Dansk Magisterforening

Masser af pseudoarbejde på alle niveauer

© Illustration: Jenz Koudahl

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Pseudoarbejde er ikke kun for akademikere – det opleves på alle niveauer, viser en Gallup-måling, der også dokumenterer, at mange ikke siger fra over for unyttige opgaver. Forskere peger på, at opgavernes formål forsvinder i et komplekst system. Men hvem har skylden?

Akademisk pseudoarbejde står for skud fra alle sider. Statsminister Mette Frederiksen (S) klager over akademisering og har bebudet en nærhedsreform, der skal udskifte kolde, overflødige hænder med varme. Og forbundet Djøf har en brandingkampagne, hvor man undskylder og angrer medlemmernes medskyld for et stort bureaukrati.

Men pseudoarbejde er et forholdsvis udbredt fænomen, som opleves inden for alle uddannelsesgrupper. Det viser en meningsmåling fra Gallup, som Magisterbladet har fået foretaget lige før coronakrisen.

I undersøgelsen spørges 763 personer i beskæftigelse, hvor ofte de oplever unyttige opgaver i deres arbejde. 40 procent svarer henholdsvis “af og til”, “ofte” og “dagligt eller næsten dagligt”. Kun 21 procent oplever, at de “aldrig” har unyttige opgaver.

Antropologen Dennis Nørmark skrev i 2018 bogen “Pseudoarbejde” med filosoffen Anders Fogh Jensen. Han mener, at undersøgelsen bekræfter, at samfundet har et problem.

“Omfanget passer meget godt med min fornemmelse. De mennesker, vi interviewede til vores bog, oplevede sjældent, at det var hele deres arbejde, der var pseudoarbejde. For de fleste var det en procentdel. Men at 40 procent oplever det af og til eller mere, synes jeg da er for meget”, siger Dennis Nørmark.

Årsagen til, at vi har fået tunge, detailregulerede top-down-styringssystemer, er, at der har været et politisk ønske

Janne Gleerup, lektor ved RUC

Backstagearbejde

I efteråret 2019 skrev han og Anders Fogh Jensen en kronik, hvori de specifikt pegede på det akademiske pseudoarbejde som et problem, og de rådede direkte statsministeren til at indføre et ansættelsesstop for akademiske medarbejdere for at nedbringe mængden af pseudoarbejdet.

Gallup-undersøgelsen viser imidlertid, at de unyttige arbejdsopgaver ikke er noget, der er forbeholdt akademikere. Blandt adspurgte med grundskolen som højeste uddannelse oplever 35 procent at have unyttige opgaver “af og til”, “ofte” eller “dagligt”. Det tal stiger gradvist til 43 procent for adspurgte med videregående uddannelse.

Dennis Nørmark erkender, at der findes unyttige opgaver på alle uddannelsesniveauer. Men det lever op til hans forventninger, at det oftest opleves blandt folk med videregående uddannelser.

“I vores bog peger vi på særlige former for arbejde – vi kalder det backstagearbejde – som er af analyserende, rapporterende, informationsskabende og dokumenterende karakter. Og jo længere uddannelse, jo mere sandsynlighed for, at man ender i den type opgaver. Næsten alle dem, der er med i vores bog, har videregående uddannelse”, siger han.

Problem på tværs af samfundet

Nina Holm Vohnsen er antropolog og lektor ved AU, og hun har forsket i bureaukratiets absurditeter. Hun mener ikke, at pseudoarbejde er et akademikeranliggende.

“Det her er ikke et problem, der tilhører de veluddannede. Det går på tværs at samfundet. Du vil se håndværkere med meget stolthed i at levere et godt produkt, der bliver frygtelig frustrerede over dumme beslutninger længere oppe i systemet. Den følelse er ikke en skid anderledes end hos sagsbehandleren eller en lektor på et universitet”.

I sit forskningsprojekt har Nina Holm Vohnsen fulgt sagsbehandlere i et jobcenter i 7 måneder og blandt andet oplevet, hvordan krav til proces og dokumentation tog tid fra borgerkontakten og skabte frustrationer. Men problemstillingen er kompleks. For det, at en medarbejder oplever en opgave som unyttig, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at den er unyttig.

