Forbandede ungdom

På vej i bus 62 fra Odense Banegård til Folkebo-bydelen i Odense M virker ideen om fortidens fest og sjov fjern. Omkring mig sidder folk med blå mundbind og kigger ned i deres telefon og minder mig om, at vi befinder os midt i en pandemi.

Hyppig håndvask og afstand er vores vigtigste våben imod den frygtede virus, ikke ligefrem noget, man forbinder med kollegiefester. Især omkring semesterstarten emmer landets mange kollegier af liv og fest, hvor nyankomne lærer hinanden at kende. De mange fester har dog mødt kritik i det øvrige samfund, og vi unge er blevet kaldt egoistiske og uansvarlige. 

Også af mig. For hvorfor kan vi ikke bare holde os i skindet og væk fra bajerne? Jeg har talt meget på redaktionen om de mange larmende fester – også hvor jeg selv bor, Grønjordskollegiet i København. Min redaktør har sagt: Så må du dokumentere det. Tag ud og skriv om den uansvarlige ungdom. Så jeg er på en måde selv ude om, at jeg sidder her i bussen på vej til fest på mit gamle kollegie, H.C. Ørstedskollegiet i Odense M. Og jeg føler mig lidt som en forræder over for den ungdom, som jeg også er en del af. Er jeg allerede blevet en gammel sur mand i min nye 9-16-tilværelse som praktikant?

Jeg tjekker ud på mit rejsekort og stiger af. På vejen hopper jeg i Dagli’Brugsen og køber en sixpack Odense Classic, så jeg ikke kommer tomhændet frem.

De velkendte gule kollegieblokke dukker frem foran mig, og larmen er ikke til at tage fejl af, her er der fest. Jeg spotter et køkkenvindue på 3. sal med blinkende lys i forskellige farver. Her er målet.

En venlig sjæl, der er gået ned for at få en smøg, lukker mig ind i bygningen. Med min offergave i hånden bevæger jeg mig rundt på de klaustrofobiske, brune gange. Den umiskendelige lyd af “Heaven is a place on earth” af Belinda Carlisle runger i hele bygningen.

Jeg banker på den tunge branddør ind til kollegiekøkkenet, og en tydeligt beruset kollegianer åbner. Jeg præsenterer mig selv, vifter med mine øl og bliver lukket ind. I det næsten mørklagte lokale sidder tolv festglade mennesker i varierende grader af beruselse. Der bliver spillet “Jeg har aldrig”, en slags drukleg, hvor en af deltagerne kommer med et udsagn som: “Jeg har aldrig kastet op i håndvasken”, og så må de deltagere, der ulykkeligvis har gjort det, drikke en tår.

Jeg sætter mig ved bordenden. Bag mig står en soundboks, hvorfra tonerne fra Suspekts superhit “Kinky fætter” udspringer. Der bliver sunget lystigt med på de beskidte tekster.

Ved siden af mig sidder Benjamin. Det er hans soundboks. Med tilbageredt hår og en hvid skjorte, der nærmest tigger om at blive spildt rødvin på, sidder han med sin mobil fremme og dikterer musikken.

“Politiet kom sgu forbi for nogle uger siden og sagde, at de ville snuppe min soundboks, hvis jeg ikke lukkede festen”, fortalte han næsten helt stolt om en fest som denne, han havde leveret musik til for noget tid siden.

“Vi er unge mennesker. Vi laver sgu noget lort en gang imellem”.

Jeg knapper den første øl op og forsøger mig med noget smalltalk for at lære de andre deltagere at kende. Det er heldigvis hjulpet godt på vej af de stigende promiller omkring bordet.

Nogle bor på gangen, nogle kommer fra de andre blokke, og andre igen er kommet til udefra. Det undrer mig. For er det ikke lige det, man ikke skal gøre, hvis man skal inddæmme smitten – og hvis det er rigtigt, så er jeg jo også selv en del af problemet.

Jeg spørger den høje mand, der sidder over for mig ved bordet, Mikkel.

Mikkel bor selv på kollegiet, dog i en anden blok. Han kender en af de andre deltagere og bestemte sig for at klemme det sidste fest ud af sommerferien, han kunne. Han kan dog godt forstå kritikken, de unge møder.

