Dansk Magisterforening

Cheffysiker i stråleterapien: Coronaen gjorde mig til visir- og kittelproducent

© Foto: Lars Bech

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Siden marts har cheffysiker på Herlev Hospitals stråleterapiafdeling Brian Holch Kristensen medvirket til at starte en national produktion op af masker, engangspipetter og lægecertificerede kitler. Det har ført til samarbejder med både LEGO, en kendisfrisør og den dygtigste smed på Fyn.

“Jeg blev hurtigt en del af Rigspolitiets nationale operative stab, NOST, da Covid-19-situationen i marts fik absolut førsteprioritet. Det stod hurtigt klart, at det kunne gå rivende galt, hvis ikke Danmark fik gang i en egenproduktion af visirer, håndsprit og en række andre værnemidler”.

“Jeg skulle både udvikle nye produkter, teste dem og sætte dem i produktion hos virksomheder, der kunne levere høj kvalitet på rekordtid. Jeg er vant til at arbejde med et stort maskineri, og jeg kan fx teste prototyper og studere betydningen af bakterieresistens i tekstiler. Alene de håndsyede kitler bliver der brugt 50.000 af dagligt, så vi skulle handle hurtigt”.'

“I februar lå det ikke just i kortene, at jeg ville komme til at arbejde tæt sammen med både udviklere hos LEGO, frisøren Jesper Stuhr og brancheorganisationen Dansk Mode og Tekstil. Den første opgave lød på at sætte prototypen af et visir i produktion”.

© Foto: Lars Bech

“Jeg tog kontakt til en smed, jeg kender på Fyn. Han er den, jeg helst vil betro opgaven med visirer, som skal kunne godkendes og CE-mærkes. Han fik en prototype om fredagen, vi testede den hen over weekenden, og om mandagen var den i produktion”.

“Frisør Stuhr kom ind i billedet, fordi hans kompagnon kunne skaffe en maskine hjem fra Sydkorea, der kan fremstille 20.000 mundbind om dagen. Og på Djursland fandt vi en anden maskine med en tilsvarende teknologi. Den havde stået i et hjørne og samlet støv”.

“Uanset hvem teamet har rakt ud til, har responsen været positiv. Lige nu er der ro på, og hele opgaven med at sikre den nationale produktion af værnemidler er flyttet over i Justitsministeriet. Det er meget rart at være tilbage ved min kerneopgave, men det er også rart at vide, at hvis Covid-19-situationen spidser til igen, så kan vi godt selv”.

}