Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Magisterbladets chefredaktør, Jakob Ekjær

Ud med Arne og Bjarne – ind med feministerne

Jeg har boet i Malmø i Sverige i 18 år, indtil jeg flyttede til København for to år siden. Det har i alle de år undret mig, at enhver svensk kvinde og rigtig mange mænd ville sige, at de er feminister uden at blinke, mens danske kvinder ofte begyndte at flakke med blikket, hvis man spurgte dem om det samme, mens danske mænd simpelthen bare affærdigede mig som skør svensker.

Jeg fik en god forklaring af Noa Redington i Politiken for nylig. Han har siddet i det politiske maskinrum i Danmark fra 2008-2015, hvor han var rådgiver for Helle Thorning-Schmidt. Jeg beklager de lange citater, som kommer nu, men det er altid ekstra interessant, når insidere pludselig siger sandheden og angrer:

“Svesken på disken: Det handler om Blå Bjarne og Rødbrune Arne. Christiansborg har været gennemsyret af en jagt på at forstå netop disse mandlige vælgere. De var nøglen til magten. Og magten er alt”.

“Er Arne feminist? Går Arne ind for ligestilling? Jeg aner det ikke. Men jeg ved, at den analytiske antagelse, den prisme, hvorigennem man udtænker Socialdemokratiets politik, er, at det går Arne sgu nok ikke særlig meget op i. Han vil have stram udlændingepolitik, velfærd, tidlig pension og veltempereret EU-skepsis. Sovs og kartofler. Og danskpop.

Den samme betragtning gør sig gældende i Venstre. Og det er mellem de to partier, kampen om magten har stået de seneste 30 år. Kan man mærke det? 1.000 procent.

Feminister er blevet udgrænset og latterliggjort".

Sådan skriver altså Noa Redington i 2020.

Hvis man har kaldt sig feminist, så har man undsagt sig den magtlogik, som styrede vores politiske ledere og meningsdannerne i medierne: Forestillingen om den værdipolitisk reaktionære arbejdervælger.

Som feminist havde man ikke blot sat sig selv uden for det gode selskab. Man var formentlig også både højtuddannet og usexet. Det er svært at sige, hvad der var værst, for feminist, højtuddannet og usexet var nærmest blevet synonymer. I magtens centrum betragtede man ifølge Noa Redington feminister som “behårede kvinder med hinkestensbriller og lange ubrugelige universitetsuddannelser, der bare var sure over, at de sad tilbage som bænkevarmere, mens resten tog sig en munter svingom”.

Mens feministerne varmede bænke, så førte man på Christiansborg moderne politik baseret på meningsmålinger, segmenter og papfigurer af imaginære vælgere som Bjarne og Arne.

Feminister er blevet udgrænset og latterliggjort. De er røget med under den værdipolitiske damptromle som ensærlig tvivlsom type halalhippier

Jakob Elkjær, ansvarshavende redaktør

Det har vist sig at være en effektiv måde at vinde valg på, men til gengæld en dårlig måde at lede landet på. Designer­politik er som altid kortsigtet, skadelig og står for fald.

Noa Redington beskriver med fortrydelse, at netop frygten for Bjarne førte til, at Helle Thornings flerpartiregering ikke turde indføre øremærket barsel i 2013, selv om det stod i regeringsgrundlaget. Det viste sig i virkelighedens verden at være skadeligt, idet det satte ligestillingen i stå, så Danmark susede ned ad de internationale ranglister. Og kortsigtet fordi EU alligevel senere tvang det lille bagstræberiske land i nord til øremærket barsel.

Det viste sig også at være kortsigtet, i den forstand at hverken statsministeren eller ledere i fagbevægelsen, erhvervslivet, det offentlige, medierne etc. tog ansvar og havde fat i styrepinden, når det kom til ligestilling, sexisme og sexchikane på arbejdspladserne. En ny generation måtte selvfølgelig gøre oprør på et tidspunkt. Nu ruller hovederne. Lad os håbe, at de nye generationer ikke alene tør sige højt og tydeligt, at de er feminister, men også får smidt designerpolitikken og de mandlige papfigurer ad helvede til. Jo før, des bedre.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen