Nu kan oldemor få kulør i kinderne

Oldefar og oldemor var grå. Det samme var H.C. Andersen, Karen Blixen, Liva Weel.

Men den kollektive opfattelse af den grå fortid står måske over for en ordentlig rusketur. På internettet ligger der værktøjer, der gratis og meget brugervenligt lægger farver på de sort-hvide billeder. Ved et simpelt greb kan oldemor få kulør i kinderne, himlen over familiegården bliver blå, fortiden får farver.

Men hvad siger fagkundskaben til disse digitale fiksfakserier? Nærmer vi os fortiden, eller er det en form for historieforfalskning, når vi lader en maskine dekorere med farver, når vi ret beset ikke aner, om de er autentiske?

Magisterbladet har stillet spørgsmålet til en række akademiske fagpersoner inden for fotografi og historie. Og som udgangspunkt for spørgsmålene har vi konstrueret en række eksempler ved hjælp af et gratis værktøj på nettet. Nedenfor kan du klikke dig igennem Magisterbladets eksempler. Artiklen fortsætter

Både-og...

“Du får noget, men du mister også noget”.

Kunsthistoriker og lektor ved AU Lars Kiel Bertelsen ser både fordele og ulemper ved farvelagte sort-hvid-billeder.

“Som fotohistoriker kan jeg godt tænke, at det her er for galt. Billederne var jo sort-hvide, så man gør vold på den historiske autenticitet ved at lægge farver på. Men den anden side af mit akademiske hoved synes, det er skønt, hvis de her muligheder gør, at en masse mennesker kaster sig over deres gamle album for at revitalisere billederne. Det er den grundlæggende dobbelthed”.

Som menneske identificerer man sig mere med de farvelagte personer end de sort-hvide, siger han. Men selv om farvelægningen umiddelbart føjer noget genkendelighed og realisme til billederne, så er den også med til at udviske nuancer, mener Lars Kiel Bertelsen.

“Hvis man eksempelvis ser på Holger Damgaards billede af de fattige, der spiser – er det så sandsynligt, at de alle var klædt i blåt? Her er det tydeligt, at der er tale om en algoritmestyret billedbehandling. Den forstærker nogle mønstre og undertrykker andre. Jeg kan som ekspert se forskellene i de sort-hvide billeder, og det, der springer mig i øjnene, er, at farvekoloreringen fjerner de forskelle”.

Lars Kiel Bertelsen sammenligner diskussionen med dem, der ofte opstår, når der kommer nye bibeloversættelser.

“I den gamle bibel stod, at man skulle “komme hviledagen i hu”. Nu står der, at man skal “huske sabbatdagen”. Jeg synes, der var en skønhed i den gamle formulering, mens den nye er lidt flad. Men samtidig tænker jeg, at vi selvfølgelig skal reaktualisere vore kulturarv. I det øjeblik vi stopper med at gendigte biblen, er det bare nogle gamle tekster”, siger han.

Billedet af fattige, der bespises, er taget i 1917 af Holger Damgaard, der betragtes som Danmarks første pressefotograf. Kunsthistoriker Lars Kiel Bertelsen bemærker, at algoritmen i programmet har gjort alt tøjet blåt.

Grønsværen i Idrætsparken er igen blevet grøn ved farvelægning af dette foto af Peter Elfelt fra 1916. Til gengæld har to spillere fra samme hold fået henholdsvis røde og grå striber.

Thora Hallager, en af de første kvindelige fotografer, tog billedet af H.C. Andersen i 1869. Og selv om vi ikke ved, hvilken teint nationaldigteren havde, er det i orden at lade computeren give et bud, mener professor Mette Sandbye.

Eddie Adams tog Vietnamkrigens måske mest berømte foto, da en Vietcongofficer blev henrettet på åben gade. Professor Mette Sandbye mener, at dette fotografi har en ikonisk status, der gør, at det vil være forkert at farvelægge.

Forkærlighed for sort-hvid

Farver kan gøre os mere engagerede og interesserede. Det fastslår Mette Kia Krabbe Meyer, seniorforsker ved Billedsamlingen på Det Kongelige Bibliotek.

