Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Foto af beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard samt beskæftigelsesordførere
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ordførere: Vikarer skal ikke automatisk have ret til løn under sygdom

Flere partier ville hjælpe vikarer i staten, der fik corona på arbejdet, men ikke modtog løn under sygdommen. De afviser dog samtidig over for DM Akademikerbladet at forbedre vilkårene for andre vikarer.

“Det er helt urimeligt, at de blev efterladt på Herrens mark, efter at de blev smittet i et job med høj smitterisiko”.

Sådan siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, Bent Bøgsted, om de mindst 89 vikarer, der ikke fik sygeløn, da de blev smittet med corona på to arbejdspladser.

“Derfor er det også godt, at beskæftigelsesministeren kigger på problemstillingen. Men hvad løsningen skal være, vil jeg ikke lægge mig fast på”, siger Bent Bøgsted.

Et tidligere forslag fra Enhedslisten, der skal garantere, at vikarer mindst nyder de samme rettigheder som de øvrige ansatte på arbejdspladsen, kan han dog ikke umiddelbart støtte.

“Dansk Folkeparti er klar til at finde en løsning, men ikke nødvendigvis det forslag. Vikarerne får jo sygedagpenge, og de er ikke funktionærer”, siger han.

De er vikarer i en kortere periode, og derfor har de ikke ret til løn under sygdom

Bent Bøgsted, beskæftigelsesordfører, DF

Men burde de ikke have ret til løn under sygdom som alle andre?

“Men de er jo ikke funktionærer. De er vikarer i en kortere periode, og derfor har de ikke ret til løn under sygdom. Men de har en overenskomst med vikarbureauerne”, siger Bent Bøgsted.

Heller ikke hos Radikale Venstre er der umiddelbart tilslutning til en lovændring, der vil sætte loven, der implementerer et EU-direktiv, over den aftale mellem Dansk Erhverv og HK privat, som forhindrer vikarerne i at få løn under sygdom, fordi de ikke er funktionærer.

“Jeg kan ikke uden at vende det med min gruppe sige, om Radikale Venstre vægter EU-direktivet eller aftalen mellem arbejdsmarkedets parter højest, men generelt synes vi, at den danske model, hvor parterne indgår aftaler, der både kan være til den ene og den anden parts fordel, er unik”, siger beskæftigelsesordfører Samira Nawa.

Hun mener dog, at der bør ses på, hvor længe en vikar kan arbejde som vikar i det samme job uden at nyde de samme rettigheder som andre lønmodtagere.

“Det er bestemt noget, vi skal følge, for området ændrer sig hele tiden. Der kommer flere og flere midlertidige stillinger, og derfor skal vi kigge på rettigheder og lønudvikling, så vi ikke får en skævvridning, heller ikke på tværs af køn”, siger hun.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har ikke ønsket at svare på et spørgsmål fra DM Akademikerbladet om, hvorvidt vikarer bør have ret til løn under sygdom. Adspurgt om det samme siger Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører, Henrik Møller:

“Hvis jeg siger ja, underkender jeg den overenskomstaftale, parterne har indgået. Men vi har i beskæftigelsesudvalget sikret os, at vi ikke havner i samme situation med 700 nyansatte vikarer i ATP. Og vi har stadigvæk et armslængdeprincip til arbejdsmarkedets parter”, siger han.

En aftale mellem HK Hovedstaden og ATP betyder blandt andet, at vikarer, der arbejder med smitteopsporing, kan arbejde hjemmefra og får løn i forbindelse med sygdom.

Henrik Møller er dog parat til at kigge på længden af vikaransættelser.

”Jeg synes godt, man kan diskutere, hvornår en vikar i realiteten er midlertidigt ansat, når det gælder varigheden”, siger han.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen