Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Foto af Mette Frederiksen til Coronapressemøde
“Det kan kun lykkes, hvis alle gør det sammen. Alles adfærd bliver afgørende”. Statsminister Mette Frederiksen talte til borgernes moral og ansvarlighed, da hun lukkede landet ned på grund af coronasmitte.
Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Myndighederne skal undgå at skabe frygt og panik i krisetider

Når trusler banker på, skal myndighederne kommunikere, så de ikke skaber angst og panik. Historiker ser paralleller i kommunikationen til befolkningen under den kolde krig og under coronakrisen. Og vi kan bruge erfaringerne fra coronakrisen, når nye trusler dukker op.

I januar 1962, under den kolde krig, omdelte Statsministeriet pjecen “Hvis krigen kommer” til alle husstande i Danmark, så danskerne kunne forberede sig på at håndtere og overleve en atomkrig, så samfundet ikke brød sammen.

Næsten 60 år senere, i marts 2020, indledte statsministeren sammen med sundhedsministeren, Sundhedsstyrelsens direktør og andre myndighedspersoner en lang række pressemøder, som skulle få borgerne i Danmark til at forstå alvoren i truslen fra coronavirussen, så smitten kunne holdes nede.

Og man kan næsten bruge de samme ord om myndighedernes coronakommunikation, som historikere har brugt om koldkrigspjecen.

“Pjecen var oplysende, uddannende og instruerende og gennemsyret af sociale normer om ansvarsbevidsthed og rettidig omhu”, hedder det i en artikel i Temp, tidsskrift for historie, som historiker på Syddansk Universitet Casper Sylvest har skrevet sammen med kollegaen Rosanna Farbøl og Iben Bjørnsson, museumsinspektør på Koldkrigsmuseet.

“Trods de mange væsentlige forskelle på atomkrigstruslen og en sundhedskrise er der interessante ligheder i den måde, befolkningen adresseres på. Det handler om at beskrive alvoren i situationen og tilskynde til ansvarlig handling “, siger Casper Sylvest, som er lektor, ph.d. ved Institut for Historie på Syddansk Universitet og leder af forskningsprojektet Danish Civil Defence: Cultures of Fear and Survival during the Cold War (DACIDE).

Topkarakter i coronaens første fase

Da statsministeren lukkede landet ned i marts 2020, sagde hun fx: “Vi får brug for samfundssind … Jeg er klar over, at det, jeg, sammen med myndighederne, beder danskerne om i dag, er store ting. Meget indgribende. Vi gør det, fordi det har effekt. Vi skal ikke gå i panik”.

Winni Johansen er professor på Institut for Virksomhedsledelse ved Aarhus Universitet og forsker i, hvad myndigheder og virksomheder kan gøre ved kommunikationen i en sundhedskrise. Hun mener, at myndighederne bestod i coronakrisens første fase.

“Det lykkedes at kommunikere om nedlukningen og skabe forståelse for alvoren i coronasmitten uden at skabe frygt og panik. Danskerne syntes stort set, det var hensigtsmæssigt at lukke ned, og havde tillid til Sundhedsstyrelsen og statsministeren, selvom de var overraskede og chokerede over det, der skete”, siger Winni Johansen.

“Men danskerne er også vant til at have tillid til myndighederne. Sammen med de andre nordiske lande er vi blandt dem, der har størst tillid til myndighederne, og selv om Sverige håndterede det på en anden måde, stolede danskerne stadig på de informationer, de fik”, siger hun.

Følelsespolitik kræver balance

I forskningsprojektet om den kolde krig er forskerne især optaget af spørgsmål om frygt og krisehåndtering, og hvordan man præsenterer borgerne for en trussel, der kan komme. Casper Sylvest ser flere paralleller i myndighedernes kommunikation dengang og nu. Lighederne handler især om, hvordan man forvalter ansvaret for at komme igennem en krise, og hvordan man håndterer frygten.

“På den ene side skal man oplyse om truslen, så befolkningen tager den alvorligt, og samtidig skal man gøre det på en måde, der ikke forstærker frygten for det ukendte. Risikoen er, at borgerne bliver opgivende eller handler uhensigtsmæssigt”, siger Casper Sylvest.

