Dansk Magisterforening

I netværket kan du være dig selv

“Det gik op for os, hvordan vi kunne bruge hinanden på vores forskelligheder og sårbarheder”, fortæller Anja Christensen (th.), der tog initiativ til netværket med Laura Bülow Leegård (i midten). Til venstre er det Emilie Kjelds.

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Det tog et LinkedIn-opslag og tre dage, så var medlemsnetværket MARKO for unge i kommunikation og marketing overstrømmet med medlemmer. “I og med at vi er så forskellige, kan vi trække på hinanden”, siger netværksdanner Anja Christensen.

Man er betalt for 37 timers arbejde. Men på de sociale medier er virksomhedens brand på spil 24 timer i døgnet. Så kan en brandmanager egentlig tillade sig at holde fri – som i HELT fri?

De fleste af de 16 personer i mødelokalet kan sætte sig ind i problemstillingen. Uanset om man arbejder med marketing eller kommunikation, er sociale medier en vigtig brik.

“Det er lidt svært. Hvis man har ansvar for et brand, skal man være på hele tiden, så der ikke opstår noget negativt”, siger Anja Christensen, der modererer diskussionen.

“Man får jo de der notifikationer fra Facebook-siden på sin personlige profil, det sker også, når man ikke er på arbejde”, fortæller en i salen.

“Hvis man har Facebook Business Manager, kan man adskille det”, siger en anden.

“Jeg er ret iskold. Jeg bliver ikke betalt for at være på arbejde i min fritid, så jeg bruger Business Manager altid”, lyder det fra en tredje.

Der er ingen rigtige og forkerte udsagn i snakken. Blot personlige erfaringer, råd og forslag til arbejds­livets store og små udfordringer.

Faglig speeddating

Vi er til møde i MARKO – netværk for unge i marketing og kommunikation. MARKO er et af DM’s omkring 30 medlemsnetværk etableret af medlemmer, der har ønsket at dyrke og diskutere deres faglige interesse med ligesindede.

Det er det andet møde, og dagsordenen har to overordnede spørgsmål: Hvem er vi, og hvad vil vi bruge netværket til?

Anja Christensen går rundt og klapper folk på hovedet: 1, 2, 1, 2, 1, 2 ... Bagefter stiller hun 1’ere og 2’ere op i to rækker over for hinanden. Der er gjort klar til faglig speeddating. Alle får tre minutter til at snakke med modparten ud fra tre spørgsmål: Hvad sidder du med til hverdag? Hvad er din seneste succesoplevelse? Hvad vil du gerne blive bedre til? Herefter roteres der. Alle får mulighed for at opbygge en lille, faglig romance.

Meninger uden forbehold

Både som marketing- og kommunikationsmedarbejder kan man nemt risikere at have få eller ingen kolleger med samme faglighed på sin arbejdsplads. Her skal netværket være stedet, hvor man kan gå hen og få sin faglige sparring.

“På det job, jeg har nu, har jeg kun en kollega, der laver det samme, og vi har vidt forskellige interesser. Jeg synes, data er vildt interessant, det gør hun ikke. Så har man ikke andre mennesker at tale med om det”, siger Emilie Kjelds.

Hun sidder efter mødet og sludrer med MARKO-netværkets to initiativtagere: Anja Christensen og Laura Bülow Leegård.

Men selv med mange kolleger på arbejdspladsen kan det være godt at have et andet sted, hvor man kan vende sine udfordringer. Et sted, hvor ingen har noget på spil.

“Det er vigtigt, at man kan være ærlig. På arbejdspladsen ved man, at der ligger et eller andet bag det, folk siger. Men her kommer folk med deres uforbeholdne mening”, siger Anja Christensen.

Hun fortæller om første møde, hvor hun fik talt om en fyring, hun netop var gået igennem.

“Jeg var megaramt og turde ikke rigtig tale med nogen om det. Der er meget tabu over det at blive fyret. Men her føler jeg, at gruppen er god til at se mennesket bag fagligheden”.

Stormløb

Inspirationen til at starte netværksgruppen kom lidt tilfældigt for Anja Christensen og Laura Bülow Leegård. De kender hinanden fra studiet og sad en dag og sparrede om en faglig problemstilling.

“Det startede med en tekst, jeg ikke kunne finde ud af at skrive. Så Laura og jeg diskuterede det sammen, og det gik op for os, hvordan vi kunne bruge hinanden på vores forskelligheder og sårbarheder. Det skabte enormt meget energi”, siger Anja Christensen.

De kontaktede DM, som hjalp med opstart og mødefaciliteter, og så lagde de et opslag på LinkedIn.

“Jeg så opslaget på LinkedIn. Måske kender jeg nogen, der har kommenteret det. Min situation var den, at jeg søgte en stilling, hvor man skulle hav meget ansvar på et felt. Og så tænkte jeg, at det ville være fedt at være i en netværksgruppe, hvor man kan komme og sige: Det brænder på, hvad gør jeg?” siger Emilie Kjelds, der arbejder som SoMe-manager.

Opslaget på LinkedIn var nok. Allerede efter tre dage måtte de lukke for tilmeldinger. Der var simpelthen stormløb på netværket.

Facebook-gruppe til hverdagsnetværk

Ved første møde var der nogleogtyve deltagere. Ved dette møde var der 16. Men det er o.k. – også selv om der bliver færre. Det skal ikke være en loge, der kræver mødepligt og en masse forpligtelser.

“Det er lidt blandet, hvad folk har lyst til. En spurgte sidste gang, om det var i orden, hvis man ikke ville være med til sådan nogle sociale ting. Andre vil gerne være sociale og drikke øl”, siger Laura Bülow Lee­gård.

Hun gjorde selv brug af netværket allerede efter første møde.

“Jeg skrev ud til Facebook-gruppen og stillede nogle tekniske spørgsmål om, hvilke værktøjer de andre brugte. Og så var der tre-fire stykker, der svarede. Der er en lille faglig dialog, der fungerer godt – folk tør sige, hvad de mener, og man tør godt spørge, når man ikke forstå det”.

Laura Bülow Leegård arbejder også med SoMe-håndtering og markedsføring, Anja Christensen er netop startet som digital marketing­specialist. Men netværket er en god blanding af kommunikationsfolk, der tænker i indhold, de mere analysenørdede og dem, der gør det i rendyrket markedsføring.

Og det er kun godt, mener Anja Christensen.

“I og med at vi er så forskellige, kan vi trække på hinanden og bruge hinanden i vores job”.

 

Netværk i DM

DM tilbyder hjælp og faciliteter til medlemmer, der gerne vil starte nye netværk op. Man kan desuden melde sig til miniuddannelsen “Netværksdanner”, som DM tilbyder i samarbejde med DeltagerDanmark. De næste hold starter i februar.

Læs mere om netværk i DM her.

 

}