Dansk Magisterforening

"10 år med veganske, feministiske, klimaangste teenagere har lært mig at holde kæft og lytte"

Jakob Elkjær
Del artikel:

Vores børn og unge er ekstremt kompetente. De træffer velovervejede valg. De har ikke brug for at blive belært. De har mest brug for, at vi holder kæft og faktisk lytter, før vi tester deres argumenter, skriver Magisterbladets chefredaktør.

Ti år med veganske, feministiske, klimaangste teenagere har lært mig at lytte lidt mere.

Jeg har boet i Malmø i 19 år. Tidligere, når jeg fortalte folk om mine veganske, feministiske, klimaangste teenagere med flydende seksualitet, så rystede de bare på hovedet. Det var irrelevant for deres liv. Svenskerne er skøre, sagde de.

Jeg har forsvaret mit afkom. Svenskerne er bare foran. De ting, som svenske unge går op i nu, kommer til Danmark lige om lidt. Bare vent og se. Først kommer det i USA, så til Sverige og til sidst Danmark. Lidt ligesom ikke at ryge i folks hjem. I Malmø holdt vi op ti år før Danmark.

Jeg fik ret. Hvor jeg før blev afvist blankt, så er mine erfaringer med oprørske teenagere gennem ti år nu pludselig relevante i Danmark. Mine venners børn har kærester til begge sider. De bliver vegetarer eller veganere. De giver mor og far klimatørt på. Og så videre.

Selv Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti fortæller nu, at hans 12-årige søn har klimaangst, og den 8-årige datter er blevet vegetar. Så nu tænker jeg, at I måske gider høre om mine fejl og erfaringer som far til svenske teenagere gennem ti år.

Da jeg var ung, var man enten bøsse eller straight foruden nogle få underlige biseksuelle. Nu er man på en skala et sted imellem polerne. Giver det egentlig ikke også meget bedre mening?

Jakob Elkjær, redaktør på Magisterbladet

Min største fejl, er at jeg ikke har holdt mere kæft og lyttet mere. Et eksempel. Da min datter erklærede, at hun både var til mænd og kvinder, røg følgende ord ud af munden på mig.

”Skal du ikke knalde med nogle kvinder, før du ved det?”

Min datter Liva blev vred. Hvorfor skulle jeg underkende den følelse? Efter min første fadæse holdt jeg kæft og lyttede til hende og hendes svenske veninder. De kunne kun komme i tanke om én af veninderne, som definerede sig som heteroseksuel. Resten var på en skala et sted midt imellem homo og straight. Og deres viden og ordforråd, når de talte om køn og seksualitet, var af en anden verden.

Det stammede fra de dybt specialiserede amerikanske influencere på nettet, som lige nu også påvirker dine børn. Og det kom fra en rig svensk feministisk debatkultur, som gennemstrømmer alt fra universiteter til popkultur. Jeg kunne ikke lære Liva og veninderne noget. De kunne lære mig noget.

Jeg forstod langsomt, at en ny seksuel revolution havde fundet sted.

Da jeg var ung var man enten bøsse eller heteroseksuel foruden nogle få underlige biseksuelle. Nu er man på en skala mellem de to yderpoler. Giver det egentlig ikke også meget bedre mening, at de fleste af os er på en skala? Det giver i et hvert fald de unge en frihed til at eksperimentere, prøve sig selv og finde ud af, hvad der er rigtigt for dem, uden at de skal træffe det vidtgående og skræmmende valg, som vi havde. Er du homo eller straight?

Jeg forsvarede kødindustrien alt for længe

Min anden fejl var, at jeg forsvarede kødindustrien alt for længe. Min søn, Anton, er relativt sikker på, at jorden er på vej til at gå under og har kaldt mig for familiens klimaskurk. Jeg har prøvet at lempe hans dødsangst ved at sige til ham, at jeg også selv troede, at jorden var ved at gå under i 70’erne og 80’erne, men HEJ! Vi er her stadig!

