Dansk Magisterforening

Månedens gang på #SoMe

Lasse Højsgaard
Del artikel:

DM Akademikerbladet har været på internettet og bringer her højdepunkter fra nytårets små og store retoriske kampe på de sociale medier.

Selv tak, men det koster

Statsminister Mette Frederiksen (S) har holdt så mange pressemøder med løftede fingre og bekymrede øjenbryn, at hun klogelig valgte en mere glad og optimistisk tone i sin nytårstale. Her valgte hun med pleonastisk omhu at takke både forskningen og videnskaben. Det blev naturligvis modtaget med glæde blandt både videnskabsfolk og forskere: “”Længe leve forskningen”. “Længe leve videnskaben”. Tror da lige, Mette overgik Margrethe. Håber, hun sender penge med”, noterede RUC-professor Kristine Niss.


Nytårstale – nu med F-ordet

Selv om mange valgte at lade de første champagnepropper springe til dronning Margrethes nytårstale, var det rapdronningen Tessas nytårstale på DR2 Deadline, der efterfølgende løb med likes og visninger på de sociale medier. Tessa, der “rapper om at kneppe, hvem jeg har lyst til”, talte om sexisme og gav sin version af øget ligestilling – “du er kun i centrum, når jeg sætter mig på din mund”.

Alle jublede undtagen dem, der følte sig stødt på manchetterne af den noget uhøviske tale. “De fleste af de folk, der lige nu slår ring om hende, er jo øvre middelklasse, uni-typer, der undgår Tessaer i virkeligheden, men synes, det er pirrende at se vildskaben”, tweetede Christian Egander Skov, forsker og redaktør ved det intellektuelle, konservative tidsskrift Critique.

Tilbage til skolen i kæret

Centralisering er noget skidt, var et af budskaberne i statsministerens nytårstale, og regeringen vil i det nye år etablere flere muligheder for, at unge kan uddanne sig lokalt – “tæt på hvor de bor og kommer fra”. Men er det de unges ønske? spurgte Rune Heiberg Hansen fra analysefirmaet Damvad. “Sidst vi talte uddannelse i hele landet, fik vi politisk fastlagte uddannelsesstationer. Ikke en sællert hos de unge, der mange steder så ud til at foretrække større uddannelsessteder”, tweetede han efter nytårstalen. “Man kan spørge, hvem der er målgruppen: Unge – eller ældre, der er nostalgiske efter deres ungdom i 1970’erne?” responderede Jacob Christensen, der er underviser ved socialrådgiveruddannelsen i Odense.

Politikere slår op på Facebook

Sociale medier har i stigende grad overtaget rollen som opslagstavle for politiske brud. Det så man to eksempler på ved nytårstid. Først da Inger Støjberg valgte Facebook til at erklære sig “helt uenig” med sin formand, Jakob Ellemann-Jensen, og dagen efter afslørede, at hun havde trukket sig som Venstres næstformand, fordi det var “magtpåliggende” for Ellemann-Jensen. Og et par dage efter meddelte Lars Løkke Rasmussen på sin FB-profil, at han trækker sig fra partiet. “De seneste dage har gjort mig sikker i min sag. Jeg troede ellers, det var en engangsforeteelse, at medlemsdemokratiet i Venstre blev kortsluttet af partiets forretningsudvalg”. Dagen efter kom det drilsk fra Pelle Dragsted: “Teori: En mulig positiv virkning ved Enhedslistens rotationsregel er, at man når at få en afkøling, inden egoet bliver alt for stort. Det kan muligvis medvirke til at forhindre nogle af de ting, vi for tiden ser i andre partier?”


Tyvetyve i tis

Nytårets mange SoMe-opslag har naturligvis kredset om 2020 som et gennemgående rædsomt år, først og fremmest på grund af coronakrisen. Et af de mere kulørte kom fra forfatteren Julie Top-Nørgaard, der opdagede en større symbolik i bordbombekonfettien: “En eller anden har siddet på bordbombefabrikkken og sagt: Hvis vi skal skrive et visdomsord, der passer til det år, der lige er gået, hvordan skal det så lyde?”

}