Dansk Magisterforening

Kulturhumanister er mest populære i små virksomheder

27-årige Marie Kjær gik direkte fra kandidatgrad i oplevelsesdesign til en fastansættelse i den lille eventvirksomhed Culture Works. Humanister som hende bliver i stigende grad ansat i små virksomheder. © Foto: Jesper Voldgaard

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Humanister med en uddannelse fra kulturområdet er særligt populære i små virksomheder, viser ny analyse. Marie Kjær har en lang videregående uddannelse i dramaturgi og oplevelsesdesign, og den baggrund blev vejen til en fastansættelse i en lille eventvirksomhed i Aarhus.

“Det er en lille virksomhed, hvor jeg bliver hørt og får meget ansvar og derfor udvikler mig hver dag, fordi jeg bliver kastet ud i at arbejde med projekter, jeg aldrig har prøvet før. Det er en kæmpe bonus og stor motivationsfaktor ved at gå på arbejde”.

Den 27-årige Marie Kjær er bachelor i dramaturgi fra Aarhus Universitet og tog derefter en kandidat i oplevelsesdesign fra Aalborg Universitet. Hun har længe vidst, at hun ville arbejde med kultur, men ikke nødvendigvis i teaterbranchen.

Studierne banede vejen for hende til et job i kulturbranchen. Hun så et praktikopslag fra den lille eventvirksomhed Culture Works, som ligger i det centrale Aarhus tæt på havnen. Der ville hun hen, og nu har hun været der i over fire år. Først i et praktik­ophold, siden som freelancer under studietiden og i dag som fastansat projektleder.

“Jeg har løbende fået mere projektansvar og mulighed for at udfolde mine evner, så vi sammen kunne finde ud af, om der eventuelt var en plads til en fastansættelse, når jeg blev færdig. Og jeg endte med faktisk at blive fastansat, før jeg overhovedet havde afleveret mit speciale. Så det er en lykkelig historie”, siger Marie Kjær.

Culture Works er et kreativt bureau, der udvikler, designer og skaber oplevelser baseret på kulturelle tendenser. På bare et par år har bureauet fordoblet antallet af ansatte til 12 og åbnet en filial i København. Kunderne tæller blandt andre SPOT Festival, Arla, LEGO og Carlsberg. Her har Marie Kjær fra start af fundet stor glæde ved at kunne kombinere teori fra uddannelsen med sideløbende at arbejde.

Små virksomheder ansætter helst kulturhumanister

Mellem 2008 og 2018 er der sket en fordobling i antallet af små virksomheder, der har ansat en humanist som Marie Kjær. I 2018 arbejdede 9.100 humanister i små private virksomheder. Det er en stigning på 102 procent på ti år, viser en analyse fra Dansk Magisterforening på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

Netop uddannelsen i oplevelsesdesign, som Marie Kjær har en kandidat i, topper listen over alle humaniorauddannelser, som humanister er mest tilbøjelige til at finde job i små private virksomheder med i bagagen. 40 procent af de beskæftigede kandidater fra oplevelsesdesign arbejder i en lille virksomhed.

“Erhvervslivet efterspørger i stigende grad forståelsesmæssige kompetencer, som giver indsigt i, hvilke brugere og kunder de har, og også større indsigt i, hvordan et givent produkt skaber værdi i den sammenhæng, det indgår i. Det arbejde er noget, som humanister er særligt gode til, og det er også noget, vi i særlig grad arbejder med på oplevelsesdesignuddannelsen”, siger Søren Graakjær Smed, som er adjunkt på Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet og underviser på oplevelsesdesignuddannelsen.

På oplevelsesdesignuddannelsen har de studerende både korte, intense og mere langvarige projekter, hvor de samarbejder med erhvervslivet. Og der afholdes konferencer, som skaber en kontaktflade mellem de studerende og erhvervslivet.

“Det betyder, at de studerende i langt højere grad kan se sig selv på arbejdsmarkedet allerede under studierne, og at virksomhederne får øjnene op for de studerendes kompetencer”, siger lektor på AAU Søren Bolvig Poulsen, som også er underviser på oplevelsesdesignuddannelsen.

Erhvervslivet har ifølge de to undervisere de seneste år virkelig fået øjnene op for, hvad kompetencer inden for brugerforståelse og iscenesættelsen af en oplevelse kan give en virksomhed.

“Så der bliver en større efterspørgsel efter kandidater med den baggrund og de kompetencer”, siger Søren Graakjær Smed.

“Høj arbejdsglæde er vigtigere end at arbejde i en stor virksomhed med høj løn og lækker frokostordning”.

Marie Kjær, projektleder hos Culture Works

Den første kulturbutik i verden

Culture Works holder til i en af Aarhus bys gamle slagterbutikker og har valgt at omfavne historien. Over de store facadevinduer ud til Mejlgade står der på et skilt “Kolonial-lager – kød & pålæg”. Indenfor i det lille etrumskontor står i midten et langt mødebord af sortmalet planketræ omgivet af stole, og på væggen bagved hænger endnu et skilt, som vidner om butikkens fortid: Pålæg.

I kælderen står slagterens gamle saltkar, som Culture Works tænker skal bruges til nye formål. I butiksvinduet står forskellige små kunstartefakter til salg. Rundtom i det lille lokale sidder en lille håndfuld folk ved computere. Der tales lavmælt.

“Selvom vi har lange arbejdsdage og er her meget, er vi også rigtig gode til at lave sociale ting sammen såsom at gå i biografen eller ud at spise. Det føles som at arbejde med gode venner, og det betyder utroligt meget for arbejdsmiljøet”, siger Marie Kjær.

Hun peger hen på den store blå væg, hvor der står kulturbutik med hvide bogstaver. Mere end 500 mennesker har brugt kulturbutikkens åbne døre til at danne netværk og opleve kultur. Butikken danner på den måde rammen om bureauets ønsker om at udvikle Aarhus’ kulturliv og skabe debat i offentligheden om “kultur”, og hvordan kultur også kan være et fysisk produkt.

“Her er vi forskellige af baggrund, men vi er her alle, fordi vi brænder for det, Culture Works laver. Det er lige så vigtigt som den uddannelse og de redskaber, vi hver især tager med herind”, siger Marie Kjær og smiler.

“Her behøver jeg ikke at tage arbejdsjakken på, når jeg møder på arbejde. Jeg er bare den, jeg er. Og jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag, og det er vigtigere end at arbejde i en stor virksomhed med høj løn og lækker frokostordning”, siger hun.

}