Dansk Magisterforening

4 skarpe til Aarhus Universitets klimastrategi

© Foto: Lars Kruse/AU Foto

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Aarhus Universitet har en klimastrategi i høring, der skal gøre universitetet CO2-neutralt i 2040. Det bliver frivilligt for forskerne at reducere antallet af flyrejser. Her svarer universitetsdirektør Arnold Boon på, hvorfor universitetet ikke udstikker mere præcise regler.

FN har advaret om konsekvenserne af den globale opvarmning siden IPCC’s første rapport i 1990, men Aarhus Universitet har først en klimapolitik på vej nu. Har I været for langsomme?

Universitetsdirektør Arnold Boon: “Vi har løbende arbejdet med forskellige ting, men ligesom 2019 for mange andre i synet på klimaforandringerne var et skelsættende år, har vi i 2019 systematiseret indsatsen ved at udarbejde en egentlig strategi. Den er nu i høring”.

Er AU-forskernes brug af flyrejser faldende eller ­stigende?

“Jeg tror, det er på samme niveau, men med en faldende tendens, hvis jeg husker rigtigt”.

På fem år vil I nedbringe CO2-aftrykket fra flyrejser med 30 pct., men det bliver ifølge klimastrategien frivilligt at reducere sit rejseforbrug. Hvorfor?

“Vi har ikke udarbejdet sortlister over lufthavne, man ikke må flyve til, men til gengæld gør vi meget ud af, at man lokalt på universitetet diskuterer det. Så vi har en målsætning, men vi vil især tilskynde forskere til selv at overveje det”.

De eneste initiativer, der er nævnt for flyrejser i høringsudkastet, er, at I vil gøre det mere attraktivt at bruge Skype og lettere at vælge tog til udvalgte destinationer. Er det nok til at reducere udledningen med 30 pct.?

“Ja, det tror jeg på nuværende tidspunkt, selvom vi godt er klar over, at det er et ambitiøst mål. Viser det sig, at det overhovedet ikke rykker, vil vi selvfølgelig reagere. Men på nuværende tidspunkt tror vi på bevidstgørelse og transparens. Der er trods alt også mange holdninger til det her, så på nuværende tidspunkt vil vi ikke indføre noget forbud”.

 

}