Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Magisterbladets chefredaktør, Jakob Ekjær

Jeg er en del af problemet med sexchikane


Da jeg var indlands- og udlandsredaktør fra 2003 til 2005 på dagbladet Information, underbetalte jeg systematisk free- og fastlancere, der skrev til avisen.
Skribenterne fik mindre en 1.000 kr. for store artikler – plus et lille månedligt grundbeløb til korrespondenterne.

Ekstremt lav aflønning af freelancere var og er praksis på de fleste store danske dagblade.

Der var ikke en kæft, der sagde noget dengang på Information. Hverken medarbejderne, ledelsen (den var jeg jo også en del af), Danmarks Journalistforbund eller freelancerne selv. Altså lige med undtagelse af Tysklandskorrespondenten, da han sagde op:

“Det er ikke altid, jeg har råd til ordentlig mad. Det kan ikke blive ved”.

Hvorfor går jeg til bekendelse nu?

Pga. debatten om sexchikane i mediebranchen. Jeg har som mangeårig journalist og redaktør spurgt mig selv, om jeg var en del af problemet. Hidtil har jeg sagt nej. Men svaret er faktisk ja.
Jeg har ikke sexchikaneret nogen. Til gengæld har jeg været med til at vedligeholde et system med insidere og outsidere, som sexchikane trives så godt i.

Et system med et A-hold med gode job og sit på det tørre og et B-hold af håbefulde, løstansatte, freelancere, lavtlønnede, studenter og måske endda ulønnede, som vil give stort set hvad som helst for at blive en del af A-holdet – og som derfor er lette ofre for magtmisbrug – for sexchikane er jo magtmisbrug. Hvor er det nu, vi kender det fra? Nå, ja, den film-, teater- og musikbranche, hvor #MeToo startede.

Mediecheferne siger nu, at de vil gøre op med sexchikane. Det er løgn.

Jakob Elkjær

Det er også en relevant problemstilling for magistre. Ikke blot i medierne, men også inden for fx NGO-branchen, kulturområdet og på universiteterne. Ja, det gælder stort set hele det arbejdsmarked, som nyuddannede magistre møder i dag.

I starten kunne jeg godt se det dobbeltmoralske i, at vi på Information skrev lange vrede artikler om working poor i USA uden ordentlige fagforeninger, hvor de arbejdede for fem dollars i timen – gys – mens vi reelt ofte selv betalte mindre. Jeg fattede ikke, hvorfor der ikke var nogen fra Dansk Journalistforbund eller i Informations medarbejderforening, som sagde stop.

Jeg tænkte, at det var, fordi vi var de gode og venstreorienterede. Pæne mennesker med de rigtige meninger. Men jeg gjorde ikke oprør, og efterhånden gled jeg smertefrit ind i rollen og blev en del af mediebranchens system med insidere og outsidere. Information har ingen penge. Vi gør det for en større sag.

Min påstand er, at det i større eller mindre grad er sådan på hele arbejdsmarkedet. De fastansatte, fagbevægelsen og ledelserne ser mere eller mindre igennem fingre med, at der findes et A- og B-hold. Sådan er det jo.

Mediecheferne siger nu, at de vil gøre op med sexchikane.

Men det er løgn, for de samme chefer afviser samtidig at bremse udviklingen hen imod stadig flere løstansatte. Det samme kan man fx sige om de danske universiteter, som laver den ene fine nedskrevne politik om sexchikane og mangfoldighed efter den anden. De er ikke en klat blæk værd, så længe man samtidig øger antallet af løstansatte.

Her er en oplagt kamp for DM og den øvrige danske fagbevægelse. Vi skal selvfølgelig sige fra over for sexchikane, men det er ikke nok. Vi er tvunget til at bekæmpe prekariseringen, hvis det for alvor skal batte.

PS. Informations medarbejderforening fik senere forbedret forholdene for freelancerne. Det er mig bekendt den eneste mediearbejdsplads, hvor de fastansatte har taget en rigtig kamp for de løstansatte.

Emneord:
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Tilmelding af digitalt blad