Fællesskabet skal få os igennem krisen

For næsten præcis to år siden sad jeg en aften og skrev leder til jer om at stå sammen. Om at løfte i flok. Om at stå skulder ved skulder. Dengang handlede det om OK18. Men retorikken er blevet højaktuel igen nu, hvor hele landet, ja, store dele af verden, er midt i en krise forårsaget af coronavirus.

Krisen vil koste arbejdspladser. Den vil betyde fyringer. Og den kaster os ud i en forandret hverdag og et anderledes samfund, som ingen af os har oplevet før. Jeg troede, at jeg havde oplevet det sværeste som fagforeningsformand under OK18. Men det her er langt mere alvorligt.

Vi må indstille os på, at situationen får konsekvenser. Opgaven er at sikre, at byrden bliver fordelt ud på så mange som muligt, og at ingen bliver glemt, når der skal findes fælles løsninger.

I sidste uge var vi i dialog med folketingspolitikere om hjælpepakker til både private arbejdspladser, selvstændige, freelancere, studerende og ledige, hvor sidstnævnte gruppe fik dagpengene forlænget med tre måneder, som vi havde foreslået.

Jeg har oplevet stor vilje fra de politiske partier til at finde løsninger, så ingen bliver glemt. For alle skal kunne komme igennem krisen på en økonomisk forsvarlig måde. Det er vigtigt, for at samfundet kan komme økonomisk på fode på den anden side af pandemien. Intet er vundet ved, at folk bliver desperate og usikre på deres indtægt.

Selv om der er oprettet hjælpepakker, er intet som normalt. I to uger har mange arbejdet hjemmefra for at begrænse smittespredningen mest muligt, og mange er nok også ved at få kuller af at være så lang tid derhjemme. Særligt hvis man har børnehave, skole og kontor i samme rum. Det er umuligt at passe og undervise sine børn og samtidig løse alle sine vante arbejdsopgaver til perfektion. Der skal være gensidig fleksibilitet og rummelighed.

Vi skal holde fast i et fællesskab, der kan rumme, at vi har forskellige vilkår. At vores situationer er forskellige. Lykkes vi med det, vil vi stå med et fællesskab, der er endnu stærkere, når vi kommer ud på den anden side.

Vi har på tværs af hele fagbevægelsen indgået aftaler med de offentlige arbejdsgivere, som ændrer hverdagen for en del ansatte. Det har vi, fordi hele situationen kalder på fleksible løsninger.

Vi træder på nyt land, hvor nogle kan blive sat til at løse opgaver, der ligger langt fra deres vanlige faglighed. DM vil som fagforening selvfølgelig hjælpe jer med alle spørgsmål og afklaringer i en uvant tid, hvor situationen ændrer sig fra dag til dag.

Når vi står i en samfundskrise – og det gør vi nu – skal vi rykke sammen. Vi må alle bidrage for at redde vores velfærdssamfund. Lad os stå sammen på tværs af sektorer og brancher – lad os være overbærende, undgå splittelse og holde fast i fællesskabet.

Vi skal have et fællesskab, der rækker ud over fag og position, og hvor vi alle er på samme side i kampen for, at vores sundhedssystem ikke bliver overbelastet, og at samfundet kan køre videre. Sådan kan vi sikre, at vi alle kommer godt igennem den krise, som vi står midt i.