Han var og er ikke imponeret over mit ræsonnement. Som mange andre unge tog han sagen i egen hånd og blev veganer. Min datter vil heller ikke spise kød. Jeg forsvarede kødindustrien højlydt, men løb tør for argumenter og valgte at lave mad af planter (OG OST! INGEN SKAL TAGE MIN OST!) til ungerne og spise den mad, de lavede til mig.

Jeg kan huske først gang, jeg opdagede, at mine børn var stærkere i argumenterne, end jeg selv var.

Liva havde været med til at grundlægge en feministisk organisation ved navn Femfight, hvor de bl.a. kæmpede mod befamlinger i det offentlige rum – det var lige før #metoo. Som en typisk dansker kæftede jeg op om, at det kunne jeg da godt forstå, men jeg håbede sat'me ikke, at hun ville komme hjem og bruge ordet ’hen’, for det var da det mest åndssvage, man kunne forestille sig. Min datter stillede mig et modspørgsmål: ”Jeg føler mig ikke som hen, men hvis der er andre, der føler sig som hen og gerne vil omtales som hen, skal jeg så sige, at de skal være en dreng eller en pige? Er det ikke folks eget valg, hvad de vil være?”.

Da vi senere på Magisterbladet skulle lave en #metoo spørgeskema-undersøgelse blandt studerende, var der er par stykker, der klagede. Vi havde kun givet dem mulighed for at svare, at de var mænd eller kvinder. Jeg huskede Livas ord. Skulle jeg belære medlemmer af Dansk Magisterforening om, at de minsandten var mænd eller kvinder, uanset hvad de selv måtte føle? Nej vel! Vi tilføjede kategorien ”andet”. Det er ikke så svært.

Vores unge er ekstremt kompetente

Min fjerde fejl var, at jeg var overbeskyttende.

Min søn har længe gjort oprør mod stereotype kønsroller. I første klasse arvede han sin kusines lilla glitterbukser og knuselskede dem. Han ville have dem på i skole. Jeg advarede ham om, at han nok ville blive mobbet. Han blev ganske rigtigt drillet og var ked af det, men næste dag tog han dem på igen. Senere rettede han på mig, blot jeg tillagde noget kvindelige eller mandlige egenskaber. Køn var en konstruktion.

Det var intellektuelt udfordrende. Både Anton og Liva stillede spørgsmålstegn ved alt, hvad jeg og deres mor sagde. Anton går stadig mest i damebukser. De sidder bedre, synes han. Jeg er stadig bange for, at han bliver mobbet, men jeg er mest stolt. Stolt over, at han er sig selv. Og jeg har lært at holde min kæft. Specielt nu, hvor jeg ikke bliver spurgt.

Liva og Anton er nu 20 og 22 år, og de flyttede til København omtrent samtidig med mig for halvandet år siden. De er også blevet mere pragmatiske. De er vegetarer i stedet for veganere, fordi det er praktisk. Og måske er køn ikke udelukkende en konstruktion.

Den nye generation har forandret Sverige, og den er allerede i gang med at forandre Danmark. Jeg har aldrig troet på, at man kan forandre verden som enkeltindivid. Der skal kollektiv handling til, men den nye generation har gjort det private politisk og har ændret deres egne og et stykke hen ad vejen også deres forældres vaner. Det betyder noget.

Og i 2019 så vi dem også handle kollektivt i Danmark med klimastrejker og besættelser og strejker på landets universiteter. På Magisterbladet har vi kortlagt 9 aktioner i 2019. Folketinget har vedtaget en vidtgående klimalov og de studerende har vundet stort set hver gang. De studerende på KUA fik indflydelse, da de blokerede ledelsesgangen. De studerende i Aalborg fik foreløbig lov at beholde deres sproguddannelser, da de demonstrerede, og de studerende på filmskolen blokerede skolen og fik rektor afsat.

Vores børn og unge er ekstremt kompetente. De træffer velovervejede valg. De har ikke brug for at blive belært. De har mest brug for, at vi holder kæft og faktisk lytter, før vi tester deres argumenter.

}