Vi kan kun arbejde, til vi er 69, hvis vi får bugt med stressen

Kina-ekspert og seniorforsker Cecilia Milwertz drog et lettelsens suk, da hun for halvandet år siden kunne rydde sit skrivebord på sit kontor på Københavns Universitet.

På det tidspunkt var Cecilia Milwertz 64 år og havde i årtier været pioner inden for sit forskningsfelt. Til afskedsreceptionen på NIAS, Nordisk Institut for Asienstudier, blev hun hyldet for at have stået i spidsen for en række banebrydende konferencer med fokus på køn og Kina. Og der blev skålet for hendes mangeårige arbejde som brobygger mellem forskere fra Kina og Norden.
Set udefra lignede den adrætte kvinde en, der kunne fortsætte på arbejdsmarkedet mange år endnu. Men Cecilia Milwertz følte sig udmattet. De sidste år på instituttet havde tæret hende for mentale kræfter.

“Det var en ubeskrivelig lettelse, da jeg endelig kunne gå på efterløn. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort, hvis jeg havde været tvunget til at vente fem år mere”, siger Cecilia Milwertz.

På vej mod ny rekord

Danmark har allerede i dag et af de længste arbejdsliv i Europa.

Men vi er på vej mod en ny rekord.

Et lovforslag om at hæve pensionsalderen er netop blevet vedtaget i Folketinget. Det betyder, at pensionsalderen fra 2035 bliver hævet til 69 år. Det er tre år mere end de nuværende 66 år.

Lovforslaget kommer i forlængelse af den velfærdsreform, som et flertal i Folketinget vedtog i 2006. Her besluttede man, at pensionsalderen skal følge med stigningen i danskernes levetid.

Men selvom danskerne generelt lever længere, risikerer vi, at mange vil opleve en psykisk og kognitiv nedslidning, inden de når pensionsalderen, lyder det fra flere eksperter.

“Jeg møder mange akademikere, der er udbrændte, selvom de stadig har mange år tilbage, inden de kan gå på pension. Enten vil de ikke kunne holde til at arbejde så længe, som der er lagt op til. Eller også vil vi se flere, der griber til andre overlevelsesmekanismer”, siger antropolog Susanne Ekman, der er lektor ved Center for Arbejdslivsforskning ved Roskilde Universitet.

Hun peger på, at der allerede nu er mange, der betaler regningen selv ved at gå ned i arbejdstid og lave deres arbejde i fritiden.

“Det ser vi for eksempel hos mange universitetsansatte, der føler sig nødsaget til at forske i fritiden for at kunne klare arbejdspresset. Og den yderste konsekvens er jo, at folk melder sig helt ud af hamsterhjulet og vælger at stykke deres egne kludetæppeordninger sammen for at undgå at blive fuldstændig drænet mentalt af et fuldtidsarbejde”, siger Susanne Ekman.

Svært ved at huske

Inden Cecilia Milwertz nåede pensionsalderen, havde hendes arbejdsplads i en lang periode været igennem nedskæringer.

“Jeg følte mig konstant under pres. Jeg skulle spørge om lov til alt og oplevede, at dørene hele tiden blev lukket for mig. Samtidig var der ingen faglig sparring på instituttet, hvor jeg sad meget alene. Det sled på mig”, siger Cecilia Milwertz.

For Cecilia Milwertz havde situationen store konsekvenser: Hendes hjerne, som gennem hele hendes arbejdsliv havde været i stand til at analysere og udrede problemstillinger, ville ikke længere makke ret.

“Det var noget, der havde ophobet sig over lang tid. Pludselig kunne jeg ikke huske noget så simpelt som koden til mit nøglekort, og jeg havde svært ved at koncentrere mig om at læse en enkelt side i en bog. Det føltes, som om min hjerne var tom. Jeg kunne ikke længere tænke kreativt og mistede ganske enkelt min evne til at forske”, fortæller Cecilia Milwertz.

Hun blev sygemeldt med stress, men havde travlt med at komme tilbage på arbejdet igen, da hun var bange for at miste sit job.

“Hvis jeg havde været yngre, ville jeg have søgt væk fra instituttet. Men i forvejen er der meget få stillinger til sinologer, og som 64-årig står man ikke med de bedste kort på hånden”, siger Cecilia Milwertz.

Masser af hjernepotentiale

Hjerneforsker Ellen Garde har studeret hundredvis af MR-scanninger af hjernen, og ifølge hende afhænger vores hjernes ydeevne ikke af årstallet på vores fødselsattest. Det afhænger i langt højere grad af vores mentale og fysiske sundhed.

“Vi har masser af hjernepotentiale. Også langt hen i livet efter de 80 år”, siger Ellen Garde, der er læge og forsker ved Institut for Folkesundhedsvidenskab og Center for Sund Aldring på Københavns Universitet.

Ellen Garde peger på, at man generelt kan se, at der sker nogle forandringer i hjernen, når vi bliver ældre. Men samtidig viser forskningen, at der er enorme variationer inden for den samme aldersgruppe.