“Det er en vigtig distinktion, for spørgsmålet er altid: For hvem er det nyttigt? Noget, som folk elsker at skamme ud, er, at man skal dokumentere ting. I den offentlige sektor står de ansatte i kø for at fortælle, hvordan det æder kernen i deres arbejde. Men for de borgere, der kommer i klemme i systemet, kan det være ekstremt nyttigt at vide, hvorfor deres ydelse er stoppet, eller på hvilket grundlag deres børn er tvangsfjernet”, siger hun.

4 ud af 10 løser jævnligt unyttige opgaver

Unyttigt arbejde er ingen sjældenhed. 40 procent fortæller, at de i deres arbejde løser unyttige opgaver “af og til”, “ofte” eller “dagligt”. Kilde: Kantar Gallup for Dansk Magisterforening.

Hvor ofte løser du unyttige opgaver som en del af dit arbejde?  

Aldrig

21%
Sjældent 36%
Af og til 27%
Ofte 8%
Dagligt eller næsten dagligt 5%
Ved ikke 3%

Afmagt

Spørgsmålet er, hvordan man som medarbejder reagerer, når man oplever, at man løser unyttige opgaver? Det dykker undersøgelsen ned i ved at spørge, hvor mange der har talt med deres leder om de unyttige opgaver. Svaret viser en omtrent lige fordeling mellem ja og nej. Med andre ord er der relativt mange, som slet ikke gør opmærksom på, at de udfører angiveligt unyttigt arbejde.

“Det synes jeg er det mest interessante. Men jeg har haft det på fornemmelsen: Det er enormt svært at snakke med sin leder om det her. Og det er mærkeligt, at det er sådan. Hvis kvaliteten af arbejdet er dårlig, burde det jo være noget, man var forpligtet til at tage op”, siger Dennis Nørmark.

Undersøgelsen spørger videre om grunden til, at folk ikke har snakket med chefen om de unyttige opgaver. Det mest valgte svar – 41 procent – er: “Det betyder ikke noget for mig”, og det næstmeste er: “Det gider jeg ikke blande mig i”, som 21 procent har valgt.

Nina Holm Vohnsen forklarer den ligegyldige indstilling med den kompleksitet, som kendetegner bureaukratiske systemer. Folk mister overblikket, og så stiger ligegyldigheden.

“Man prøver at forstå, hvorfor man skal gøre det. Men inden man forstår det, er man blevet så rundtosset, at man resignerer og lader det ligge, og så er det, man afskriver det som åndssvagt og unyttigt”, siger hun.

Ifølge lektor og arbejdslivsforsker Janne Gleerup kan det være en følelse af afmagt, der skaber ligegyldigheden. Og det sker blandt andet, når beslutningerne er så langt væk, at man ikke kan påvirke dem.

“Vi har oplevet, at ansvaret er blevet decentraliseret, men beslutningerne er centraliserede. Og vi ved fra arbejdslivsforskningen, at kombinationen af at få et større ansvar og mindre indflydelse kan lede til afmagt og ligegyldighed. Hvis distancen til beslutningen opleves som for stor, så kaster man håndklædet i ringen og tænker: Hvis det er det, chefen og systemet vil have, så får de det”, siger Janne Gleerup, som også er tillidsrepræsentant og medlem af DM’s hovedbestyrelse.

DE FLESTE DISKUTERER IKKE UNYTTIGT ARBEJDE MED CHEFEN

Mange af dem, der oplever at have unyttige opgaver, vælger ikke at tage det op med deres leder.

Har du talt med din leder om, hvorfor du skal løse de unyttige arbejdsopgaver?  
Ja 39%
Nej 41%
Jeg har ingen leder 12%
Ved ikke / ønsker ikke at svare 8%

Kun stillet til respondenter, der løser unyttige opgaver som en del af deres arbejde. Kilde: Kantar Gallup for Dansk Magisterforening.

Akademiske syndebukke

Da statsminister Mette Frederiksen åbnede folketingsåret i efteråret, var begrebet pseudoarbejde med i hendes tale. Det fik Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen til at skrive den kronik, som gav statsministeren gode råd til at bekæmpe pseudoarbejdet i det offentlige. Rådene var blandt andet at rydde ud i lovene og afskaffe resultatkontraktstyringen. Men noget kontroversielt foreslog de også et akut ansættelsesstop for akademikere og at reducere optaget på akademiske uddannelser. “Akademikere ansætter akademikere, så der er kun én måde at stoppe ræset på, hvis hovedet ikke skal ende med at blive større end kroppen – og det er igennem et ansættelsesstop for akademikere i administrationen”, skrev de.