“Jeg kan godt se et problem i, at der kommer flere udefra, og at køkkenerne bliver blandet sammen. Det er ligesom en opskrift på et udbrud. Det er ærgerligt for dem på gangen, der ikke deltager, at de også er udsat for både larm og smitterisiko”, siger han.

Dj Benjamin opfanger samtaleemnet og sætter sarkastisk ADHD’s “Corona”, hvor de synger “Jeg har fået corona, jeg har det skidt”, på anlægget til stor fornøjelse for flere af deltagerne.

Den gamle sure mand kommer op i mig igen. For har han slet ikke forstået alvoren? Det er jo lige præcis på grund af den indstilling, at unge studerende har fået et ry for at være uansvarlige. Jeg spørger ind til hans holdning, og Benjamin har en noget anderledes tilgang til problematikken.

“Jeg tænker da på det, ja. Men jeg går ud fra, at folk selv kan vurdere, om de har lyst til at være med. Jeg går ud fra, at folk ikke dukker op, hvis de er syge”, siger han.

“Men i sidste ende så er vi stadig unge alle sammen, og selvom jeg godt ved, at det ikke er en undskyldning, så er der 500 unge mennesker samlet på et lille sted, så hvordan ville du forbyde og undgå de her fester”, spørger Benjamin.

Det udsagn er Mikkel ikke helt enig i. Han synes ikke, at der er noget, der skal forbydes. Han kalder bare på noget mere omtanke.

“Der er måske en lidt for arrogant attitude af, at vi er unge, og det ikke går ud over os. Og det betyder ikke, at vi ikke skal holde fester, men at der måske er brug for lidt tilbageholdenhed og disciplin”, siger han.

Bassen fra højtaleren er udmattende for ørerne. Jeg undskylder mig og trækker ud i kulden til rygerne. En stiv, langhåret fyr hænger ud ad vinduet og råber: “HVAD DRIKKER HUNDEN AF!” og modtager prompte svaret “SKÅL!” nede fra gaden.

Udenfor står en flok drenge og ryger. De taler engelsk, for iblandt dem står George, der lige er ankommet fra Grækenland. Han er rejst til Fyn for at tage et semester på SDU. George er ovenud lykkelig for den modtagelse, han har fået, og ikke mindst de fester, der er blevet holdt.

“Jeg er helt ny her, og jeg bliver taget imod med åbne arme til de her husfester i stedet for at sidde alene på mit værelse. Det gør det bare meget nemmere at møde hinanden, og folk er meget mere åbne”.

Jeg forstår godt George. Som nystartet studerende hungrer man efter at danne nye relationer, og de første fester på ens nye kollegie er det oplagte sted at få nye kontakter. Da jeg selv tog springet fra fødeøen Bornholm til Odense, så var det den første invitation til en køkkenfest, der tog mig med ind i fællesskabet. Det gjorde kollegiet til et hyggeligt sted at være og gav mig venner, måske for livet.

Jeg er træt. Den sidste øl er drukket, og jeg har lyst til chips. Jeg siger tak for en hyggelig aften til mine nye venner og ringer efter en taxa. Det har faktisk været skide hyggeligt.

Jeg er ikke helt så sur på os unge længere.

Er mine medstuderende uansvarlige og dumme? Nok en smule. Festerne og bajerne fylder meget, når man er studerende. Coronakrisen har måske udstillet, hvor meget festen fylder, men den ændrer ikke på det. Det er nogle år, hvor man skal have det sjovt og finde venner for livet. Så længe man tænker over smittekæder, håndsprit og lader være med at kramme. Der var håndsprit ved indgangen, og jeg har ikke set et eneste kram.

For nyankomne George kan relationer som dem, han skaber til gangfesten, være forskellen på et ensomt efterårssemester på værelset eller et fantastisk kapitel, han vil værdsætte for altid. Det hele skal ikke handle om bøger og forelæsninger. Og de er jo meget sjove, de fester.

Måske skal jeg løsne lidt op og slappe lidt af. Men vil I ikke nok PLEASE skrue lidt ned for jeres soundbokse?

Denne reportage er lavet før 8. september 2020, hvor regeringen indførte skærpede restriktioner i bl.a. København og Odense og opfordrede til at holde igen med festerne.