Dansk Magisterforening

Og hvad har vi så lært af coronakrisen?

© Foto: Jacob Nielsen

Camilla Gregersen, forperson for DM
Del artikel:

De seneste tre måneder har været vilde. Vores arbejdsliv og private liv har ændret sig markant, og med stor vilje og evne til at omstille sig har hele samfundet tilpasset sig den nye situation. Eller rettere sagt de nye situationer. For sandheden er jo, at situationen hele tiden har udviklet sig og flyttet sig – og vi er flyttet med.

Coronakrisen har udløst en række følelser, som man kan genkende fra andre af livets store kriser. Chok, afmagt og resignation er følelser, som mange af os har haft i perioder eller af og til. Arbejdslivet har været hårdt i denne periode, og ting har været svære. Men der har også været stunder, hvor vi hver især har oplevet, at de nye vilkår skabte grobund for forandringer, som vi ikke havde opnået uden den vanvittige og uforudsigelige udefrakommende hændelse, som corona har været. Mens vi håber på, at smitten mindskes, skal vi reflektere over, hvad vi vil tage med os af erfaringer.

Vi arbejder for, at fyresedler bliver minimeret – også i efteråret

Camilla Gregersen

Vi, der har arbejdet hjemme, har – efter at børnene igen kunne komme af sted – kunnet få mere fra hånden på grund af færre forstyrrelser. Hverdagen blev for mange lidt mindre hektisk, fordi transport ikke fyldte så meget i hverdagen, og vi fandt ud af, hvor effektive digitale møder kan være. Vi kan nu slå helt fast, at hjemmearbejde ikke er ensbetydende med en afslappende dag derhjemme, men at produktiviteten er høj og i nogle tilfælde højere end på arbejdspladsen. Ikke overraskende yder vi bedre uden forstyrrelser, så det er oplagt at se på fleksibilitet i forhold til de fysiske rammer for arbejdslivet.

Samtidig med de positive erfaringer med hjemmearbejde skal vi holde fast i, at arbejdspladsen er et fællesskab, der også kræver, at vi er fysisk til stede. At vi ser hinanden i øjnene. Og at de uformelle og spontant opståede samtaler er nødvendige for at sikre sammenhængskraft og kreativitet.

Digitale møder er effektive. Men ikke til alle typer af dialog eller beslutning. Vi har også brug for at fornemme hinanden i lokalet, se kropssprog og få mulighed for at lytte til det, der ikke bliver sagt med ord. Vi skal have omtanken med, når vi i fremtiden nøje beslutter, hvad der kan være digitalt, og hvornår vi skal mødes fysisk. Vi skal sørge for, at arbejdsfællesskabet kan udvikles i et arbejdsliv, hvor vi kan kombinere at være digitalt og fysisk sammen.

For menneskelig kontakt er vigtigt for os alle. Uanset hvordan tilværelsen normalt er skruet sammen, kan de færreste af os sige os fri for at have lidt afsavn i de mange måneder uden den sædvanlige kontakt med andre mennesker. Midt i savnet efter fællesskaber kan vi også sende en tanke til de af vores kolleger, der står uden for arbejdsmarkedet, og hvor det er hverdag ikke at være en del af et fagligt fællesskab. Det er ikke en sjov situation, for usikkerhed om fremtiden er tærende. De fortjener vores løbende opbakning.

Vi er i DM meget opmærksomme på, hvilke konsekvenser coronaperioden har for beskæftigelsen, og vi arbejder for, at fyresedler bliver minimeret – også i efteråret. Det er en krise, vi står midt i. Det har gjort os sårbare som samfund og som mennesker, og vi er ikke ude af det endnu. Men vores samfundsmodel har vist sig stærk, og det kan vi alle være stolte af at have bidraget til.

Vi skal tage med os, at det er alt det uformelle, der binder os sammen i hverdagen. Og det er det løbende fællesskab – og et socialt og økonomisk sikkerhedsnet, hvis man bliver arbejdsløs – som giver sammenhængskraft, så vi kan klare kriser, når de kommer.

}