Dansk Magisterforening

Måling: Coronakrisen har især ramt små selvstændige og løstansatte

© Andrew Neel/Unsplash

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Små selvstændige og freelancere er ramt hårdest af coronakrisen, mens fastansatte, studerende og arbejdsløse er ramt mindst. Det mener borgerne ifølge en ny meningsmåling. Ikke underligt, for der har i medierne været meget stor fokus på især frisører og små restauranter, siger arbejdsmarkedsforsker.

Med en stigning på over 48.000 ledige siden start marts og talrige små og store virksomheder, som er lukket eller i desperat grad søger økonomisk bistand fra staten, har coronakrisen ramt hele det danske samfund hårdt. Men det er de små selvstændige og løstansatte på det danske arbejdsmarked, som i særlig grad er ramt hårdt af coronakrisen.

I hvert fald hvis man spørger borgerne. Det viser en ny repræsentativ meningsmåling blandt 1.019 danskere fra slutningen af april måned, som Kantar Gallup har gennemført for Magisterbladet. Her er danskerne blevet spurgt om, hvor hårdt økonomisk de mener, forskellige grupper er ramt af coronakrisen. Svaret lyder, at det er små selvstændige, freelancere og timelønnede, som er hårdest ramt økonomisk af coronakrisen.

I meningsmålingen svarer 72 procent af de adspurgte, at mindre selvstændige er “meget hårdt ramt” under coronakrisen. 59 procent mener, at freelancere er meget hårdt ramt under coronakrisen, mens 33 procent svarer det samme om timelønnede.

Hvor hårdt mener du , at disse grupper økonomisk set er ramt af coronakrisen?

 

Meget hårdt ramt

Noget ramt

Mindre selvstændige

72 %

17 %

Freelancere

 59 %

20 %

Timelønsansatte lønmodtagere

33 %

42 %

Arbejdsløse

15 %

21 %

Studerende

11 %

31 %

Fuldtidsansatte lønmodtagere

5 %

46 %

Kilde: Kantar Gallup for Magisterbladet, 23.-28. april 2020, 1.019 personer.

“Det er klart, at især selvstændige og freelancere kommer i top, fordi det især er dem, der har været diskuteret og politiseret utroligt meget omkring i offentligheden. Diskussionen om tryghed under krisen har handlet meget om, hvem der råber højest med fokus på individuelle skæbner”, siger Henning Jørgensen, som er professor på Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet.

Den vurdering er Lone Jakobsgaard, selvstændig med kommunikationsvirksomheden Volapyk, enig i. Hun er også medstifter af foreningen Danske Soloselvstændige, der er et talerør for soloselvstændige, freelancere og små virksomheder. 

“I medierne har der især været fokus på frisører og andre små selvstændige, som er blevet tvangslukket. Det har gjort krisen meget synlig for danskerne. Mange har nok også fået øjnene op for, hvor hårdt en sådan krise rammer soloselvstændige, freelancere og folk med små virksomheder”, siger Lone Jakobsgaard.

Mens danskerne ifølge Gallup-meningsmålingen bedømmer, at små selvstændige, freelancere og timelønnede er hårdest ramt af coronakrisen, så mener 15 procent, at arbejdsløse, 11 procent at studerende og bare fem procent at fastansatte er ramt økonomisk hårdt af coronakrisen.

Den 29. april udmeldte erhvervsminister Simon Kollerup (S), at lønkompensation og kompensation til selvstændige for manglende omsætning bliver straksudbetalt senest den 11. maj.

Mange små selvstændige venter desperat på hjælp, fortæller Lone Jakobsgaard. Otte ud af ti soloselvstændige, som har søgt kompensationsordningerne, har stadig ikke fået nogen penge fra staten, flere uger efter at de har søgt om hjælp. Det viser en rundspørge, som Danske Soloselvstændige har foretaget i slut april blandt sine 3.200 medlemmer.

“Der er stadig rigtig mange, som ikke har fået deres penge, og det er katastrofalt. Det er først nu, at regeringen har besluttet at foretage straksudbetalinger. Det kommer til at koste mange selvstændige livet”, siger Lone Jakobsgaard.

Der er mange små virksomheder og iværksættere, som ikke har fået en øre og formentlig heller ikke får det under krisen, påpeger Henning Jørgensen.

“Man burde have sat ind i langt højere grad med økonomisk hjælp til små virksomheder og iværksættere. Denne underskov af fornyelse fra små selvstændige taber måske mange års investeringer, fordi de nu risikerer at lukke. Det kan langsigtet blive et stort problem for Danmark”, siger Henning Jørgensen.

}