“Det er en form for følelsespolitik, hvor man appellerer til folk om at tage ansvar og være gode borgere, og det kræver en balancegang”, siger Casper Sylvest.

Han fortæller, at under den kolde krig kom det tydeligt til udtryk i pjecer og film om atomtruslen, at der foregik en forhandling af ansvar.

I pjecen “Hvis krigen kommer” fortæller myndighederne fx, at de stiller varslingssystemer, beredskab og beskyttelsesrum til rådighed. Til gengæld forventer myndighederne, at borgerne opfører sig korrekt under et angreb og ikke panikker. En overskrift lyder fx: “Hold dem orienteret – stands tilløb til panik”.

“Pjecen havde et disciplinerende sigte, og det ser vi bestemt også nu”, siger Casper Sylvest.

Under den kolde krig forsøgte myndighederne at diktere, hvordan man skulle være bange. At man ikke skulle gå i panik.

“De forsøgte at installere en særlig modus, som er interessant. Antagelsen var, at folk ville gå i panik i mødet med en uvant og overraskende krise. Sammen med et mantra om, at civilforsvar nyttede – selv i atomkrigen – drev den antagelse behovet for at disciplinere”, mener han.

Også i dag har myndighederne et ønske om at bede folk forholde sig på en særlig måde i forhold til risikoen for smitte. Det ser vi, når de giver anvisninger om, at vi skal undgå forskellige ting, fx lade være med at rejse, hvis det ikke er strengt nødvendigt.

“Det ligger delvist i truslens karakter, men der er tendenser til en individualisering af ansvaret. Fx har Mette Frederiksen sagt, at udviklingen i smitten og tempoet i genåbningen afhænger af den enkelte borgers adfærd”, siger han.

Pjece "Hvis krigen kommer" i 1962
Myndighederne ønskede at hindre frygt og panik, så ingen personer i pjecen “Hvis krigen kommer” fra 1962 har ansigtsudtryk. Ingen er bange, paniske eller giver udtryk for følelser eller smerte.

Vi vil gerne hjælpe i en krisesituation

Selv om mange hamstrede den første aften, og butikkerne blev ribbet for håndsprit, masker og toiletpapir, mener kommunikationsprofessoren, at myndighederne er lykkedes med at kommunikere om corona uden at skabe for megen frygt, og derfor kan vi også bruge erfaringerne fra coronakrisen til kommende kriser og trusler, fx nye sundhedskriser, terrortrusler og miljøkatastrofer.
“Vi har fået meget ny viden, og det handler ikke bare om Zoom-møder. Vi har lært en hel del om, hvordan befolkningen agerer”, siger Winni Johansen.

“Det er ikke så tit, vi har haft så lange kriser, så fra mit bord er det spændende at se, hvor mange borgere der er gået ind for at støtte virksomheder, fx “Spis ude hjemme”-kampagnerne, hvor det viste sig, at borgerne gerne ville støtte de små restauranter. Vi har også set, hvordan nabohjælpen blomstrede, så alt i alt har vi set nogle reaktionsmønstre hos borgere og virksomheder, som vi kan lære af fremadrettet. Vi er villige til at hjælpe i en krisesituation”, siger hun.

Men der er også noget, myndighederne kan gøre bedre. Winni Johansen mener, der har været for megen zigzag i kommunikationen i fase 2, fx om nytten af at bruge mundbind, om test, og om man skal aflyse fester eller ej.

“Det gør, at nogle mener, de ikke behøver at følge instrukserne. Man kalder det oplyst falsk bevidsthed, når vi som borgere tror, at vi allerede ved det hele, og hvad der skal til for at handle rigtigt. Men der sker hele tiden noget nyt, som ændrer tingenes tilstand, så derfor taler man om en falsk bevidsthed, og derfor skal myndighederne blive bedre til at oplyse om, at der er opstået nye situationer undervejs, og at vi derfor må sadle om”, siger Winni Johansen.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Tilmelding af digitalt blad