“En 70-årigs hjerne kan være lige så skarp som en 40-årigs hjerne. Og omvendt kan en 40-årig være lige så mentalt nedslidt som en 70-årig. Derfor giver det mere mening at se på den biologiske alder frem for den kronologiske alder, som er den alder, der fremgår af vores fødselsattest”, siger Ellen Garde.

Vigtigt for akademikere

Hjernens biologiske alder bliver udregnet på baggrund af hjernens strukturelle og mentale tilstand. Der er mange faktorer, der er med til at præge hjernen. Blandt andet er stress en af de faktorer, der kan være med til at begrænse vores kognitive ydeevne, som det skete for Cecilia Milwertz:

“Det er jo hjernen, der først siger fra, når vi er stressede. Det kan vise sig ved, at man har svært ved at huske og holde opmærksomheden, når man for eksempel læser eller taler med andre mennesker, hvilket jo er vigtige egenskaber for akademikere”, siger Ellen Garde.

“Ofte er vi så pressede, at vi ignorerer hjernens advarselssignaler og først registrerer, at noget er galt, når kroppen begynder at sige fra. Derfor bliver vores hjerne udsat for en hård belastning over en længere periode, og det kan gøre os mentalt drænet med mindre tillid til, at vi kan imødekomme kravene til at præstere”.

Men stress er kun én brik i det store puslespil, der påvirker hjernen gennem livet. Det samme gør også en lang række andre faktorer som uddannelse, fysisk aktivitet, kost, sociale relationer og hvile.

“Man kan gøre meget selv for at forebygge mental nedslidning, men meget af det handler også om det miljø, vi arbejder i, og som det enkelte individ ikke har magt over”, siger Ellen Garde.
Derfor giver pensionsalder afhængigt af den kronologiske alder heller ikke mening.

“I stedet burde vi se mere nuanceret på pensionsalder og tage højde for den enkeltes fysiske og mentale potentiale. Det burde være sådan, at de, der føler sig mentalt nedslidte, skal have lov til at gå fra, mens de, der stadig føler sig mentalt friske, har mulighed for at fortsætte”, siger hun.

Søgte job i Irma

Cecilia Milwertz bed tænderne sammen og holdt ud de sidste par år, inden hun kunne gå på pension, selvom hun stadig havde svært ved at koncentrere sig og følte sig mentalt udkørt.

“Jeg turde ikke løbe risikoen for at blive fyret. Økonomisk ville det have været en katastrofe for mig. Jeg var heldig at være fastansat i modsætning til mange af mine kollegaer, men frygten for at blive fyret sad i mig hele tiden og fyldte meget”, siger Cecilia Milwertz.

Hun forsøgte flere gange at tale med sin ledelse om muligheden for at arbejde hjemme nogle dage om ugen. Men også det blev afvist. Cecilia Milwertz begyndte derfor at overveje, om hun i stedet kunne få et job som kasseassistent:

“En dag, hvor jeg var ude at købe julegaver, så jeg en dame, der stod og pakkede gaver ind i Illum. Jeg tænkte, at det måske var en mulighed for mig. Men hverken i Illum eller i min lokale Irma, hvor jeg også søgte job, var de interesserede i at ansætte nogen på min alder”, fortæller Cecilia Milwertz.

For Cecilia Milwertz blev redningen, at hun kunne gå tidligt på pension som 64-årig.

“Jeg kunne ikke have fortsat med at arbejde i fem år mere uden at være blevet alvorligt syg. Det ville have knækket mig. Og det ville have kostet både samfundet og sundhedsvæsenet mange penge. Samfundsøkonomisk set ville det i mit tilfælde have været en dårlig forretning med en forhøjet pensionsalder”, siger Cecilia Milwertz.

Vigtigt med pauser

Hjerneforsker Ellen Gardes egen forskning viser, at der er meget, vi selv kan gøre for at styrke hjernen. Men arbejdspladserne er også nødt til at tage et ansvar, hvis vi skal arbejde, til vi bliver 69.

“Det, der er vigtigt, er, at forbindelsen mellem hjernens neuroner bliver stimuleret. Man taler om hjernens mentale reserve, og der har akademikere en fordel. Vores mentale reserve afhænger nemlig af, hvor meget vi har brugt hjernen i vores liv. Og her tæller uddannelse højt”, siger Ellen Garde.

“Hvis vi skal holde hjernen skarp, kræver det dog, at vi udfordrer den hele livet, får pulsen op og nyder samvær med andre mennesker både på arbejdet og i fritiden”, siger hun.
Samtidig viser mange undersøgelser, at vi er bedre til at løse opgaver, når vi sørger for at holde pauser og hvile os.

“Det er ekstremt vigtigt, at vi sørger for at give hjernen tid til eftertanke. For hjernen har brug for at rydde op. Det kan være 10-15 minutters fred uden mobil og computer. Eller et hvil væk fra arbejdspladsen i et roligt hjørne, hvor man kan lukke øjnene et øjeblik, eller udenfor, hvor man kan stå op ad et træ og stirre på himlen. Det afgørende er, at hjernen får fred, så den kan starte sortering af informationer. Det gælder ikke bare 50-årige, men alle mennesker”, siger Ellen Garde.

