Dansk Magisterforening

Hjemmearbejdet går ud over privatlivet

© Foto: Privat

Af Magnus Vesth Skjødt
Del artikel:

38 procent af de højtuddannede oplever, at arbejdet går ud over deres privatliv. Det viser den seneste medlemstilfredshedsundersøgelse fra DM.

Hjemmearbejdet udfordrer mange af DM’s medlemmer. I den seneste medlemstilfredshedsundersøgelse har 5.150 højtuddannede svaret på, om de oplever, at arbejdet tager så meget energi, at det går ud over deres privatliv. 38 procent svarede, at de er helt enige eller overvejende enige i det udsagn. Det er en stigning fra sidste års undersøgelse, hvor 32 procent svarede det samme.

Et af de medlemmer, der har følt sig udfordret af hjemmearbejdet, er Simon Kristensen, lektor i matematik på Aarhus Universitet.

“Den helt store udfordring er, at det hele foregår det samme sted. Det er det samme arbejde, jeg udfører, bare midt i børnerod og tøjvask. Når jeg har fri, så står arbejdet og kalder, og ligeledes når jeg arbejder, så kalder hverdagspligterne”, siger han.

Tilbage i september fortalte Simon Kristensen til DM Akademikerbladet, at hjemsendelsen havde resulteret i angst, så han måtte søge læge. Det lysnede dog, og for en kort stund kunne han igen undervise fysisk på universitetet. Men så kom anden bølge.

“Jeg mangler kontakten med mine medmennesker. Som universitetsforsker er jeg vant til at sidde alene med opgaverne det meste af tiden, men det er alt det udenom, jeg savner. Det er ikke det samme, når man kun ser sine kolleger og studerende fra brystkassen og op på en computerskærm”, siger Simon Kristensen.

Forsker i arbejdsmiljø: Vi mangler kontakten

Peter Hasle forsker i arbejdsmiljø ved Syddansk Universitet. Han forklarer, at manglen på kontakt med kolleger er en vigtig årsag til, at vi er pressede af hjemmearbejdet.

“Man får energi af at samarbejde med andre. I samarbejdet med andre får man bekræftelse og en følelse af, at man bidrager med noget. Under hjemmearbejdet får man ikke anerkendelse på samme måde, som man ville gøre over en frokost med sine kolleger. Når vi er uden det i længere tid, så bliver det vanskeligt for mange”.

Det er ikke kun manglen på kontakten med kollegerne, der gør hjemmearbejdet svært. Det er i høj grad, fordi det kan være svært at vurdere sit arbejde, når man sidder alene.

“Man skal selv holde sig motiveret og orienteret om, hvad man skal. Den løbende kontakt, man bruger til at vurdere kvaliteten af sin opgaveløsning, den har man ikke. Især for vidensarbejdere, hvor opgaver sjældent er rutineprægede, er det vanskeligt selv at kvalitetsbestemme, og man trækker derfor på ledere og kolleger”, fortæller han.

Det er dog ikke helt håbløst. Selvom Zoom-møderne har fået kritik, så er det et stærkt værktøj til at undgå ensomhed.

“Den uformelle samtale er vigtig. Man kan arbejde med, at man snakker mere sammen digitalt. Ring eller skype fx i stedet for e-mails. Man kan gøre nogle ting for at få bedre kontakt og få en følelse af, at man indgår i et fællesskab”, siger Peter Hasle.

Jeg mangler kontakten med mine medmennesker. Som universitetsforsker er jeg vant til at sidde alene med opgaverne det meste af tiden, men det er alt det udenom, jeg savner. Det er ikke det samme, når man kun ser sine kolleger og studerende fra brystkassen og op på en computerskærm

Simon Kristensen

Det grænseløse arbejde

Tilbage i Aarhus er Simon Kristensen langsomt ved at blive mere optimistisk. Han tror, at vaccineindsatsen snart vil kunne mærkes i hverdagen. Efterhånden som angsten og uvisheden slap taget, og hjemmearbejdet blev hverdag, så kunne han godt se det praktiske i nogle dage på hjemmekontoret. Der er dog én ting, som han ikke vil tage med videre.

“Arbejdet er i stor grad blevet grænseløst. Det har altid været lidt sammenflydende i min branche, men når jeg forlod mit kontor, så havde jeg fri, og alt, jeg lavede derhjemme, var rent interessearbejde. Nu foregår alt hjemme, og det giver en uskøn sammenblanding, som er hård rent mentalt”, siger han.

Hjælp til karrieren

DM tilbyder personlig og professionel sparring om karriere, arbejdsliv og kompetenceudvikling. Se mere på dm.dk. 

Diskussionen om det grænseløse arbejde har stået på i mange år, men er spidset til pga. coronakrisen, hvor det har været endnu sværere at styre, når vi arbejder hjemmefra, fortæller Peter Hasle.

“Normalt starter dagen, når man møder ind, og slutter, når man går, men når arbejdet foregår i hjemmet, så bliver de grænser udvisket”, siger Peter Hasle.

Med vaccine og yderligere genåbning i sigte er angsten ved at slippe Simon Kristensen. Han glæder sig til at komme tilbage og undervise i fysik.

“Min datter vågnede op i dag og sagde, at hun havde ondt i halsen. Sammenlignet med sidste år, hvor man havde panikket, så var det helt anderledes nu. Her et år efter har vi meget bedre styr på det, og jeg tør se fremad”.

}