“Jeg var med til at arrangere udstillingen “Blinde vinkler” om Dansk Vestindien. Vi havde en gymnasieklasse inde for at teste et første oplæg, og det var helt klart, at de reagerede mest på de billeder, der var i farver. De ville helst se film, for eksempel “Guldkysten”, men var deres interesse først fanget, så ville de også gerne se på historiske billeder som kobberstik og fotografier i sort-hvid. Men før følte de helt klart en afstand – det er historisk og derfor ikke vedkommende”, fortæller hun.

Hun har flere fagkolleger, der har eksperimenteret med farvelægning af billeder. Personligt er hun dog mest glad for de sort-hvide billeder.

“Det er nok, fordi jeg har den her forkærlighed for det tidlige fotografi. Der er knyttet en særlig fascination af, at en refleksion af virkeligheden kunne fastholdes. Det banker mit hjerte for, så jeg har ikke et behov for at farvelægge. Men jeg kan sagtens forstå, at nogle har det, og anerkender det som et behov for at levendegøre noget historisk”.

Formidling er fortolkning

Blandt fotografer var farvefotos faktisk ildeset i mange år, bemærker Mette Sandbye, professor og leder af Institut og Kunst- og Kulturvidenskab, KU.

“I starten blev farvefotos brugt af reklameindustrien og til familiefotos, mens særligt kunst- og dokumentarfotografer rynkede på næsen af det. Vi skal helt op i 1990’erne, før det bliver accepteret”, siger hun.

Hun mener, man skal passe på med at tillægge sort-hvide fotos en større­ grad af sandhedsværdi end de farvelagte. For eksempel mener hun, at det er i orden at lægge farver på H.C. Andersen, selv om vi reelt ikke aner, hvilke nuancer han havde i huden.

“Farvelægningen i de her programmer er baseret på en statistisk analyse og gennemsnit af en masse big data. Og sådan er det jo med al historieformidling – man laver en oversættelse og en fortolkning, der rummer en del sandhed, men også et element af fiktion”.

De undtagelser, hvor Mette Sandbye mener, det kan være problematisk at farvelægge, er, når fotografen bevidst har valgt sort-hvid som en æstetisk udtryksform, eller ved særlige ikoniske fotos, eksempelvis Eddie Adams’ henrettelsesbillede fra Vietnam-krigen.

Virkeligheden har farver

Mens flere er vægelsindede mht. brugen af farvelægning, er der mere entydig begejstring hos Poul Duedahl, professor i historie ved AAU og anerkendt historisk formidler, blandt andet tre ganger vinder af prisen for “årets historiske bog”.

“Det er et fremskridt. Vi relaterer til menneskelivet i farver, fordi vores eget liv er i farver. Alternativet er, at fortiden bliver livløs og fremmedgjort. Ingen i fortiden levede i en sort-hvid verden. Så i virkeligheden er det de sort-hvide billeder, der forvrænger fortiden”, siger han.

Farvelægningen er en måde at anskueliggøre fortiden på og gøre den forståelig, som man også forsøger at gøre i andre former for historieformidling.

“Det, vi gør ved billederne, er det, arkæologer har gjort i mange år, når de opfører bygninger på baggrund af udgravede murbrokker eller genskaber skaftet til en flintøkse. Og i forhold til billederne bruger vi så tekniske virkemidler, der med en rimelig sandsynlighed kan regne ud, hvilke farver motiverne har haft”.

I historiefaget er der ifølge Poul Duedahl en stående diskussion om, hvor grænserne for fortolkning går. Men generelt er tolerancen i faget blevet større, end eksempelvis da han selv var studerende i halvfemserne. Og det er han glad for.

“Der skal selvfølgelig være et formål, og det er, at vi gør historien mere nærværende. Fortidens dårlige fototeknikker dehumaniserede menneskene på billederne. Nu får vi muligheden for at give dem livet tilbage og spejle os i dem. Det helt afgørende er, at vi ikke lægger skjul på, at det er en fortolkning”.