Det fik DM-formand Camilla Gregersen til at reagere: “Ja, nogle akademikere arbejder bag skriveborde og er derfra med til at udvikle den offentlige sektor, men det er galimatias på forhånd at udpege administrative medarbejdere som syndebukke, uanset om de er akademikere eller HK’ere”, lød hendes svar.

MANGE SLÅR SIG TIL TÅLS MED UNYTTIGE OPGAVER

“Det betyder ikke noget for mig” eller “det gider jeg ikke blande mig i” er de hyppigste grunde til, at man ikke tager op med sin leder, at man løser unyttige opgaver.

Hvorfor har du ikke talt med din leder om de unyttige arbejdsopgaver?  
Det betyder ikke noget for mig 41%
Jeg er bange for, at det bliver opfattet som kritik 6%
Jeg er bange for, at min leder får øje på, at jeg laver unyttigt arbejde 2%
Det gider jeg ikke blande mig i 21%
Min leder gider ikke høre på den slags brok 10%
Jeg er nervøs for, at det kunne resultere i fyringsrunder 2%
Ved ikke/ønsker ikke at svare 25%

Kun stillet til respondenter der ikke har talt med deres leder. Kilde: Kantar Gallup for Dansk Magisterforening.

Dennis Nørmark fastholder dog, at akademikerne er en del af problemet. Også selv om pseudoarbejdet opleves blandt folk på alle uddannelsesniveauer.

“Grunden til, at vi har fokuseret på akademikere, er, at akademikere ikke alene er udsat for pseudoarbejde, de skaber det også. Sygeplejersken eller læreren, der døjer med retningslinjer og dokumentationskrav, har sjældent noget at gøre med, at de her ting blev opfundet. Det kommer fra administrative fag, og der sidder flest med videregående uddannelser”, siger Dennis Nørmark.

Hvem fandt på new public management?

Den forklaring er lektor Janne Gleerup meget uenig i. Hun mener, at det voksende bureaukrati – blandt andet de resultatkontrakter, Dennis Nørmark selv peger på – er resultatet af nogle politiske beslutninger.

“Der er ingen sagsbehandlere på jobcentrene, der har fundet på alle de lovpligtige dokumentationskrav. Årsagen til, at vi har fået tunge, detailregulerede top-down-styringssystemer, er, at der har været et politisk ønske. Man har villet en liberal udvikling af den offentlige sektor gennem “new public management”. Det er ikke noget, bestemte fag har udviklet med en hemmelig bagtanke om at fremme egen beskæftigelse – det kommer af en politisk beslutningsproces”, siger hun.

Samme synspunkt kom frem i forbindelse med beslutningen om at halvere antallet af ansatte i Rigspolitiet. Politilederforeningens formand, Michael Agerbæk, pegede på, at pseudoarbejdet, som statsministeren gerne vil gøre op med, kommer fra politikerne selv i form af “meget rigide målkrav, som medfører et omfattende dokumentations- og kontrolregime”.

Lyt til brok

I et ordsprog hedder det, at vejen til Helvede er brolagt med gode hensigter. Det er sådan, Nina Holm Vohnsen ser bureaukraternes rolle.

“Der var engang nogle tidligere embedsmænd fra Finansministeriet, der skrev en kronik om indførelsen af kontraktstyring med titlen: “Tilgiv os, vi vidste ikke, hvad vi gjorde”. Akademikere er uddannet til at identificere problemer og løsninger. Og når man får øje på et problem, er det svært at sige, at det vil vi ikke gøre noget ved. Det er meget menneskeligt”, siger hun.

Men hver gang man vil løse et problem, risikerer man at gøre det modsatte, fordi man bygger videre på kompleksiteten. Skal man finde en vej ud af den spiral, kan man oplagt begynde at lytte til de medarbejdere, der brokker sig, mener Nina Holm Vohnsen.

“Brok er udtryk for, at nogle er engagerede i det, de opfatter som kernen i deres arbejde. Særligt hvis nogen har mod til at sige: Det, jeg laver her, er vi bedre tjent ved ikke at lave. Og så må man som leder udarbejde et hierarki over, hvilke opgaver der er vigtigst”.

}