DM bør have en klar boligpolitik

DM’s medlemmer har som gruppe en boligpolitisk interesse, som DM bør forholde sig til.

Som akademiker er man sent færdiguddannet, og der går ofte lang tid, før man får sin første fastansættelse og dermed mulighed for at købe bolig. Desuden skal mange flytte rundt i landet efter de første job.

Og mange akademiske job findes i de store byer, hvor boligerne generelt bliver dyrere og dyrere. Det kan overraske nogen, men mange nyuddannede akademikerfamilier er ikke økonomisk bedre stillede end det par bestående af en sygeplejerske og en politibetjent, som vi længe har vidst ikke har råd til at bo i byen. Fra det perspektiv er det også en sag for DM at sikre gode, billige lejeboliger i de store byer.

Det, man kalder almene boliger, altså det sociale boligbyggeri, som fagbevægelsen, filantroper, boligforeninger og mange andre begyndte at etablere i slutningen af 1800-tallet, har sikret store dele af befolkningen gode og sunde boliger til en rimelig leje. Sektoren er selvejende og med et beboerdemokrati, hvor beboerne selv vedtager budget og vedligeholdelsesplaner. Fordi boligerne ikke skal give overskud, bliver huslejen billigere, som årene går.

De almene boliger er bygget over mange årtier, i mange forskellige stilarter og under mange forskellige samfundsmæssige ideer om den gode by. Men fælles for dem er, at de er gode og billige. Charmen ved de almene boliger er, at de huser folk fra alle samfundsgrupper – også en masse akademikere.

Lige nu er den tidligere regerings ghettolove på vej til at gøre et alvorligt indhug i mulighederne for at få en god og billig almen bolig i de store byer. Tusindvis af gode, billige boliger skal rives ned eller sælges til private investorer, fordi bebyggelserne er blevet udnævnt til hårde ghettoer. De områder, der er stemplet som hårde ghettoer, huser beboere med sociale udfordringer – ja, hvor skulle disse folk vel ellers bo? – men det er samtidig boligområder med attraktive beliggenheder i byer, der er i eksplosiv vækst.

Og det er ikke nødvendigt at rive boligerne ned. Der sker allerede i dag en enorm socialpolitisk indsats, der løfter de beboere, som har behov for det. Og de såkaldte ghettoer undergår i disse år også arkitektoniske forandringer, hvor fx indgangspartier gøres mere overskuelige, og dunkle parkeringsarealer omdannes. Det skaber øget tryghed og gennemskuelighed. Det er tudetosset at fjerne gode, billige boliger, når der er så hårdt brug for dem.

Vi håber med dette indlæg at få sat den boligpolitiske interessevaretagelse på dagsordenen i DM. Vi skal forholde os aktivt og konstruktivt til de behov, vi som akademikere har for gode boliger, der passer til den livssituation, vores arbejdsliv skaber.

Mens vi venter på debatten i DM, vil vi gå ind og støtte borgerforslaget “Ophæv loven om nedrivning og salg af almene boliger, og afskaf de såkaldte ghettolister”. Vi opfordrer andre til at gøre det samme.