For mange er det dog nemmere sagt end gjort at tage de nødvendige pauser. Ikke mindst for seniorerne på en arbejdsplads:

“Seniorerne kæmper i forvejen med, at mange betragter alder som en begrænsning, der gør, at man ikke kan følge med længere. På de fleste arbejdspladser er der krav om nye færdigheder og hurtigt omstilling, når ny teknik og arbejdsstruktur introduceres. Der er sjældent plads til en pause”, siger Ellen Garde.

Hun mener, at arbejdspladserne har et stort ansvar for at sikre, at der er en kultur, hvor det er accepteret, at man som medarbejder tager små pauser i løbet af dagen.

“Øget opmærksomhed og kreativitet motiverer jo de ansatte, men det gavner i høj grad også virksomhederne. Både fordi medarbejderne yder bedre, når de får deres pauser, og fordi de undgår at blive mentalt nedslidte, inden de skal på pension. Med meget få undtagelser er der desværre alt for lidt fokus på vores mentale potentiale”, siger Ellen Garde.

Flere vil blive mentalt nedslidte

Susanne Ekman fra Center for Arbejdslivsforskning ved Roskilde Universitet er enig med Ellen Garde. Hun mener, det kræver et helt andet arbejdsmiljø, end vi har i dag, hvis akademikere i den offentlige og private sektor skal holde til at være længere tid på arbejdsmarkedet.

“Lige nu er systemet bygget på, at man som medarbejder både skal kunne blæse og have mel i munden. Det kan man klare i nogle år, men man risikerer, at mange bliver mentalt nedslidte, inden de når pensionsalderen”, siger Susanne Ekman.

Derfor nytter det heller ikke at hæve pensionsalderen uden samtidig at gøre systemet mere bæredygtigt.

Susanne Ekman peger på, at mange ældre medarbejdere er formet af en anden type arbejdsplads end den, der er gældende i dag, og at de har været vant til en anden måde at bestride det akademiske arbejdsliv på.

“Idealprofilen har ændret sig. Hvor idealprofilen tidligere var en grundig og en stærk fagligt specialiseret medarbejder, er idealprofilen i dag en medarbejder, der er god til at håndtere forandringer”, siger hun.

Øget arbejdsintensivering

Samtidig er arbejdsintensiveringen øget i forhold til for 30 år siden.

“Folk skal lave mere på kortere tid, samtidig med at der bliver målt meget mere på den enkeltes resultater. Og så er der en ekstremt høj reformfrekvens, der gør, at de organisatoriske rammer hele tiden ændrer sig. Det slider især på de ældre medarbejdere”, siger Susanne Ekman.

Hun kan godt forstå, hvorfor man vil hæve pensionsalderen, men hun frygter, at konsekvensen er, at vi i de kommende år vil opleve markant flere, der melder sig ud af arbejdsmarkedet, hvis ikke arbejdsmiljøet bliver ændret.

Mange vil med andre ord ikke kunne holde til at arbejde så længe, som der er lagt op til. Og det vil have menneskelige omkostninger:

“Jeg tror, flere og flere medarbejdere vil bryde mentalt sammen. Men så vil der også stille og roligt komme nogle generationer, der er opflasket med det arbejdsmarked, vi har i dag, og som derfor magter det på en anden måde. Spørgsmålet er, om vi gerne vil have medarbejdere, der lader, som om de både kan blæse og have mel i munden”, siger Susanne Ekman.

Mange forventninger til ældre

Hjemme hos Cecilia Milwertz har kasserne med bøger og forskningsrapporter stået urørt oppe på loftet, siden hun tømte sit kontor og gik på pension.

Hendes hukommelse og evnen til at koncentrere sig er vendt tilbage. Men det er først nu, halvandet år efter, at hun kan holde ud at læse på en skærm:

“I dag har jeg læst avisen på min iPad. Det har jeg ikke kunnet før. Og min egen tolkning af det er, at skærme har været lig med udmattelse og ubehag”, siger Cecilia Milwertz.

Når hun ser tilbage på sit arbejdsliv, har det været privilegeret. Men den sidste tid kunne hun godt have undværet. Både på grund af det dårlige arbejdsmiljø, og fordi det var svært at forene et fuldtidsarbejde med de forventninger, der var til hende, når hun ikke var på arbejde.

“Jeg tror, mange undervurderer det kæmpe omsorgsarbejde, min generation laver, som gør det muligt for vores børns generation at få deres arbejds- og familieliv til at hænge sammen. Der er masser af omsorgsarbejde, som velfærdsstaten ikke dækker. Selv er jeg omsorgsperson for en demenssyg 90-årig mor, en kræftsyg livsledsager, børn og børnebørn”.

Derfor er Cecilia Milwertz også skeptisk i forhold til at hæve pensionsalderen yderligere.

“Jeg synes ikke nødvendigvis, at velfærdsstaten skal dække mere, men det skal absolut anerkendes, at der er meget omsorgsarbejde ud over det, velfærdsstaten tager sig af, og at det ofte er den ældre generation, der varetager det arbejde. Det mener jeg er vigtigt at tage med, når man taler om at hæve pensionsalderen”.