forhånd.

Vær kampklar på de sociale medier

Hvis man ikke orker ordkrige og hårde diskussioner på Twitter og især Facebook, så er det bedre at holde sig væk.

Stå til rådighed, eller henvis til andre

Der er plads til mange kommentatorer af amerikansk politik, og det er godt for anerkendelsen af både uddannelsen og universitetet, at flere forskere bliver brugt som ekspertkilder.

Omfavn din rolle som ekspertkilde

Pas på med skråsikre udtalelser på baggrund af for eksempel meningsmålinger og prognoser, og vær omhyggelig med at pointere, hvornår der er empirisk belæg for dine udtalelser. Glem ikke forskerrollen, men nyd interessen for dit fag.

© Foto: Rasmus Kongsgaard

Lone Simonsens 5 råd til pressehåndtering

Stå til rådighed – men aftal spilleregler

Send mig en sms, og jeg ringer tilbage. Men det er uholdbart at være tilgængelig døgnet rundt 7 dage om ugen. Indgå aftaler med journalister, og sluk i øvrigt mobilen, når du holder fri.

Vær proaktiv

Hvis du har noget på hjerte, som du mener må kommunikeres ud, så brug dine forbindelser til journalister, du arbejder godt sammen med. Så kan du for eksempel foreslå emner, som de ikke var opmærksomme på, eller belyse en historie fra en ny vinkel.

Bring andre kolleger i spil

Hold dig til emner, der ligger inden for din ekspertise. Og send stafetten videre til andre kolleger, hvis du ikke selv er den rette til at svare på spørgsmål. Jeg sender dagligt journalister videre til den rette ekspert eller prøver at få oversete vigtige stemmer på banen.

Opfat journalisten som en samarbejdspartner

Når opgaven er at kaste lys på og øge forståelsen af for eksempel en pandemi, så har forskeren en fælles agenda med journalisten. Jeg lærer tit noget af journalister, jeg taler med. De er super gode til detektivarbejde i nye artikler og data for eksempel.

Gå til opgaven med taknemmelighed

Det er så tids- og energikrævende at være en ofte benyttet ekspertkilde, at man skal brænde for opgaven eller holde sig væk. Jeg har arbejdet med pandemier i hele mit arbejdsliv, og jeg er bare glad for, at det kan bruges til noget i Danmark.

}