Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Ansvarshavende redaktør for  DM Akademikerbladet Jakob Elkjær
Foto: Jacob Nielsen

“Hvorfor spiser de ikke bare kage?”

Finansministeriet har udarbejdet en både ufrivilligt komisk og vigtig redegørelse på 275 sider om ulighed.

Rapporten er vigtig, fordi den faktuelt afliver enhver tvivl om, at Danmark er blevet skævere.

Embedsmændene skriver, at uanset hvilken metode de bruger til at måle uligheden, så er den steget – fx er den såkaldte Gini-koefficient steget fra 20 procent i 1994 til godt 28 procent i 2018.

Alt i alt er de 275 sider en guldgrube af fakta om indkomster, formuer og ulighed i fx sundhed.

Vi får fx at vide, at de 1 procent rigeste ejer det samme som de to tredjedele mindst formuende. Og at de 10 procent rigeste ejer halvdelen af al formue i Danmark.

Og at de fattigste lever kortere. Af de fattigste 10 procent dør 10 procent tidligt. Af de rigeste 10 procent dør kun 2 procent tidligt. I 2000 var det 6,5 procent af de 10 procent fattigste, som døde tidligt, hvor det i dag er 10 procent.

Det går først galt, når ministeriet skal udlægge, forklare og fortolke tallene. Først får vi en skønsang om, at hvis vi sammenligner med andre, så går det rigtig godt. Ja, det vidste vi godt.

Først herefter bliver rapporten ufrivilligt komisk. Det store slagnummer handler nemlig om, at indkomstforskelle ikke skyldes ulige muligheder, men mere den enkeltes flid og valg af livsstil.

Midt i en periode, hvor alt fra Verdensbanken til FN går i rette med stigende ulighed, fordi det skaber mindre stabilitet, mindre tillid og mindre velstand, fremlægger Finansministeriet en beregning, som viser, at størstedelen af den økonomiske ulighed er ret og rimelig.

“De seneste årtiers økonomiske forskning i ulighed har givet fornyet indsigt. En afgørende pointe er vigtigheden af at skelne mellem omstændigheder uden for individets kontrol og individuelle valg og indsatser”.

Den stigende ulighed er jo i høj grad resultatet af politiske reformer designet i netop Finansministeriet. At bede netop dette ministerium om at udarbejde en ulighedsredegørelse, er derfor som at bede ræven udarbejde en rapport om, hvem der har spist gæssene.

Jakob Elkjær

Ministeriet når frem til følgende: “Hvis der tages udgangspunkt i de omstændigheder, som der findes oplysninger for tilbage i tid, kan det med nogen usikkerhed skønnes, at 8 procent af indkomstforskellene kan henføres til ulighed i muligheder”.

Prøv at tænke tanken til ende: Når jeg og andre højtlønnede skræver over den hjemløse på gaden, så kan vi betrygge os selv med, at vores gode liv for 92 procents vedkommende skyldes vores egen indsats, mens den hjemløse blot kunne have udnyttet sine muligheder, der jo ikke for alvor adskiller sig fra vores andres muligheder. Taberne kan takke sig selv.

Ministeriet tager naturligvis forbehold for, at tallene er usikre – de er jo ikke idioter – men som læser må man konkludere, at ulighederne i Danmark er små og mestendels rimelige.

En lang række fagfolk har allerede på Twitter konstateret, at ministeriets beregning er forenklet, misvisende, uvidenskabelig eller slet og ret dumpet på grund af metodefejl.

Men hvorfor er rapporten fyldt med fine fakta og forvrøvlede udlægninger på samme tid?

Fordi man ikke kan løbe fra fakta, men kan have en tilskyndelse til at retfærdiggøre egen indsats. Den stigende ulighed er jo i høj grad resultatet af politiske reformer designet i netop Finansministeriet. At bede netop dette ministerium om at udarbejde en ulighedsredegørelse, er derfor som at bede ræven udarbejde en rapport om, hvem der har spist gæssene.

Der er ikke skyggen af tvivl om, at en meget lang række af de skatte- og ydelsesreformer, der blev designet i Finansministeriet fra 2001 til 2017 under regeringer ledet af Anders Fogh (V), Helle Thorning (S) og Lars Løkke (V), gjorde Danmark mere ulige.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har vist, at 15 års skattereformer fra 2000 til 2015 entydigt er kommet de rigeste til gode. De 1 procent rigeste har fået 80.000 kr. mere på kontoen af reformerne, mens de 10 procent fattigste har fået 1.000 kr. mere fra skattereformerne.

Og mens de rigeste fik skattelettelser, så skar man på overførselsindkomsterne. Dagpenge og kontanthjælp følger stadig ikke med lønningerne og bliver systematisk udhulet den dag i dag.

Nu er uligheden dokumenteret. Lad os holde op med at retfærdiggøre den og i stedet gøre noget ved den.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Tilmelding af digitalt blad