Dansk Magisterforening

Ledere er trods alt glade for deres arbejde

© Foto: Nik MacMillan/Unsplash.com

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Mere end syv ud af ti højtuddannede ledere er tilfredse med jobbet. Ledere føler, at de har et bedre arbejdsmiljø og er mindre stressede end medarbejderne, viser ny undersøgelse om psykisk arbejdsmiljø. Men der er også problemer – som ensomhed, overarbejde og stress.

Ledere med en lang uddannelse går ofte glade på arbejde. Langt de fleste ledere er nemlig tilfredse med deres job. I en ny undersøgelse om psykisk arbejdsmiljø blandt højtuddannede ledere angiver 78 procent af lederne, at de er tilfredse med deres job.

I undersøgelsen, som er foretaget af Dansk Magisterforening blandt 4.870 medlemmer, heraf 308 ledere, svarer 92 procent, at de føler, deres arbejde er meningsfuldt. Og 72 procent af lederne er “helt enige” eller “enige” i, at deres psykiske arbejdsmiljø er godt. Det samme udsagn er kun 55 procent af alle medvirkende “helt enige” eller “enige” i.

“Mange ledere har ofte en stor indflydelse på indholdet og rammerne omkring deres eget job og også på arbejdsmiljøet i det team, de leder. Har man det, er mulighederne for, at man trives på jobbet, også langt bedre”, siger Nina Hallgren, som er formand for Dansk Magisterforenings ledersektor, DM Leder, og til daglig afdelingsleder i NEXT Uddannelse København.

For at kunne trives i sit arbejdsmiljø skal der være mening i arbejdet, og det ligger ofte implicit i funktionen ledelse. Derfor er det heller ikke overraskende, at en så stor andel af ledere angiver, at de er glade for deres job, fortæller cand.mag. og chefkonsulent i DI Stig Erichsen. Han har over 20 års erfaring i arbejdet med arbejdsmiljø, ledelse og samarbejde inden for både det private og offentlige virksomhedsområde.

“Ledere vælger typisk at blive ledere, fordi de ønsker at være med til at præge en udvikling. Så i valget om at blive leder ligger der allerede et højt engagement i arbejdet, som i sig selv bliver meningsfuldt, og det giver en stor jobtilfredshed”, siger Stig Erichsen.

Detailledelse fører til mistrivsel

Høj jobtilfredshed blandt ledere kræver dog ikke kun, at jobindholdet er meningsfyldt. Det kræver også, at man på arbejdspladsen taler om, hvilke forventninger der er til ledelse.

“Dialog og åbenhed om forventninger til hver enkelt leder sætter et vandmærke for navigation i hele organisationen. Men det er samtidig afgørende for godt lederskab, at der er en udpræget grad af autonomi i ledelsen. Mistrivsel opstår ofte på grund af detailledelse, hvor lederen ikke selv kan bestemme, hvordan man vil lede”, siger Stig Erichsen.

Selvom de fleste ledere ifølge undersøgelsen er glade for deres job, så angiver 39 procent, at de inden for den seneste måned har oplevet stresssymptomer på jobbet. Og 43 procent at de til tider er ensomme på jobbet. Så hvordan hænger det sammen med, at de er glade for deres arbejde?

“Bliver man leder, så går man på nogle punkter også ud af kollegagruppen. Det kan for nogle blive ensomt. Det kan derfor være afgørende, at man som leder har en eller flere tætte lederkollegaer at sparre med. Har man ikke det, kan det blive hårdt og også ensomt, fordi man ikke får kollegial sparring om jobindholdet”, siger Nina Hallgren.

Man overser ofte ledelse af ledelse

Stig Erichsen forklarer, at man i diskussionen om psykisk arbejdsmiljø og god ledelse ofte overser ledelse af ledelse.

“I alle ledelseslag både på tværs og opad skal man som leder have nogle kanaler, hvor man kan snakke om, hvilken støtte man har brug for, for manglen på støtte og dialog i ledelseslagene kan presse arbejdsmiljøet i hele organisationen”.

Der, hvor der er et godt psykisk arbejdsmiljø, er der i dag ifølge Stig Erichsen også typisk en kultur, hvor medarbejderne er med til at skabe ledelse.

“Det skal være legitimt for medarbejdere at efterspørge den ledelse, de ønsker. Ledelsen skal ikke gætte sig til, hvad der skaber et godt psykisk arbejdsmiljø, når man løser kerneopgaverne. Inklusionen af medarbejderansvar i ledelsen af organisationen er meget kraftfuldt for alle parter”.

}