Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Foto af Trine Aaen
Trine Aaen fik sit liv slået ud af kurs af et cykelstyrt. Nu arbejder hun med at hjælpe andre fysisk og psykisk sårbare.
Foto: Lars Svankjær

Trine Aaen sluttede fred med sine begrænsninger og vandt

Efter et cykelstyrt og en psykisk nedtur fik Trine Aaen at vide, at hun nok aldrig ville få et rigtigt arbejde. I dag hjælper hun andre fysisk og psykisk sårbare som koordinator i Peer-Partnerskabet.

"Du skal nok komme igennem studiet, men du skal ikke regne med at få et normalt job".

Sådan sagde en behandler til den i dag 30-årige Trine Aaen, der læste antropologi på Københavns Universitet, efter at et cykelstyrt havde slået hendes liv ud af kurs.

Men Trine Aaen fik et job. Hun arbejder i dag som lokalkoordinator i København for Peer-Partnerskabet, en forening stiftet af Det Sociale Netværk og SIND. Peer-Partnerskabet arbejder med og forsker i peerstøtte, der går ud på at sætte folk, der oplever psykisk sårbarhed, sammen med frivillige peers, der har fået deres egne kriser lidt på afstand.

Væltede på cykel

Og netop kriser er noget, som Trine Aaen selv har erfaring med.

En kold fredag eftermiddag i november vælter Trine Aaen på sin cykel på Nørrebro. Hun er på vej i sommerhus med nogle venner, da hendes ene snørebånd vikler sig ind i kæden, og hun falder direkte ned på sin højre skulder.

“Jeg var alene, og der var ingen på gaden til at hjælpe mig. Så jeg fik selv filtret mig fri og kom lige så stille op på cyklen igen. Jeg var lidt øm de efterfølgende dage på sommerhusturen, men det var først, da jeg mødte ind på arbejde ved computeren et par dage senere, at smerterne for alvor tog til”.

“Der bredte det sig gradvist fra højre håndled op i underarmen til albuen. Senere tog smerterne til i den venstre arm, da jeg kompenserede ved at bruge den i stedet for den højre”.

Det blev starten på et langt sygdomsforløb og en sygemelding på halvandet år.

Jeg var vant til, at jeg var studerende, og til at have et fedt studiejob i et ministerium, og det var min profil. Men det var det pludselig ikke længere

Trine Aaen, lokalkoordinator i Peer-Partnerskabet

Intet hjalp

De mange smerter resulterede i, at Trine Aaen ikke kunne varetage sit studium. Hun forsøgte sig med mange behandlingsformer, dog uden nytte.

“Jeg prøvede alle mulige ting for at få styr på de der arme. Jeg famlede mig lidt frem og forsøgte at få fat i, hvad end jeg kunne af behandlinger”.

Det endte med også at gå ud over hende psykiske helbred.

“Jeg endte med at få det rimelig dårligt mentalt af det. Jeg havde tit svært ved at finde rundt i alle de her behandlinger, og hvornår jeg havde fået en henvisning til det ene og det andet”.

“Den hverdag, jeg kendte, forsvandt. Jeg var vant til, at jeg var studerende, og til at have et fedt studiejob i et ministerium, og det var min profil. Men det var det pludselig ikke længere”.

“Nu var jeg sygemeldt og havde pludselig ikke særlig meget indhold i min hverdag længere. Alt blev fokuseret på, at jeg skulle få det bedre, jeg jagtede den ene behandling efter den anden og blev til sidst vildt stresset”.

“Jeg endte med at blive rigtig deprimeret og havde mistet håbet på, at jeg nogensinde skulle få det godt igen”.

Derfor virkede det som et dødsstød, da en behandler sagde til Trine Aaen, at hun ikke skulle regne med at få et normalt fuldtidsjob.

“Jeg havde alle de her bekymringer om min fremtid. Så det ramte mig sindssygt hårdt, for hvad er så meningen med at tage den her uddannelse, hvis det ikke fører til et job, jeg kan passe?”

