Månedens gang på #SoMe
DM Akademikerbladet har været på internettet og bringer her højdepunkter fra oktobers små og store retoriske kampe på de sociale medier.
Del denne artikel
SoMe vælter alt
#MeToo. Tænk, at et hashtag i den grad skulle blive en historisk faktor, ja, nærmest kimen til en slags kulturrevolution. Landet har som bekendt ligget underdrejet af debatten om og rystelserne af anklager om seksuelle krænkelser. Som bekendt er Københavns overborgmester og den politiske leder for Radikale Venstre trådt tilbage, og udenrigsministeren er under pres for at gøre det samme. Og det er næppe en kontroversiel påstand at sige, at #SoMe har spillet en central rolle. Lad os tage et par nedslag: “Er det sådan her, man er en del af løsningen på en sexistisk kultur? #twitterhjerne #enblandtos”, tweetede DSU København-formanden Cecilie Sværke med henvisning til Frank Jensens deling af en opfordring til, at hun selv trak sig efter at have anklaget overborgmesteren for sexchikane.
Flere mener, at Frank Jensen med det videretweet bankede sidste søm i egen ligkiste. Morten Østergaards afgang som radikal leder havde dårligt bundfældet sig, før Ida Auken med et Facebook-opslag udløste et nyt ragnarok i partiet: “Allerede fredag under pressemødet vidste jeg, at Sofie Carsten Nielsen ikke fortalte hele sandheden”, skrev hun om den nye leder.
Dagen før havde Jan Schouby fra Århus Stiftstidende gravet et gammelt Twitter-opslag frem fra Katrine Robsøe – som Morten Østergaard angiveligt skulle have krænket – der glædestrålende fortæller om sit “roadtrip med denne dejlige mand”, vel at mærke efter at krænkelsen skulle have fundet sted. Og så var der næring til fløjen, der mener, at de krænkede kvinder er sippede og/eller del af en magtkonspiration.
Rigtigt tåkrummende blev det, da den socialdemokratiske MF Jesper Petersen på FB angrede et samleje med en 15-årig kvinde, han havde haft for 19 år siden, da han selv var 20 år. Formålet var at komme en artikel i Ekstra Bladet i forkøbet.
Desværre har hele debatten været præget af en sjælden grad af polarisering, som blandt andet blev illustreret, da tidligere MF Carolina Maier tweetede ud og mindede om forskellen på krænkende adfærd og dårlig dømmekraft, hvilket blev responderet af forfatteren Dorthe Annette Hansen: “Der er desværre ikke plads til nuancer i debatten lige nu, Carolina. Alle forsøg på at skabe et rum til at reflektere over det bliver straks opfattet som et forsvar og angreb”.
Fed undskyldning
Tegneren Jakob Martin Strid, som ellers er en elsket personage både i børneværelser og i den kreative klasses virtuelle saloner, har udgivet en bog om en tapir, som er for fed. Den slags er jo mobning af tykke mennesker eller “fatshaming”, som det hedder på moderne dansk. Og til det er der kun én ting at sige: Undskyld.
Noget om bananer i Korea
Sociale medier kan – ikke mindst i disse dage – være et hårdt sted at opholde sig. Men så er det jo godt, at der findes fuldstændig apolitiske sider med ligegyldige oplysninger, som man kan hvile hjernen på. En sådan er Strange and Amazing Facts på Twitter. Her kan man eksempelvis læse, at koreanerne sælger pakker med bananer, der er sorteret i forskellige modningsgrader, så de modner, i takt med at man får pakken spist.
Nightmare on Zoom
Jodelløgn
En SoMe-platform, vi endnu ikke har beskæftiget os med på denne side, er Jodel. Og det er måske en fejl, for her kan man angiveligt finde virkelig saftige sager. Jodel adskiller sig ved, at alle brugere er anonyme, og det har gjort tjenesten til lidt af et hotspot for rygter, sladder og rene løgnehistorier om kendte mennesker. Det blev forleden for meget for politikeren Naser Khader. ”Jeg vil ikke længere finde mig i ondsindede rygter og anonyme løgne”, skrev han på sin FB-profil efter anklager mod ham på Jodel om seksuelle krænkelser. Han har nu politianmeldt den anonyme bruger.