Dansk Magisterforening

Læderbolde har ikke tænder

Arkæolog Sidsel Wåhlin er glad for at være kendt som hende med kranierne. “Jeg tror ikke, folk ringer til Nationalmuseet på samme måde – vi er allerbedst til at være Vendsyssel Historiske Museum. Det er en specialitet at være lokalt museum, og det er konteksten, der gør et fund til kulturhistorie”. © Foto: Jesper Voldgaard

Jesper Voldgaard
Del artikel:

Arkæolog Sidsel Wåhlin er glad for at være kendt som hende med kranierne. “Jeg tror ikke, folk ringer til Nationalmuseet på samme måde – vi er allerbedst til at være Vendsyssel Historiske Museum. Det er en specialitet at være lokalt museum, og det er konteksten, der gør et fund til kulturhistorie”.

Da telefonen ringede midt i et møde, gik arkæolog Sidsel Wåhlins drøm pludselig i opfyldelse.

“Der står en mand og siger, at han har fundet to kranier i en mose, det sker bare ikke for mig!”

En lokal landmand kunne fortælle, at han først troede, det var læderbolde, men det var ved nærmere eftersyn nok nærmere hoveder. Samme eftermiddag stod Sidsel Wåhlin med de første to kranier i hånden fra en vendsysselsk kraniekult, som var aktiv i årene lige efter Kristi fødsel.

Sidsel Wåhlin har altid været fascineret af menneskekroppe – de døde af slagsen. Som ung stod valget mellem arkæologi og retsmedicin, men efter en tur som brandmand i beredskabskorpset og forskellige løse ansættelser på museer rundtom i landet endte Sidsel Wåhlin for ti år siden med sin håndsmedede graveske i en fast stilling på Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring.

Efter det første fund i 2013 er yderligere fire kranier kommet frem af mosen i Svennum, og på Sidsel Wåhlins kontor, som tidligere var et højloftet klasseværelse i en af Hjørrings gamle realskoler, ligger kranierne i hver sin navngivne kasse i de dybe depotskabe.

Favoritten X1 har fået en fremtrædende plads. Det var det første kranie, som kom op af mosen, og det lille kranie med de forbavsende hvide tænder har engang været et cirka 12-årigt barn. Det ligger blandt næsten 60 andre kranier og skeletter fra lokaliteter som Elling, Tollestrup, Jerslev og Vittrup, som vendelboer og enkelte andre har indleveret gennem tiden.

Den kommende udstilling “Dødens Teater” har fået sit navn fra den sceniske opbygning af landskabet omkring offermosen i Svennum. Udstillingen skulle være åbnet i efteråret 2019, men kranierne bliver nu et år mere i de gamle skoleskabe, for med midler fra Kulturministeriets Forskningsudvalg har Sidsel Wåhlin fået mulighed for at forske på et stort materiale og skrive videnskabelige artikler om de vendsysselske knogler og ritualer.

“Jeg kan godt lide statistik og volumen, og der kan også være stor værdi i de fund, som ikke er spektakulære. Som reference og til at kvalificere andre fund”.

 

© Foto: Jesper Voldgaard
}