Om Peer-Partnerskabet

Peer-Partnerskabet er stiftet af foreningerne Det Sociale Netværk og SIND og arbejder for, at peerstøtte bliver et fast tilbud til psykisk sårbare. Derudover bidrager de til forskning på området. Peerstøtte går ud på at tilbyde støtte til psykisk sårbare personer igennem erfaringsbaseret støtte og læring mellem mennesker.

Studentergården

I løbet af de halvandet år, Trine Aaen var sygemeldt, havde hun mange op- og nedture. Men især en pige på Trine Aaens kollegie viste hende, at hun ikke var alene. Hun led nemlig også af tennisalbuer. Det udviklede sig hurtigt til et fællesskab, hvor de hjalp hinanden og udvekslede erfaringer.

“Vi brugte hinanden til at snakke om, hvordan vi gik og havde det – og ikke kun fysisk. Det der med at opleve, at jeg faktisk ikke var den eneste, der gik og havde de her fysiske udfordringer og ikke mindst de psykiske eftervirkninger – det var rigtig vigtigt for mig at have en ven, der 100 procent kunne sige, at hun forstod mig”.

“Vi kunne jo ikke behandle hinandens smerter, men bare det at vide, at det ikke var unormalt, det var en kæmpestor hjælp. Jeg kunne jo godt tale med andre mennesker i mit liv, men der var bare ikke den samme forståelse”.

Efter mere end halvandet år som sygemeldt fik Trine Aaen modet til at vende tilbage på sit studie og starte på sit speciale. Den gensidige støtte og mødet med andre i samme situation skubbede hende til at slutte fred med sine begrænsninger.

“Jeg kunne se enden på min uddannelse. Jeg satte stramme rammer for mig selv om at arbejde 9-16 og fri i weekenderne, så jeg blev også effektiv af det. Jeg sluttede ligesom fred med mine begrænsninger”.

Var der et job til mig?

Trine Aaen færdiggjorde sit speciale i juni 2019 inden for normeret tid. Hun havde genfundet troen på sig selv, og halvandet års kamp var nu overstået. Næste udfordring var at finde et job.

“Jeg havde stadig den der besked i baghovedet, at jeg nok ikke kom til at have et normalt fuldtidsjob. Hvad skulle jeg sælge mig selv på? Jeg følte, at jeg var blevet overhalet af de andre på grund af mit sygdomsforløb”.

Efter halvanden måned som ledig så Trine Aaen opslaget fra Peer-Partnerskabet. Inden samtalen var hun dog meget i tvivl. Hvor meget skulle hun fortælle?

“Hvor meget skulle jeg fortælle om mine egne levede erfaringer? Er det et godt kort? Taler det mig ned at fortælle, at jeg har haft nogle udfordringer? Det var noget, jeg tænkte over”.

“Men så gik det op for mig. Det, at jeg selv havde haft så meget gavn af at snakke med ligesindede, det var jo peer to peer. Jeg vidste bare ikke, at det var det, det hed!”

“Og så endte samtalen med slet ikke at handle om alle de her studiejob, man helst skulle have haft, men derimod om mine egne levede erfaringer. Så jeg gik derfra og tænkte, at det var da alligevel ret fedt, at jeg kunne sige de her ting, og at de blev modtaget med ret stor nysgerrighed. At det ikke var noget, jeg skulle pakke væk”.

Nu håber Trine Aaen, at hendes erfaringer kan inspirere andre.

“Det, jeg har været igennem, er jo overhovedet ikke unikt. Der er mange andre, der har prøvet det samme som mig. Man føler sig sat af. Jeg troede, at det var enormt vigtigt med et prestigefyldt studiejob og at gennemføre på normeret tid. Men det er okay, at der er nogle bump på vejen.

Og du er ikke alene, så mit råd er at sige det højt”.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Tilmelding af digitalt blad